24. søn. e. trin. – At blive berørt af Gud – Helbredelse og opvækkelse

Mens året går på hæld, får vi høre endnu et evangelium om Gud som livets Gud. Vi følger med Kristus på hans vej som det gode livs forkæmper, netop der, hvor livet er gået i stykker. Han undviger ikke mennesker, som er ramt af sygdom og ensomhed, død og sorg. Han er nærværende, når mennesker råber til ham om at tage det ubærlige bort. Ubærligt var det for Jairus’ familie at miste en lille datter. Da rakte Kristus hende hånden og kaldte hende op. – Ubærligt var det for kvinden med evindelige blødninger at være stemplet som uren og urørlig. – Det har krævet alt hendes mod bare at røre ved en flig af Kristi klædebon. – Da blev hun hjulpet. Kristus var hos mennesker for at bære på det ubærlige og berøres af de urørlige.

Jeg vil i dag ære mindet om Kaj Mogensen, som begraves i denne uge. Hans store teologiske og religionspædagogiske forfatterskab har betydet meget for mange. Andagtsbogen ‘til trøst og glæde’ har for mig selv i hverdagen været – netop – til trøst og glæde. Kaj Mogensens refleksioner over dagens evangelium indeholder bl.a. et afsnit om berøring som noget livgivende, fra menneske til menneske – og fra Gud. Kaj Mogensen omtaler et plejehjemsbesøg, hvor en hånd stryger en kind, og der strømmer liv, omsorg og kærlighed i berøringen. Erfaringen af det livgivende i en berøring kan ses som et tegn på Guds forhold til mennesket. – Senere, når vi er kommet til kapellet, kan vi atter nænsomt kærtegne den dødes ansigt, måske endda fornemme en slags varmende ‘På gensyn’ i kulden; men selv ikke en nok så kærlig berøring får den døde til at blive varm og rejse sig. Gudskelov har vi ikke denne magt. Gud selv “må overvinde den dødelige afstand. Det afgørende skridt tog han ved Jesus Kristus. Han er Guds berøring af den døde pige. Han er Guds berøring af hele den faldne jord. Han er Guds skaberhænder, der rækker ind i dødens verden. Som da Gud første gang rørte ved mørket og skabte lys og liv” (citat Kaj Mogensen).

Maja Lisa Engelhardts glasmosaik ‘Klædebon’ fra 2004 i Stoense Kirkes nrdr. rude er en smuk abstraktion over fortællingen om ‘den blodsottige kvindes’ frelse. Jeg læser rudens mørke felter og blodrøde stribe som tegn for den lidende kvinde. Den rene, hvide farve med klare konturer kan symbolisere det guddommelige nærvær. Det er det gudsskabte lys, der skinner ind gennem det hvide glas. Mon så ikke den blå stribe refererer til den tro, hvormed kvinden rækker ud efter Jesus? Motivet er numinøst og anelsesfuldt, som Maja Lisa Engelhardts kirkekunst ofte er. Kirkegængeren ser ikke ansigt til ansigt, men “som i et spejl, i en gåde” – eller gennem et slør. Aner vi en livgivende guddommelig berøring?

Alan Collins bronzeskulptur “Who touched me?” fra 2010, på det adventistiske universitet Loma Linda i Californien.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s