Kristendommens grundfortælling er fortællingen om tilgivelse. Det var med tilgivelse, Gud overvandt afstanden til sin faldne skabning. Det er med tilgivelse, Gud tilbagevendende giver mulighed for en ny begyndelse. Tilgivelse holder kærligheden i live. Jesu liv og død var én stor anskuelsesundervisning heri: ‘Fader, tilgiv dem!’ Idealer for æreskodeks og hævn mellem mennesker blev med kristendommens udbredelse afløst af evangeliet om nåde og forsoning. I modsætning til hævnspiralen har tilgivelsesspiralen fornyende kraft. Også mit liv med de andre skal vise tilgivelsens forvandlende kraft, når tilgivelsen leves ud, – men tilgivelsen kan kun fuldbyrdes i frihed, og opgaven er aldrig fuldført. Det genstridige menneskehjerte fremturer med at ville sætte ‘rimelige’ grænser. Peter går til sin sjælesørger for at få medhold i, at nok må være nok, men det medhold giver Jesus ham ikke: “Jeg siger dig, ikke op til syv gange, men op til syvoghalvfjerds gange”. Pædagogisk fortæller Jesus nu lignelsen om den gældbundne tjener, der spotter sin herres barmhjertighed ved selv at nægte at vise barmhjertighed. Tjeneren har fået en ny begyndelse, men endnu ikke ladet barmhjertighedens livsforvandlende kraft arbejde med sig. Herren bliver vred og arresterer den utaknemmelige, til han har betalt. Som Kaj Mogensen slutter sin andagt om teksten: ‘At være overladt til herrens vrede og bødlerne er ikke en trussel om evig fortabelse, men et billede på det liv, der ikke får glæde af Guds tilgivelse, fordi den ikke vil leves ud.’ – Vi støder en gang imellem på lysende historier om mennesker, der har kæmpet sig frem til at tilgive det mest uhyrlige; det er historier om, at begge parter er blevet befriede.
Faktisk findes der et dansk alterbillede, som er malet under inspiration af samtalen mellem Jesus og Peter om, hvor ofte man skal tilgive. Maleren har noteret: “naar I bede, forlade”. Peder spørger hvor ofte?” Maleriet er fra 1860 og hænger i Ørum Kirke ved Brønderslev. Det farverige billede viser i midteraksen en frontal, glorielysende Kristus i varmt rødt og hvidt, omgivet af lyttende disciple i mørke farver. Peter, som det må være, tager argumenterende fat i Jesus, der selv snarest henvender sig til menigheden med åbne, fremadvendte håndflader. Baggrunden er udfyldt af massiv træstamme, dramatisk klippevæg og lysblå himmel, måske med symbolske betydninger. Uden malerens notat kunne ‘replikbilledets’ samtaletema vanskeligt identificeres. Anatomien er svag, og den feminine Kristus’ glatte ansigt er næsten sminkedukkeagtigt. Sammenlignet med andre guldalderværker er maleriets tekniske mangler iøjnefaldende, men det fortjener et søstersolidarisk forsvar: Lucie Marie Ingemann Mandix (1792-1868) var som kvinde afskåret fra at deltage i undervisning på akademiet og måtte nøjes med nogle få privat tilkøbte timer hos C.W. Eckersberg, hvis naturalistiske kompetence ikke synes at have sat sig spor i hendes malerkunst. Men i sin egen (undskyld) pigelige stil malede hun altså ufortrødent mere end 50 romantiske alterbilleder og deslige, som hun forærede væk til kirker og hospitaler i en tid, der råbte på nye kirkeudsmykninger. Hun er Danmarks første produktive kvindelige kirkekunstner overhovedet og fik vel sin chance i kraft af den berømte mand, salmedigteren ved Sorø Akademi B.S. Ingemann. Øvrige kvindelige bidragydere til dansk kirkekunst frem til begyndelsen af 1900-tallet lader sig let opregne. Uanset lille eller stort talent var de bedst kendt som nogens hustru. Det var ‘fru distriktsdyrlæge Mulvad’, Dronning Louise, Elisabeth Baumann Jerichau (som for resten var for selvstændig til de danske kunstdommere) og Anne Marie Carl Nielsen, alle med blot enkelte bidrag til kirkerne. Af Lucie Ingemans overflod af altertavler har de fleste siden måttet vige pladsen, men enkelte har stadig fået lov at hænge over alteret, herunder altså vort billede i Ørum Kirke ved Brønderslev. Tak til Niels Clemmensen for det gode foto!
Birgitte Bech kirkekunst 