Kategori: Uncategorized

Ikke alle evangelier har noget at berette om Jesu første år, men alle kan fortælle om, hvordan hans offentlige fremtræden begynder med voksendåben: Jesus har formentlig fulgt den karismatiske prædikant Johannes Døberen og som mange andre fromme jøder modtaget dennes renselsesdåb i Jordanfloden til syndernes forladelse. Den begivenhed er og bliver en forlegenhed for evangelisterne, for behøver Jesus virkelig den, syndsforladelsen? – OK, Jesu dåb finder sted som en fællesskabshandling med alle os, som har tilgivelse behov -, men den er også særskilt som hans kaldelse og messianske indvielse. Efter at have modtaget Johannesdåben træder Jesus ud af Johannes’ asketiske discipelkreds og frem i sin egen gudgivne og givende væren. Han indvies til det lidelsesfulde drama på liv og død og liv, som venter ham – og som for altid sætter vore liv i perspektiv. Indvielsen fuldbyrder sig ved dåben som en skelsættende epifani, hvor himlen åbner sig, og Gud erklærer sin kærlighed: “Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!” Guds Ånd daler ned over Jesus som en due og udruster ham, i første omgang til den ørkenvandring, hvor han skal udholde sårbarheden i konfrontation med magtens fristelse, – hvad den følgende søndag skal handle om. – Lige her, fastelavns søndag, lader vi det lyse billede stå: Det er tid at fejre åbenbaringen af Menneskesønnen, som står under himlens lys i den glitrende flod og modtager Guds uforbeholdne kærlighedserklæring. – Derfra må vi tænke på vores egen dåb – og alle de andres – som en nådefuld spejling i dåbens vand og ord: Vi må turde leve vore sårbare liv i lyset af tilsagnet fra den åbne himmel, hvorfra Guds udtalte kærlighedserklæring lyder også for os.

Mange døbefonte er prydet af et billede af Jesu dåb. I Ansgars kirken i Aalborg ser vi scenen i et usædvanligt relief på marmorfonten, som billedhuggeren Paul Kiærskou omkring 1930 udførte til kirken, hvor han også skabte alterudsmykningen som et hovedværk. Øverst på dåbsrelieffet ser vi Helligåndsduen og himmellyset i form af en regnbue, derunder Døberen som øser vand over Jesu bøjede hoved. Sceneriet er usædvanlig følsomt og meditativt. Overøsningens gestus minder om et kærtegn og anskueliggør på en måde derved den guddommelige kærlighedserklæring. Ser Døberen lyttende ud? Glorien om Jesu hoved lader ingen tvivl om identiteten, men denne Jesus fremtræder så spinkel og sårbar, at vi måske også kan tolke ham som det generaliserede sårbare menneske, som kommer til dåb. Kunne det ikke være en konfirmand, der lige skal indhente den udskudte dåb før sin konfirmation? – Samtlige Paul Kiærskovs figurer bærer de samme let stiliserede, klassiske ansigtstræk med et indadvendt udtryk. Billedhuggerens gennemgående model er kunstneren Elof Risebye, der uofficielt var Paul Kiærskous partner. Psykisk lidelse og sorg var et vilkår for kunstnerparret. Den talentfulde Paul Kiærskou, som var medhjælp for kirkemaleren Joakim Skovgaard og fik afgang fra Kunstakademiet i 1925, fik kun få leveår: 1900-1933. Foto: Claus Jensen.

