Allehelgen

Salige er de, som sørger, for de skal trøstes. Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden…. Bjergprædikenens saligprisninger er uforglemmelige og bevægende. Vi må læse dem langsomt og rytmisk, som synkrone med Guds eget dybe åndedrag. Hver især rummer de et overjordisk paradoks: Salig betyder lykkelig – eller direkte henrykt -, når ordet bruges konstaterende, men her er det jo omvendt netop de usalige, der af Jesus kaldes salige; de, som for længst er overhalet af alverdens vindere. Det er mennesker, som må modtage velsignelsen som Guds tilsagn i kraft af troen og det nøgne håb. Vi må altså gentænke ordet salig, så vi hører det som Guds paradoksale kærlighedserklæring, der trøster og tørrer tårerne af øjnene. Det får være de ulykkeliges dyrebare hemmelige kilde, at de er helliggjorte af Guds kærlighed.

Sådan en hellighed gælder naturligvis ikke blot i evigheden, eller rettere: den gælder allerede her og nu hver evige nådens dag. Helliggjorte er såvel det spæde barn som den trætte gamle – og den afdøde. Ved allehelgen mindes vi gerne vore døde, og mange erfarer, at taknemmeligheden og samhørigheden med dem øges. Det, som kunne skille os fra dem i en besværlig hverdag, blegner, mens kærligheden som relationens grundsubstans lyser stærkere og renere, som en gave i sorgen. Kan vi ikke tale om kærlighedens metamorfose? I kirken bliver vi bevidste om, at “helgen her og helgen hisset er i samme menighed”. Vi kan bruge det billede om nadverbordet, at knæfaldets halvcirkel fuldendes til en helcirkel, hvor ‘de, der er gået forud’, er med i kredsen. – – “Oldemor er blevet til en engel, som vi ikke kan se”, siger familiens yngste. Vi tænder et lys for oldemor.

Det valgte billede viser en bronzeskulptur med titlen ‘Metamorphose’, placeret på en sten foran Allinge Kirke på Bornholm. Vi ser her en sagtmodig lille kirkegænger med håndtaske og søndagssko, sunket ind i sig selv, fjern? Hun er – måske til sin egen forundring – blevet hædret med englevinger. Saligprisningerne må lyde for hende! Den både alvorlige og humoristiske skulptur er skabt af keramiker og billedhugger Arne Ranslet (1931-2018). Fra 1950’erne havde han værksted på Bornholm sammen med sin hustru kunstneren Tulle Blomberg. Med den voksende internationale anerkendelse gik han fra keramikken over til at arbejde med større bronzeskulpturer, som pryder det offentlige rum i flere europæiske byer.

Arne Ranslet, ‘Metamorfose’ 2003, Allinge Kirke Bornholm. Foto: Claus Jensen

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s