Adventstid er ventetid. Lignelsen i Mt. 25 om “kloge og ukloge brudepiger” handler om at våge, vente og bevare troen. Som brudepigerne tålmodigt må vente på brudgommen og bryllupsfesten, må kristne tålmodigt vente på Kristus og Guds riges komme – på at Kristus tager bolig hos os og i os, som også julesalmer synger om. Teksten handler om i ventetiden at have “olie på sin lampe” eller ej, idet olien er symbol for tro. De “kloge” har nok af olie med, de bevarer flammen og bydes endelig af brudgommen ind i festsalen. De “ukloges” lamper er i mellemtiden for længst gået ud, de taber gnisten og går glip af festen. Lignelsen kan læses som en af Matthæusevangeliets eskatologiske lignelser, der sætter skel mellem de trofaste troende og de frafaldne. Vel også forståelig som et skel inde i den enkelte, der brydes med troen. Lignelsen rummer et ubehageligt intermezzo, hvor “de ukloge” forgæves beder om at låne olie af “de kloge”, da det kniber. Ifølge denne skarpt skårne modstilling, kan man altså ikke overtage andres tro. – Men i det virkelige liv må vi ellers ofte ty til ‘vikarierende tro’ som en omsorg fra andre, der i fællesskab søger at bevare håbet for håbløse?
Den selvlærte maler Jens Nielsen (1891-1978) har i 1934 skabt et voldsomt maleri af “De kloge og ukloge jomfruer”, som kan iagttages i våbenhuset i Fredens Kirke i Herning. Jens Nielsens maleri er dramatisk og ekspressivt med kraftfuld brug af kulører fra ildrødt til blåsort. Til højre i forgrunden ses i matte og mørke farver de “ukloge jomfruer”, hvis olie er opbrugt og lys er slukket. De er rådvilde, sløve eller bedrøvede. Den grædende pige i hjørnet kalder på vores medfølelse. I en portåbning løfter en pige sine arme over hovedet, desperat eller endnu håbefuld? Til venstre for bygningen lyses billedet op af de “kloge jomfruer”, fem hvidklædte piger, som har vendt sig i den anden retning: ind mod den oplyste vej foran dem, frem mod et åbent landskab med en glødende solopgang. Her blusser både horisonten og pigernes lampe. Jens Nielsen afstår fra at vise såvel dommen som bryllupsfesten, for motivet er ventetiden med eller uden tro. “Solopgangen fra det høje” er imidlertid en velkendt metafor for frelserens komme, ligesom “vejen” er et navn for Kristus og livet med ham. Vi kan tolke maleriet som et tidløst billede af advent og menighedens situation – forud for opfyldelsen. Kan vi ikke hver især identificere os med snart den ene, snart den anden af brudepigerne? Somme tider vinder tvivlen eller ligegyldigheden, somme tider får vi nåde til at værne troens flamme.
Jens Nielsen har malet alterbilledet i Skanderborg Slotskirke og mange andre religiøse billeder, hvoraf nogle hænger i Nørrelandskirken i Holstebro.
Mange tak til kirkens personale for hjælp med foto.
Birgitte Bech kirkekunst 