Kategori: Uncategorized

2. juledag synger vi stadig julesalmer, men prædiketeksten chokerer som forstyrrelse af julefreden med sit radikale budskab om kristendommens uomgængelige kors. Kirken ærer netop 2. juledag Sankt Stefan, den første kristne martyr. I første tekstrk. berettes om, hvordan Stefan som det tidligste kristne blodvidne blev stenet til døde for at bekende troen på Kristus. Anden tekstrækkes strenge evangelium går videre med temaet, at troen kan koste. Vi ved det jo godt: Eksempler på overgreb mod kristne er kun alt for aktuelle i Mellemøsten og Asien; kristendom er i dag den mest forfulgte af verdensreligionerne. Iflg. Matthæusteksten forudsiger Jesus forfølgelse og pointerer troens karakter af valg, som også kan være et fravalg: “Den, der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd”. Gudsrelationen er det absolutte, som gør andre relationer relative. Den ‘horisontale’, hildede forkærlighed for familie, stamme og hjemlig kultur er relativ i forhold til den ‘vertikale’, evige alkærlighed. – Iflg. Luk 11 blev Jesu mor Maria hyldet af folkeskaren: “Saligt er det moderliv, som bar dig, og de bryster, du diede”, hvortil Jesus svarede: “Javist! Saligt er de som hører Guds ord og bevarer det!”. – I julen har vi hørt om de glæder, Maria har gemt i sit hjerte; siden møder vi Maria som sorgens moder. -Dagens tekst Matth. 10 maner til offervilje og mod hos troende, men også trøst til de forfulgte og sørgende: “Den der tager imod jer, tager imod mig, og den, der tager imod mig, tager imod ham, som har udsendt mig.”

Maleren Frans Schwartz (1850-1917) favner yderpunkterne i Marias liv med altertavlen i Vor Frue Kirke i Aalborg. Det centrale motiv er den lidende Jesus, med ansigtet vendt mod menigheden, rødklædt, tornekronet og spottet af en ophidset folkemængde. Han er indrammet af to Mariabilleder – en reference til den oprindelige middelalderkirkes navn Vor Frue. På altertavlens fløje ses mod nord den unge Maria med blikket vendt op og ud efter bebudelsesenglens besøg. Mod syd ses den ældre Maria med blikket sænket i sorg over sønnens lidelser. Man kan tænke på den katolske tradition for at betragte Marias 7 glæder og 7 smerter. – Øverst ses et kor af smukke og inderligt alvorlige engle i tilbedelse af Jesu offer, konkretiseret i nadverens elementer. Den store juleglæde, som skal være “for hele folket”, ja for hele menneskeheden, bærer korset i sig. – Mange tak til Niels Clemmensen for foto.

…”når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte”…

Allan Skuldbøl: “Bøn”

Så er det tid, opfyldelsens tid. Fortid, nutid og fremtid forenes i højtid. Med barnets fødsel indtræffer det NU, der har evighed i sig. Esajas jubler om den messianske barnefødsels rækkevidde “fra nu og til evig tid”. Guds tid er inde. Ventetiden er omme. Paulus skriver til galaterne om tidens fylde: “da tidens fylde kom, udsendte Gud sin søn, født af en kvinde”… Historie bliver til frelseshistorie. Lukasevangeliet forankrer verdenshistorien i Guds kosmiske historie: “Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem…” Her i Betlehem tjener Augustus’ imperialistiske optælling og Marias biologiske nedtælling som brikker i evangeliets guddommelige håbsfortælling. Engle synger for hyrderne om “en stor glæde, som skal være for hele folket. I dag er født jer en frelser”. I dag! – Vi bliver samtidige, som generationer før os blev, når vi syngende går “med stille sind / som hyrderne til barnet ind.”

