Kategori: Uncategorized

Nogle alkoholfri familiefester mindes jeg med stor taknemmelighed, andre med mindre, fordi glæden udeblev. At fester lykkes, står og falder naturligvis ikke med vinen og dens rigelighed (somme tider tværtimod). Fester lykkes, hvis deltagernes forventninger krones med fælles erfaring af en nærhed og en intensitet, som løfter øjeblikket ud af hverdagen og ind i glædens rum. Den gode vin kan her være både facilitator og rituelt symbol for glæden; den kan udmærke dagen som festdag, ja måske ligefrem som højtidsdag. At Jesus selv drak vin, fremgår af den velkendte modsætning mellem ham og den asketiske Johannes Døber. Hos Jesus er den gode vin et tegn på Guds riges nærvær og herlighed. Tilsvarende herligt er det, at Jesu første guddommelige tegn fandt sted ved et bryllup, hvor han velsignede og forbavsede alle med god vin, netop som festen truede med at gå død og brylluppet kuldsejle omkring de tomme kander! “Dette gjorde Jesus i Kana i Galilæa som begyndelsen på sine tegn og åbenbarede sin herlighed, og hans disciple troede på ham.” (Joh. 2,11). Vin er et glædens sansbare symbol: glødende i farven, forjættende i duften, rig i smagen, opløftende i sin virkning: Leve brud og gom! Leve kærlighed og fællesskab! Leve alle fortællinger om, at Gud har menneskers glæde for øje! – Guds gave er også den dybe glæde, som kan skjule sig bag sorgen. Forvandlingen i Kana er det vinunder, der i Johannesevangeliet træder i stedet for beretningen om nadverens indstiftelse, som vi kender fra Paulus og de synoptiske evangelier. I nadverberetningerne hos Matthæus og Markus er Jesu ord over vinen: “Dette er mit blod” tunge af sorg, men bag sorgen skjuler sig glæden: “Fra nu af skal jeg ikke mere drikke af vintræets frugt før den dag, da jeg skal drikke den ny sammen med jer i Guds rige.” – Kirken har ofte fortolket underet i Kana som en henvisning til nadveren, og billedkunstnerne har tilsvarende undertiden placeret de to scener side om side. Det er også tilfældet på de malede fløje på bagsiden af den store altertavle i Søndre Sogns Kirke i Viborg, hvorfra jeg vælger at bringe et udsnit.

Fløjmaleriet viser bagtil i midteraksen den henrivende brud med udslået hår som en jomfru omgivet af opvartere i en festsal med todelte lysåbninger, hvilke i renæssancen kunne symbolisere Kristi to naturer: Gud og menneske. I forgrunden ser vi en andægtigt ventende Maria stående bag sønnen, som netop instruerer, at de store rensekar bliver fyldt med vand. I modsætning til gæsterne ved Kristus, Maria og vi, hvorfor festen om et øjeblik bliver en fortælling værd…. Altertavlen i Søndre Sogn, der tidligere hed Sortebrødrekirken (med dominikanerkloster) stammer fra et af de suveræne værksteder i Antwerpen, hvorfra Danmark i alt modtog fem formidable tavler. Den blev købt o. år 1520, måske af Chr. 2., i første omgang til brug i kirken på Københavns Slot. Da Sortebrødrekirken i Viborg brændte i 1720, bad byens borgere den daværende konge Fr. 4. om hjælp, og kongen forærede den flotte københavnske tavle til Viborg. Han fik nemlig samtidig malet Henrick Krocks store himmelfartsbillede, som nu kan ses i Helligåndskirken på Strøget i København. Hvorom alting er: Viborg blev en stor seværdighed rigere. Altertavlens bagsidemalerier er imidlertid ikke kirkens eneste klenodie: Forsidens pragtfulde træskærerarbejde med scener fra bl.a. Jesu barndom, samt bænkegavlenes pietistiske emblemmalerier, beskrevet i Erik A. Nielsens Gådetale (2018) er absolut også en rejse værd. Har man allerede været i Viborg for at beundre Joakim Skovgaards fresker i Domkirken, er der god grund til at vende tilbage til byen for at besøge Søndre Sogns Kirke. Foto: Claus Jensen.