Der sås med håb. Lignelsen i Mark. 4 om “Sædemanden” synes let at forstå med den ledsagende forklaring, at det er “ordet” der sås. Det enkle billede af den uendeligt generøse sædemand, som sår og sår uden at have takseret jordbundens bonitet, er et klart og herligt billede af evangeliet om Guds nåde, som ikke lader håbet ude for nogen. Den efterfølgende allegoriserende læsning af lignelsen henleder opmærksomheden på menneskers forskellige forholden sig til Guds ord. Mon ikke vi hver især fra os selv kender alle versioner af afvisning, tvivl og overfladiskhed? I en julesalme synger vi som bekendt om os selv som “forhærdede tidselgemytter”. Evangeliet vil ikke desto mindre bære frugt, og når det frugter stort hos os, er det intet mindre end en Guds gave og et under: At “noget bar tredive og noget tres og noget hundrede fold”, transcenderer alle jordiske beregninger som et mirakel. Evangeliets trøst ligger aldrig i at analysere vores egen “jordbund”. Trøsten er at vende tilbage til lignelsens kerne, nemlig sædemandens ødselhed. Han sår og sår uden at spare sig, fordi i hvert fald han har håb for Guds under med vores liv. Det er dagens evangelium, at sædemanden bliver ved at så med generøsitet og kærlighed – også på vores vej.

Peter Brandes prægtige og kostbare totaludsmykning af Nørremarkskirken i Vejle afsluttedes i 2013 efter et langt tilløb, hvor også mange lokale ildsjæle var på banen. Den store, gyldne altervæg er oversået med skulpturelle perler, der kan tolkes som dråber af sved, blod og tårer – eller som faldende sædekorn, der symboliserer evangeliets forkyndelse – eller som de mange små flammer, der anskueliggør menighedens tro efter pinseunderet. Peter Brandes har teologisk indsigt og kunstnerisk kreativitet til at skabe nye, fuldgyldige symboler ved at sammentænke og komprimere betydninger og associationer fra forskellige bibelske temaer med indre forbindelser. Altervæggens tegnede figurer har tilsvarende flere betydninger: Til venstre ser vi den forfærdede Eva efter syndefaldet ved et knækket livstræ hhv. Maria ved korset; til højre ser vi Adam bide i syndens frugt hhv. den sønderknuste discipel Johannes ved korset. Over alteret, der symboliserer Kristi grav, hænger et altermaleri med endnu et fortættet, dobbelttydigt motiv: Det forestiller den dødsmærkede korsfæstede på baggrund af svagt tegnede korsplanker, men den ene arm er i færd med at så korn fra posen, som hænger fra den anden skulder. Det er altså også sædemanden, vi her har for øje. Forbindelsen kan etableres via Johs. kap 12, hvor Jesus sammenligner sig selv med hvedekornet, der skal lægges i jorden og dø for at bære mange fold. I dette perspektiv kan vi se det gyldne alter med de mange gyldne korn som forjættelsen om evangeliets rige høst. I en radiotransmitteret prædiken over udsmykningen, som Peter Brandes selv holdt i Nørremarkskirken, gav han hele herligheden overskriften “Paradis genåbnet”. Sædemandsmotivet spiller en større rolle i kirkens udsmykning: Dels står der en mindre bronzeskulptur af Sædemanden på et lille bord ved kirkerummets nordvæg (se nedenfor), dels hænger der på væggen nogle farverige litografier med samme motiv, alle skabt af Peter Brandes. Kunstnerens optagethed af motivet har en biografisk baggrund: Da hans far Thomas Brandes som medlem af en jødisk slægt i 1930’erne var på flugt fra Tysklands nazisme, overvejede han – før staten Israels oprettelse – at bosætte sig i en jødisk kibbutz og gemte i sin scrapbog et s/h foto af en sædemand. – Thomas Brandes’ fremtid kom dog i stedet til at ligge i Danmark, hvor han blev dansk gift og døbt som medlem af en kristen menighed. – Det lille billede fra kibbutzen inspirerede i 2012 Peter Brandes til at skabe en serie værker med titlen Kibbutz-sædemand, udstillet på hans Galleri i Silkeborg (se eksempel nedenfor). Nogle af disse ekspressionistiske malerier viser en martret og næsten ekstatisk sædemand. Vi oplever her, at sædemanden sår imod alle odds, sår med døden åndende i nakken, sår med trodsigt håb for et fremtidigt hjem. At så er at håbe. I 2015 gentog Peter Brandes motivet med sædemanden på korset i en gigantisk rude i Christ Chapel, Michigan (se nederst). Man får et begreb om rudens størrelse, når man sammenholder med kunstnerens profil nederst i billedet. – Fotos fra Nørremarkskirken er taget af nu afdøde Ingvar Dybkær, der som interesseret og hjælpsom deltager var med på kirkeekskursioner fra Præstevang Kirke i Hillerød. Æret være Ingvars minde!

