‘Kongesønnens bryllup‘ er Matthæus’ store Gudsriges-lignelse, som har væsentlige både ligheder og forskelle sammenlignet med lignelsen om ‘Det store gæstebud‘ i Luk. 14. Fælles er værtens/kongens storslåede invitation til en overdådig fest og de først indbudtes forskellige trivielle undskyldninger. – Herefter indføjes hos Matt. et næsten realhistorisk drama, hvor de indbudte mishandler og dræber Guds tjenere [profeter og apostle] og efterfølgende får en militant straf [templets og Jerusalems ødelæggelse]. – Tilbage på lignelsens hovedspor hører vi om værtens generøst udvidede invitation til hvem som helst, som tjenerne møder på vejen, vel at mærke både gode og onde. – Sluttede lignelsen her, kunne vi sorgløst anskueliggøre festen med et af de mange rare alterbilleder af ‘Det store gæstebud’, hvor udsatte medmennesker i pjaltede klæder bydes velkommen af Kristus og hjælpes ind til festbordet. Især den grundtvigske malerkreds har opmuntret danske kirkegængere med disse himmerigsmundfulde i adskillige versioner. – MEN hos Matthæus er der tilføjet en sekvens om festdragten. Underforstået må det være, at den rige vært forlods havde sendt festdragter ud til gæsterne, hvilket angiveligt var tidens skik i Palæstina. I alt fald må vi søge en metaforisk betydning af denne festdragt, som påkalder sig så stor opmærksomhed i Matthæus’ version af lignelsen, at det bliver et spørgsmål om at være inde eller ude, om ja eller nej til Guds rige. Den enkelte usalige gæst, som ikke ville tage festdragt på, blev kastet ud i mørket! “Thi mange er kaldede, men få er udvalgte”. – Hvad meningen er, diskuteres mellem prædikenforberedende præster. – Når der står, at festsalen fyldtes af både gode og onde, kan festdragten ikke repræsentere ulastelighed. Jeg forstår den helst sådan, at bryllupsklædningen repræsenterer en tilgang til livet, hvor taknemmelighed og tillid er fortegn. Festklædte deltagere modtager livet som en nådegave og frugtbargør denne livsforståelse i deres væsen. Det udelukker ikke, at der her hos Matthæus også refereres til dåben som den rigtige indgang til menigheden – og måske til en efterfølgende oldkirkelig kirketugt.
Esben Hanefelt Kristensens eskatologiske billede har dualismen fælles med Matthæuslignelsen. Der findes et ‘udenfor’, som her er skildret symbolsk th. i billedets brændende tornekrat. Vender vi blikket mod hovedfeltet, ser vi Hanefelts poetisk fabulerende Gudsriges-billede med hvidklædte hellige foran en eventyrlig himmelborg i den smukkeste, blomstrende paradishave. Vi kan blive i bryllupsfestens metaforik og associere til den bibelske tanke om sjælen som Kristi brud, den ultimative forening mellem Gud og mennesker. – Billedet er et mindre udsnit af en illustration i den smukke ‘Bogen om Jesu lignelser’, som jeg med glæde har trukket på, især når dagens tekst mig bekendt ikke er omsat i en dansk kirkeudsmykning.
Birgitte Bech kirkekunst 