Teksten fra Luk. 2 om den 12-årige Jesus imødekommer bibellæserens behov for kontinuitet: Vi har brug for en bro fra julen til den voksne Jesus. Vi skal sammentænke, at Jesus, Gudsbarnet, gaven fra himlen, er en historisk person med en almindelige opvækst i Nazaret hos Maria og Josef. Denne ‘dobbelte herkomst’ er i fokus i fortællingen om, at drengen drager med sine forældre til påskefest i Jerusalem og uden deres samtykke bliver hængende i Jerusalem for at samtale med jødiske lærde om den himmelske fader. Spændingen udtrykkes paradigmatisk, da Maria omsider genfinder sønnen i templet: “Barn, hvorfor gjorde du sådan mod os? Din far og jeg har ledt efter dig og været ængstelige.” Men han sagde til dem: “Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?” – Evangeliet forkynder Jesu særstatus, men kaster samtidig lys over alle kristnes ‘dobbelte borgerskab’, i himmel og på jord. At Jesus har kaldt Gud for far, ved vi ikke mindst besked om fra “Fadervor”, bønnen hvormed han lærer os alle at kalde Gud for far. – Der er noget universelt i udfordringen til forældre i at forstå, at børnene ikke (bare) er deres. Det har fundet et litterært, poetisk udtryk i den libanesiske digter Kahlil Gibrans meget citerede klassiker “Profeten”, hvor der om forholdet mellem forældre og børn bl.a. står: “Jeres børn er ikke jeres børn. De er sønner og døtre af livets længsel mod sig selv. De kommer ved jer, men ikke af jer; og selvom de er hos jer, tilhører de jer ikke… I er buerne, hvorfra jeres børn udsendes som levende pile. På uendelighedens bane har bueskytten målet for øje, og han spænder jer med al sin styrke, så hans pile må bevæge sig hastigt og langt. Glæd jer, når bueskytten spænder jer i sin hånd, for ligesom han elsker den flugtende pil, således elsker han også buen, der bliver tilbage.”

Langt de fleste fremstillinger af motivet viser den 12-årige Jesus i åndelig samtale med forundret lyttende, skriftkloge jøder. Lucie Marie Ingemann har valgt sin egen utypiske tilgang, hvor hun i stedet viser den lykkelige genforening af mor og søn. Bag Maria ses Josef, den omsorgsfulde jordiske far, mens sønnen peger op mod den himmelske, og de skriftkloge i baggrunden er statister. Billedet medierer Jesu dobbelte tilhørsforhold som kærlighed i både himmelsk og jordisk retning. Lucie Ingemanns rørende barnlige fremstilling er malet i 1840’erne og hænger i Særslev Kirke ved Kalundborg. De færreste af fru Ingemanns billeder er forblevet på den plads, hun har tiltænkt dem, men i Særslev har man altså beholdt maleriet som alterbillede. Foto: Claus Jensen.