Jesu lignelse om Arbejderne i vingården i Matt. 20 er inkompatibel med vores økonomiske retfærdighedssans, selv med et moderne velfærdssamfund som bagtæppe. Vingårdsejeren udbetaler samme løn til arbejdere med én times ansættelse som til dem, der har slidt den hele, lange dag, og historiens pointe er altså ikke et spørgsmål om, hvem der reelt står til rådighed for arbejdsmarkedet! Vingårdsejerens generøsitet mødes med et nid, som får ham til at spørge: “er dit øje ondt, fordi jeg er god?” Nogle er nødstedte, men menneskers samfund er i øvrigt karakteriseret ved den hang til at sammenligne, som kulturforskeren Renée Girard kaldte ‘det mimetiske begær’: Vi vil – mindst – have, hvad de andre har, fordi de andre har det. Selvretfærdighed og misundelse larmer i lignelsen, som den larmer hos os – og i os: I dag hørte jeg en læge foreslå gratis medicin og terapi til de dårligst stillede, hvorpå en lidt bedre stillet skatteborger indvendte, at sådan en forskelsbehandling ville straffe hende for livet igennem at have slidt og sparet op for at blive knap så dårligt stillet. – Nej, det vil ikke have nogen gang på jorden at trække lignelsen ind i finanslovsdebatten eller de overenskomstforhandlinger, som sjovt nok tilbagevendende er på dagsordenen, netop når der prædikes over teksten. Lignelsen handler nemlig om “løn” i Guds rige. – Det nemmeste er så bare at parkere lignelsens pointe i en helle uden for jordelivet som en fortælling om, hvordan Gud hinsides døden åbner Himmeriget for de fortjenstfulde så vel som os andre. Men nej, der er ingen grund til at forbeholde lignelsen for de døde. Lignelsen handler om vores livssyn og menneskesyn i dag: Den “løn”, som evangeliet taler om, er evangeliet! Hver eneste dag modtager vi livet med dets gaver, opgaver og udfordringer, og vi velsignes med kærlighed, tilgivelse og håb. Livet kærtegner os, når forårsblomster myldrer op, og livsmodet vokser, uanset vore præstationer. Mere end nogensinde har vi brug for kristendommens modfortælling til den evindelige statusmarkering og resultatmåling. Kirken møder os fra dåb til død som et salt og et tegn for Guds inkluderende fællesskab med sine børn uden sammenligning og evaluering. Kan den være vores terapi mod misundelse?

Meget få er de kirkeudsmykninger, som visualiserer dagens tekst, vel fordi den handler om en kompleks sekvens med replikker og således næsten forudsætter iagttagerens fortrolighed med lignelsen. Erik Abrahamssons “Arbejderne i vingården” (1938-60?) er en af hans to ruder i den gule Østerby Kirke på smukke Læsø. Her ser vi Kristus dele pengeposer ud i en oprørt forsamling af arbejdere med værktøj, som vidner om hårdt arbejde. Nogle arbejdere ser anklagende ud, nogle peger fingre ad andre, en enkelt knæler ydmygt med tomme hænder. Hævet over nid og misundelse står i midten den ikoniske, frontale Kristus under blå himmel, med lysende hvide og røde klæder og korsglorie. Kristus vender blikket ud mod menigheden, så vi næsten kan høre ham spørge: “Er dit øje ondt, fordi jeg er god?” – Erik Abrahamsson fra Gøteborg opholdt sig i perioder på Læsø og skabte der sin glaskunst, og ved en indsamling skaffede menigheden midler til brænding og blybånd. Jeg har ikke fundet årstallet for erhvervelsen, men kan se, at Erik Abrahamsson i perioden 1938-1960 udsmykkede mindst 6 svenske kirker. Tak for foto til Niels Clemmensen.