Det græske begreb kairos betyder ‘den rette tid’ i betydningen ‘det rette, gunstige øjeblik’, til forskel fra kronologisk tid, som blot er den neutrale klokke- og kalendertid. Kairos er øjeblikket modtaget som en guddommelig åbning. –

Den spændende færøske kunstner Sigrun Gunnarsdottir har i 2012 skabt en serie billeder med titlen Kairos, som beskæftiger sig med et barns fødsel, tolket som et glimt af det hellige. Her vises et af disse magiske og humoristiske billeder af det forunderlige moment, hvor moden kone møder nyfødt barn og omvendt. Er det en jordemoder eller en mormor? – Sigrun Gunnarsdottirs billeder beskæftiger sig ofte med relationen mellem bedsteforældre og barnebarn i religiøst perspektiv -. Der er øjenkontakt og sjælekontakt i øjeblikket. Øjeblikket akkompagneres af en engels trompetfanfare. I billedets midterakse ses øverst en stor stjerne, nederst en gylden urskrive med romertal. Viseren peger mod 12, altså mod midnat og mod stjernesolen. Der associeres måske til julesalmen ‘Det kimer nu’: … “og ret som midnatshanen gol / blev Jakobs stjerne til en sol”. Med dette foto af Sigruns maleri, som er i privateje, vil jeg ønske alle en glædelig jul!

Udsagnet “Jeg skal blive mindre” er tæt på at forekomme usandsynligt i dag – undtagen måske fra mennesker, der har vægttab som nytårsforsæt. Vores individualistiske og narcissistiske kultur er i alt for høj grad karakteriseret af det modsatte: kampen for at få lov at fylde, kampen om anerkendelse, opmærksomhed, kendisplatforme, likes, scoringer… Det er let at få øje på vort menneskesamfunds nådesløse rivalisering om opmærksomhed – om at kunne træde ud af anonymiteten blot en stakket stund. “Alle har ret til 15 minutters berømmelse”, som Andy Warhol sagde. Desperate i forhold til egen dødelighed kan menneskedrømmen tilmed være at gøre sig betydningsfuld og erindret udover livets og urnegravens korte lejemål. Eksistensfilosoffer beskriver humoristisk, hvordan mennesker gennem livet arbejder på deres nekrolog for at gøre den til en makrolog, en STOR omtale…. – Hvor er det da helt anderledes og velgørende at høre modfortællingen om Johannes Døberen, der træder til side for ham, der “skal blive større”. Johannes fremtræder hverken overset, anonym eller selvudslettende, slet ikke resigneret, men forløst: “Det er min glæde, og den er nu fuldkommen.” Han har fundet, hvad han behøvede: gudsmennesket uden for sammenligning: Jesus Kristus, som “Gud har udsendt, og som taler Guds ord”. Med historiens humor blev Johannes udødelig som den, der peger. Han er ikke guddommelig, ikke en frelser, men han er set af Gud og forbilledlig ved at pege på noget større end sig selv.

Kirkekunsten anskueliggør ofte Johannes Døberens betydning ved netop at vise ham pegende. Et eksempel fra 1930 er Niels Skovgaards skønvirkeprægede altertavle i Rørdal Kirke, Aalborg. Johannes belærer sine disciple om, at Jesus (forbipasserende med korsglorie og lysende hvid kappe) er gaven fra Himlen. Den rygvendte skikkelse i forgrunden kan være identifikationsfigur for Rørdals menighed og for os. Jeg viser et udsnit samt hele tavlen med den symbolrige udskårne ramme, fotograferet af Niels Clemmensen. Tak for foto!

Under juleforberedelserne dukker Johannes Døberen op på flere søndage og påkalder sig kirkens opmærksomhed, – som den, der selv henleder opmærksomheden på Kristus. Adventstekster slynger sig rundt om Johanneshistorien med hans eventyrlige fødsel, hans offentlige fremtræden med døbervirksomhed og klar Kristusbekendelse, modstillet hans dødelige fangenskab i Herodes’ fængsel, hvorfra han sender det næsten ubærlige spørgsmål til Jesus: ”Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?” – og endelig Jesu anerkendende ord om denne sin forløber som ”mere end en profet. Det er om ham, der står skrevet: ’Se, jeg sender en engel foran dig’”.