Så kom vi til Helligtrekonger, signalet til at også vi, der lever langsomt, må tage afsked med julen. Lidt vemod og eftertanke kan følge med, mens vi pakker ned: Hjalp vi faktisk hinanden med at løfte glædens vinger? Fik vi sagt hinanden ordentligt tak ? Eller druknede vi næsten barnet i et badevand af støjsendere, fortravlethed og svært forenelige dagsordener? – Helligtrekonger kommer nu som et julens sidste udkald, en anledning for os hver især til at sanse julens dybe hjerteslag: få ro på, tænde endnu et (eller tre) levende lys og synge ‘Dejlig er den himmel blå’ om ledestjernen, som også lyser for dig og mig. Med os ud i vores uperfekte liv og hverdag kan vi fortsætte med fortællingen om, at Gud er hos os som lyset over vores vej, men også som den varme hånd i ryggen. – Måske skal julekrybben alligevel få lov at blive stående lidt endnu? Den samler under Betlehemsstjernen både Lukas’ jævne hyrder og Matthæus’ fornemme vismænd i fælles tilbedelse. Matthæustekstens “vise mænd fra Østerland” bringer kostbare hyldestgaver: guld, røgelse og myrra, henvisende til barnets kongeværdighed, guddommelighed – og lidelse og død. I den bibelske fremstilling forbliver de vise mænd anonyme, og med deres gaver fremhæver de vel at mærke alene barnet, ikke sig selv. Allerede Tertullian skrev dog i 200-tallet, at de tre “var som konger”, og gennem århundreder har stjernetyderne tydeligvis taget skikkelse af rige konger fra forskellige kontinenter, repræsenterende forskellige racer og aldre. Middelalderens legender har således øget bibelhistorien symbolkraft, men pointen er i alt fald evangeliets universelle betydning, at gudsriget er større og gudsbarnet mere ophøjet end ethvert jordisk regime, og det har bud til høj og lav. Det er samtidig blevet en smuk konvention, at det er den ældste søgende sjæl, der først når frem og knæler ned for det guddommelige barn: Livets pilgrimsrejsende kommer i mål, når alt kommer til alt. –

Kirkekunsten har siden tidlig middelalder været rig på fremstillinger af de vise mænds/ de hellige tre kongers tilbedelse. Hvor kongerne tidligere var anonyme, bliver det imidlertid fra højmiddelalderen tydeligt, at motivet kan tages til indtægt for kongers og andre potentaters personlige politiske formål. Den magthaver, der bekoster udsmykningen, kan lade sig portrættere som en af de fromme tilbedere, der knæler for Jesusbarnet. Kirkefyrsten bøjer sig for kirkens tro og får samtidig et point til sin egen propaganda. Gaven til Jesusbarnet/ kirken fremhæver giveren. Mit valgte eksempel er et af Danmarks fineste Helligtrekonger-billeder, malet omkring 1520, formodentlig i Antwerpen, af ‘Frankfurtermesteren’. Det har hængt på det nu ikke mere eksisterende kongelige slot i Nykøbing Falster og tilhører Nationalmuseets Samlinger. Det er et typisk renæssanceværk med landskabspanorama, paladsarkitektur og prægtige stoffer og pelse. Centralt i maleriet ses ved siden af den rødklædte Josef en fersk og undselig Maria med et livfuldt barn, som allerede har modtaget en gave og hilser den forreste af kongerne. Denne ældste konge, som knæler for barnet, portrætterer (posthumt) en hvidhåret Kong Hans (1481-1513). Den stående, kraftfulde mand på højre fløj portrætterer Hans’ mørkhårede søn Chr. II. (1481-1559), som var konge i årtiet fra 1513. Kun afrikaneren på venstre fløj er anonym.- Ja Jesus har taget bolig i en uperfekt verden, hvor menneskenes børn fejrer jul med mange forfængelige dagsordener. Men det er da smukt, at posthume portrætter af kong Hans (som også Claus Bergs altertavle i Odense Domkirke) viser den gamle konge ved livsrejsens åndelige mål. – Foto: Claus Jensen.