Hvilken erfaring kan bære et menneskes tro og tillid oppe igennem det korte liv på vor skrøbelige klode, omgivet af et uendeligt, svimlende mørkt og koldt univers? Hvilken fortælling og hvilket billede kan genstarte sjæl og ånd, når bekymringer vokser? Hvor henter vi mening, retning, visioner – i det mindste som glimt! Teksten i Matt. 17 viser os en vision, et ‘vindue til evigheden’ i form af den mystiske og salige “Forklarelse på bjerget”: En bærende inspiration for tre disciple, der netop forinden har måttet høre om selvfornægtelsens og lidelsens vej, og som umiddelbart derefter skal tilbage blandt uoverkommelige skarer af syge og elendige. Lige her på denne tunge vej overrumples og velsignes disciple mod alle jordiske odds af et syn, et perspektiv og en tale, som gør alting klart: De sander, at Guds evige lys og kærlighed findes hos Jesus. “Hør ham!” Det er en klarhed, som nok kun rammer mennesker enkeltvis, og måske sjældent. Menneskeligt er da det febrilske ønske om at fastholde og dvæle i saligheden – sådan som Peter, der gerne ville bygge hytter på bjerget. – Beretningen er tydeligt symbolsk i sin udformning: Bjerge er gudsåbenbaringers traditionelle sted; Moses og Elias, som havde hver sit bjerg, dukker op for at sætte Det gamle Testamentes love og profetier i det rette forhold til Det nye Testamente; Gud Fader taler fra skyens mulm, uset som altid. Han proklamerer Menneskesønnen som sin Søn med de samme ord som ved dåben. Ja, beretningen er dogmatisk og symbolsk som et ikonisk billede, men i sin essens et billede at orientere sig ud fra. Et menneske lever og orienterer sig nødvendigvis ud fra verdensbilleder, værdier, formative fortællinger og symboler. Lykkeligt at leve ud fra billedet af Menneskesønnen som en overvældende åbenbaring af Guds kærligheds lys! Det billede, som først ret kan foldes ud efter påsken, holder vi gudstjeneste på.

Metamorfosen 1000-tallet, Athos

I den østkristne verden, hvor forklarelsen kaldes Metamorfosen, forvandlingen, er motivet mere almindeligt end i Vesten. Ikonmalerne beflitter sig jo på at hente himlen ned på jorden. Netop Metamorfose-motivet er efter sigende malerens svendeprøve, der skal bevidne en kapacitet til at vise Guds herlighed. Hvilken ambition! Her er bjergets udformning hierarkisk og symbolsk med grålige klipper i lavlandet, i højdende blomstrende livstræer på guldbaggrund. Farverne i det kosmiske hierarki følger den foreskrevne rangorden med jordfarver i bunden og himmelblå mandorla øverst omkring den forvandlede Kristus. Han møder os frontalt og er i situationen klædt i guld; han bærer Guds ord i hånden som logosrulle, og hans flotte glorie er identificeret ved et kors, der altid må minde om påsken.

Peter Brandes, den måske mest økumeniske inspirerede danske kirkekunstner, er en af de få, som i denne generation har taget Forklarelsen op som motiv i en kirkeudsmykning. Det er sket i 2010 i det store vindue i det vidunderlige Sankt Andreas Kapel i Roskilde Domkirke, som af flere grunde er et besøg værd. Glasmosaikrudens motiv lader det klare, hvide dagslys strømme ind, idet kulørte fragmenter kun sparsomt indgår. Vi ser forneden de tre disciple bøje sig i tilbedelse for mysteriet. Derover er visionen repræsenteret ved nogle ovale figurer, større omkring mindre, i et ekspansivt mønster. Spredt i ruden ses små gul-gyldne glasstykker i dråbeform. Mon ikke vi kan tolke dem som Helligåndens små flammer? Foto: Claus Jensen.