Nogle af Danmarks ældste og interessanteste kalkmalerier prydede allerede før år 1100 Jelling Kirke. Desværre blev billederne nedhugget efter at være tegnet af, og kort efter fundet blev de i 1875 erstattet af rekonstruktioner, som efter alt at dømme viser sig delvist fejlagtige. Kirken menes at være viet til Johannes Døber. Iflg. den nu fremherskende tolkning viser billedfrisen historien om Johannes Døberen og hans forældre: præsten Zakarias og Elisabeth. På korets nordside ses en sengeliggende mor med et svøbelsesbarn. Bag hovedgærdet står de rekonstruerede barselgæster, hvoraf kun den forreste er synlig på fotoet her. Barnet har ingen korsglorie og kan derfor ikke være Jesus, og barselgæsterne kan så heller ikke som tidligere antaget være De Hellige Tre konger. Parret i sengen tolkes i dag som den nyfødte Johannes og mor Elisabeth. Næsten hele personen bag sengens hovedgærde er som sagt en rekonstruktion. Bevaret var alene hænder, horn og skrivepult. Hændernes ejermand tolkes nu som den gamle barnefader Zakarias, som iflg. Luk kap. 1 blev slået af stumhed, fordi han ikke troede på englens budskab om, at han skulle blive far til en Johannes. Før han igen fik mæle, måtte han nedskrive barnets navn Johannes. Det er denne nedskrivning, som foregår bag hovedgærdet, og hornet er et blækhus. Zakarias fik stemmen tilbage og lovpriste Gud for hans barmhjertighed, ”hvormed solopgangen fra det høje vil besøge os”.

På den anden side af nordvinduet ses (måske) først den unge Johannes alene i ørkenen, derefter den voksne Johannes’ prædiken for en tilhørerskare under et skriftbånd med latinske ord om ”røst af en, som råber i ørkenen”. Øst herfor på altervæggen ses endelig Johanneshistoriens højdepunkt: Jesu dåb. 

Ved den smukke kirkerenovering i 2000 blev udsmykningen fuldbyrdet af Jørn Larsens betydningsladede kunstværk i gulvet samt de stiliserede glasmosaikruder i hhv. gult, blåt og grønt. På Claus Jensens foto nedenfor ses det østvendte vindue med gult glas, der fuldtonende klinger sammen med Zakarias jubel over barnet: “du, mit barn skal kaldes den Højestes profet, for du skal gå foran Herren og bane hans veje og lære hans folk at kende frelsen i deres synders forladelse, takket være vor Guds inderlige barmhjertighed, hvorved solopgangen fra det høje vil besøge os for at lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge, og lede vore fødder ind på fredens vej.” Forkynder ruden ikke netop “Solopgangen fra det høje”?

Dansk kirkekunsts i øvrigt nok mest uimodståelige skildring af glæden ved Johannes’ fødsel er et af de 48 stærkt underholdende, ekspressive træskærerarbejder fra o. 1420 på Roskilde Domkirkes kannikestole omkring Margrethe 1.s gravminde, et gotisk værk med internationalt bogforlæg. Stolene er bekostet af den indflydelsesrige biskop Lodehats brodersøn, der selv var biskop. Relieffet tolkes sådan, at manden tv. repræsenterer det undrende folk, parret th. er slægten, hovedpersonerne er Zakarias, som peger på navnet Johannes, som han har skrevet, nu i en bog. Den stolte, nybagte mor Elisabeth er skildret i overensstemmelse med det gotiske kvindeideal med S-slynget krop og fremskudt mave. – Vi venter lige til sankthans med at fejre Johannes’ fødselsdag. Foto: Claus Jensen.