Sidste søndag i kirkeåret – “Alt, hvad I har gjort mod disse mine mindste brødre, har I gjort mod mig”

Er kristendommens inderste og smukkeste mysterium ikke Guds uadskillelighed fra mennesket? Inkarnationen, at Gud blev menneske, betød ikke bare, at Gud gennem en kort årrække i historien blev ét menneske blandt utallige ikke-guddommelige mennesker. Det betyder det dybere, at Gud i menneskers indbyrdes møder er til stede som kærlighedens perspektiv. Gud møder os i det sårbare medmenneskes skikkelse som en appel om omsorg – og som en højere instans. Den uomgængelige medmenneskelige appel er i Mt. 25 indskrevet i den store lignelse om verdensdommen, som skiller fårene fra bukkene. Det betyder med et velkendt Løgstrupcitat fra ‘Den etiske fordring’, at “Gud her har noget afgørende for med os”. Vi kan ikke holde vores liv med mennesker i verden adskilt fra vores liv med Gud i troen. Det betyder derimod ikke, at vi skal fortabe os i forestillinger om himmel og helvede og spekulere i belønning og straf. Det er alt nok at tænke på medmennesket, så vi aldrig bagatelliserer dets lidelse. Vores prisværdige humanistiske tanke om ‘det enkelte menneskes uendelige værdi’ uddybes og ophøjes af den bibelske tanke om det sårbare medmenneske som et Kristusbillede. Spørger vi: “Herre, hvornår så vi dig sulten og tørstig, fremmed, nøgen, syg eller i fængsel?”, lyder Herrens kun alt for klare svar: “Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, har I gjort mod mig.”

Kirkekunsten byder på nok af billeder af dommedag med himmelsk salighed og helvedes gru, malet fra middelalder til 1700-tallet. Nyere kirkekunst lader dette panorama ligge. Men hvad med skildringer af menneskelig omsorg i diakonalt og socialt arbejde? I et tidligere opslag til denne tekst har jeg vist et moderne kunstværk (i Askov Højskoles festsal) af Olivia Holm-Møller, som illustrerer barmhjertighed.

Denne gang vil jeg omtale Jais Nielsens (1885-1961) store katolske fresko fra 1935 med eksplicitte citater fra Mt. 25. og barmhjertighedsgerninger som motiv. Kunstværket har til huse i den tidligere katolske institution Skt. Elisabeths Hospital på Amager, som nu er et kommunalt psykiatrisk ambulatorium. Her står på væggen bl.a. (på latin) “KOM DU MIN FADERS VELSIGNEDE. DU BESØGTE MIG DA JEG VAR SYG. JEG VAR SULTEN, OG DU MÆTTEDE MIG”. Man kan i åbningstiden diskret gå ind fra gaden og beundre den gigantiske freskoudsmykning i trappearealet, restaureret af Nationalmuseet. Her vises som personifikation af barmhjertigheden den katolske helgen Elisabeth af Thüringen (1207-1227), som levede på Frans af Assisis tid og efter hans eksempel. Jais Nielsens stil er her inspireret af Giotto. Man kan evt. forberede besøget ved at læse Dorthe Aggesen og Synne Garffs bog ‘Elisabethfreskerne’, som udførligt oplyser om både helgenlegenden, Elisabethsøstrene og deres hospital og ikke mindst om kunstneren. Her kan jeg blot vise udsnit af legenden, hvor Elisabeth forbinder en syg, hjælper en kvinde med en vanfør dreng og åbner et herberge. Foto: Claus Jensen

Mon nyere protestantiske kirkekunstværker med velgerninger som motiv findes et sted derude? Kan en kunstner tænkes at skildre barmhjertighedsgerninger i nutid, eller vil det være en farefuld færd mellem gerningsretfærdighed og politisering?

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s