Store bededag, 1. rk. – Den omvendte verden ?

Store Bededag behøver dybest set aldrig være langt væk med sit kald til omvendelse (1. rk.) og til bøn (2, rk.), men i år kan vi endnu tage ritualbogen på ordet og lade helligdagen bringe os sammen. Med teksten fra Matt. 3 kan vi sidde en stund under Johannes Døberens prædikestol, og det er ikke bare lystfyldt: Døberen prædiker dom, for “øksen ligger allerede ved træernes rod”, og kravet er omvendelse, forstået som en fornyet bevægelse i retning mod Gud. Omvendelseskaldet lyder over datidens jøder såvel som over os, der har levet på selvbedrag og sat dårlige frugter. Følger vi kaldet til en erindringsrejse i ærlig selverkendelse, dukker pinagtige billeder op af situationer, hvor vi har svigtet og berøvet andre mennesker livsmulighed og glæde, i nære relationer, i arbejdets medfør, globalt… Samvittigheden slæber tunge sten sammen, og samvittighedens sten lettes næppe af vores undskyldninger eller ‘forklaringsrammer’. Tyngden kommer nemlig ikke fra vores forfængelige bekymring for at stå beskæmmede for Gud og mennesker. Den er dybere end som så: Tyngden er kærlighedens værk. Den kommer fra evnen til at indleve sig i andres situation, hvilket er en gave fra Gud. Jeg kan tage mine sten, en for en, give hver især et privat navn og stable dem oven på hinanden. Det kan blive til en mur, der tårner sig op og spærrer min udsigt til livet lys og gode muligheder. Men samvittighedens sten skal ikke blive mit fængsel. Evangeliet vil ikke efterlade os alene med alle vore sten. “Himmeriget er kommet nær”, sagde Johannes også. Han pegede på den Jesus, der inkarnerer tilgivelsen og bringer trøst og befrielse: “Kom til mig, alle I som er trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.” Tilgivelsens evangelium har kraft til at bryde hul i vores selvforskyldte mur og give os mod til at leve, elske, handle og bede, måske også for dem, vi i livets løb har svigtet. – Og for resten: Et bibelleksikon gør opmærksom på, at begrebet “de omvendte” aldrig forekommer! Omvendelse er ikke nogen en-gang-for-alle-overgang, der bringer os i salveten blandt de gode mennesker på den rigtige side. Omvendelse kender vi kun som Guds fornyede kalden og indbrud i vores liv.

Til reformationsjubilæet skabte Maja Lisa Engelhardt i 2016 den smukke bronzeskulptur “Porten” eller “Nådens port”, udstillet bl.a. i Rundetårn, nu på Museet for Religiøs kunst i Lemvig. Nåden visualiseres her som en lysende gylden strøm i den mørkpatinerede bronze. Som kommentar til reformationstiden tematiserer skulpturen, at den daværende katolske kirkes magtmisbrug fx med afladshandel havde sat spærrende strukturer op mellem mennesker og Gud, men at evangeliet ikke lod sig undertrykke. Det pibler sagte frem frem på den ene side og vokser til et brusende kildevæld på den anden. På en Store bededag kan skulpturen illustrere omvendelse i bred forstand som Guds kald og nådige indbrud i vores liv. Billederne af skulpturens for- og bagside er hentet i jubilæumsbogen “Teser”.