Alle søndagens tekster handler bl.a. om at møde fremmede, ja selv fjender, som medmennesker. Teksterne er skrevet til læsere, der alt for godt ved, hvad det vil sige at have fjender. Os eller dem, egengruppe eller fremmedgruppe, ven eller fjende… Krigens og undertrykkelsens logik byder mennesker at tænke på en fremmed som en potentiel fjende, måske din angiver, måske din drabsmand. Kan man navigere på anden vis end med en depersonaliserende lydighed? Man bliver i krige ikke spurgt, om man har lyst til at dræbe. Når og hvis retfærd efter krigsfærd engang bliver håndhævet af en krigsforbryderdomstol, vil de anklagedes omkvæd uden tvivl være, at de handlede efter ordre. – På Jesu tid var Palæstina som bekendt besat af en imperialistisk, svært militariseret fjende, som truede folkets eksistens, og vi ved i detaljer besked om, hvordan nogle af soldaterne i en påske omkring år 33 til punkt og prikke fulgte ordren om at tortere og henrette også Jesus. – Iflg. Matt. 8 blev Jesus imidlertid under sit virke som prædikant og helbreder opsøgt af en af besættelsesmagtens officerer. Meget ved officeren måske ikke om Israels religion, måske bare det at en jøde normalt ikke vil tage på besøg hos en hedning, – hvad Jesus så for øvrigt karakteristisk nok så stort på. Men som militærmand ved officeren i hvert fald noget om kommandostrukturer og myndighed: “Jeg er selv en mand under kommando og har soldater under mig. Siger jeg til én: Gå! så går han”… Militærmanden deponerer nu så at sige sin magt og rang for fødderne af Jesus, drevet af kærlighed til en syg og forpint tjener. I mødet med Jesus er alt, hvad der fylder, en tillid til, at Jesus har myndighed over liv og død: “Sig blot et ord, så vil min tjener blive helbredt!” Al jordisk magt er underlagt den højeste. Jesus så ham som menneske. Vi kan læse om det lykkelige udfald for officerens tjener, og dertil kommer, at Jesus sprænger en grænse ved at fremhæve den hedenske officers tillid som tro: “Sandelig siger jeg jer: Så stor en tro har jeg ikke fundet hos nogen i Israel.” Menneskekærligheden er stor nok til at suspendere grænsen mellem ven og fjende, og hos Gud er magt identisk med menneskekærlighed.

Det billede jeg har valgt, er i 1999 skabt af den eminente tegner Sys Hindsbo (f. 1944). Det er et af hendes barskeste værker og bærer titlen “Mand holder sig for næsen”. Ja, vi deler kvalmen og gruen. Sys Hindsbo har fra sin personlige biografi rigeligt kendskab til krigens og undertrykkelsens logik, og hendes kunst skildrer gerne ofre og magthavere, ofte let uniformerede mænd. Kunstværket gør os til vidner til en iskold forberedelse til en hængning og til mennesker, der bryder sammen. Måske helte, der alligevel nægtede at adlyde. Fra billederne synes spørgsmål at udgå: Er det muligt at trodse kommandostrukturer? At nægte at bøje sig for undertrykkelsens logik? At se en fremmed som et menneske? Er det muligt over de militære råb at høre en hvisken fra den højeste myndighed. Til højre i billedet ses en figurgruppe bestående af en død og to udbærere. Mon den røde farvelægning her kan læses som et forsigtigt udsagn om kærlighed og medfølelse? Om at Guds kærlighed lever med den døde?