18. søn. e. trin. – Du skal elske

I Mattæusteksten hører vi Kristus tale med absolut autoritet om det største bud: det dobbelte kærlighedsbud: Du skal elske Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sindog lige med dette: Du skal elske din næste som dig selv.

Hvordan elsker jeg Gud af hele mit hjerte? Er det at leve i taknemmelighed? Er det at undres over alverdens utrolige skabte liv uden at klamre mig til det skabte, fordi skaberen altid er andet og mere end skabningen? Er det at næres af troens kraftfulde, bærende ord og tegn – uden at ty til ureflekteret bibel- og sakramentsfundamentalisme? Er det at sætte lid til Menneskesønnen, hvis gådefulde rygte og mangfoldige virkningshistorie har nået mig hen over årtusinder?

Og hvordan elsker jeg min næste som mig selv? Fra den naturlige kærlighed, som jeg i personlige forhold har haft den lykke at modtage og give, ved jeg godt, hvad (for)kærlighed er; men næstebegrebet bryder forkærlighedens eksklusivitet. En anekdote fortæller, at en sørgende ved en begravelse i Aarhus spurgte, om han “turde håbe på ved opstandelsen at gense sine kære”, hvortil præsten svarede: “Ja, og også alle de andre!” Næstekærlighed er noget andet end personlig længsel og forkærlighed. Jeg afkræves næstekærlige handlinger, ord og tanker, også når varme følelser er sørgeligt fraværende. Som sådan er næstekærlighed ikke betinget af, at jeg elsker mig selv; men evangeliet giver mig lov til at elske mig selv, nemlig sådan som andre bør elske mig, hvis de viser mig næstekærlighed. – Alt med udgangspunkt i, at Gud har elsket os alle først!

Hjertet er som bekendt af største betydning som både organ og symbol. Finkæmmer man salmepoesien for sprog om hjertet, bliver man klogere på det troende menneskes inderste selv. Enkelte kirkeudsmykninger af Carl-Henning Pedersen, af Maja Lisa Engelhardt og af Adi Holzer er faktisk lykkedes med indplacering af et rødt hjerte i maleri eller glasmosaik. Som symbol for kærlighed er det røde hjerte dog generelt blevet så bred en kliche, at kunstnere må lade det ligge. MEN nu har Gødstrup Hospitalskirke ved Herning åbenbaret sig med et værdigt og uomgængeligt hjerte i det fredfyldte, lille kirkerums centrum: Laila Westergaards harmoniske stenskulptur af et stort menneskehjerte som fysisk organ udgør en døbefont uden lige. Hjertets blodårer ligner et netværk af forgrenede rødder. Ved dåben indpodes barnet på livets træ. Hen til døbefonten løber en 11 m lang, smal åre af rød granit, der fortsætter fra fonten op over alteret som en udsprunget rose. Rosen – et andet symbol for kærlighed – henleder opmærksomheden på alterudsmyknings kors. Korset kan tolkes sådan, at den lodrette planke betegner kærligheden mellem Gud og menneske og den vandrette kærligheden mellem mennesker indbyrdes. Både fonten og alterudsmykningen taler således insisterende om Guds og menneskers kærlighed – også på hospitalet: Du skal elske, for Gud elskede først! Foto: Claus Jensen.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s