Vi bevæger os nu i tiden fra år 2022 til år 2023. Vi har gennemlevet endnu et år på jorden, på vores sted, i vores kultur med dens traditioner og sprog. Allerede vores navn siger gerne meget om, hvilke værdier og fortællinger, vi har arv og gæld efter. – I den meget store folkeskole, jeg gik i som barn, var der en dreng, som hed Adolf, een, født i 1945 (!). Han havde det svært af mange grunde. – Hvor meget i vores liv er på forhånd givet? Hvor meget vælger vi selv? Menneskebarnet Jesus var også barn af sin tid og kultur: “Da otte dage var gået, så han skulle omskæres, fik han navnet Jesus, som han var kaldt af englen, før han blev undfanget i moders liv.” – I kristen fortolkning forklares omskærelsen somme tider som en foregribelse af den lidelse og blodsudgydelse, der ventede Jesus som voksen. – Til Lukas’ oplysning om navngivningen føjer Matthæus forklaringen på navnet: “thi han skal frelse sit folk fra dets synder”. Så ved vi, at Jesus, på hebræisk “Joshua” (som Moses’ medhjælper hed) betyder “Gud frelser”, og at den gammeltestamentlige kultur med fortællingen om Israels frelse danner baggrund. Forskningen omkring ‘den historiske Jesus’ levner ikke megen tvivl om, at Jesus var jøde og snarere ville fortolke eller forny end vrage jødedommen. Samtidig gjorde han stærkt indtryk på omgivelserne ved nye ord og tegn, så at man kan sige, at han mere end de fleste ‘modstod kulturdøden’. Han levede i sin tid og kultur, men han var ikke bare dens produkt. Mennesket er skabt af historien, og mennesket skaber historien. Jesusbegivenheden synes som få at have skabt verdenshistorie, som så igen har fået afgørende betydning for, hvilken historie vi er skabt af. – Skal vi visualisere tiden, gør vi det ofte lineært i form af en vej, i billedkunsten ofte som en vej gennem et landskab. Vi er kommet ad en vej, og ved årsskiftet bliver vi særligt bevidste om vore livsvej som en rejse mod ukendt fremtid. I vore forestillingsbilleder fortoner vejen sig i det fjerne mod den vigende horisont. Samtidig søger vi efter bedste evne at gøre vort tidsforløb forudsigeligt ved genkendelige holdepunkter, fx traditioner omkring nytårsfejring. Kirkeåret giver os holdepunkter med fortællinger om, at Jesus har gået vejen før og vist os, at den ender godt. Om også vores historiske tid og vor selvbiografiske tid fra fødsel til død er ‘lineær’, er den altså også ‘cirkulær’, med årligt tilbagevendende holdepunkter. – Og nu kommer vi til det vigtigste: Når vi fx samles om en nytårsprædiken, rækker vi takken og bønnerne, ængstelsen og håbet opad, eller måske snarere indad og opad. Vi kender altså til en indre ‘lodret’ bevægelse og impuls i livet, fordi vi er åndelige eksistenser. Lukas forklarer Jesu navn ved at henvise til englens budskab. Lad os aldrig være uden den himmelske inspiration, som midt i vores lineære eller cirkulære tid giver os lodret tid, højtid med fylde af evighed!

Vi kan vise et af de traditionelt fortællende billeder af Jesu omskærelse som fx den dygtige billedskærer Abel Schrøder d. y. s prædikestolsudsmykning fra 1667 i Hammer Kirke ved Næstved. Det er et ganske underholdende relief. Foto: Claus Jensen.

En anden mulighed er at vise et af (kirke) kunstens mange mere lyriske billeder af en vej. Her har jeg valgt en moderne abstraktion over vejen, malet af Arne L. Hansen på Øster Vrå Kirkes alterbord i 1994. Det er en udsmykning fra modernismens lidt billedforskrækkede periode. Her er ikke bare en abstrakt visualisering af vejen, men hele tre: I centrum er Lidelsens vej, Via Dolorosa, som fører Jesus ad lidelsens syv stationer op mod Golgata øverst under den røde himmel. Til venstre er Himmelstigen, som en forkyndelse af menneskeåndens rejse mod lyset, altså den lodrette eller diagonale bevægelse. Til højre ses Frelsens vej, som med lodret eller diagonal bevægelse tegner en trappe. Trappen mødes imidlertid oppefra af tre røde striber: Fader, Søn og Helligånd? Tro, håb og kærlighed? Jesu vej har betydning for vores vej. Værsgo’ at tolke med! Evigheden kommer til os. “Højtiden vokser med dagen”. Tak til Niels Clemmensen for dette foto.

Vejen som billede af tid og evighed

´´´´Arne L Hansen Østervrå Kirke, “Himmelstigen – via Dolorosa -Frelsens vej”, 1994 NC

Julen har endnu engang samlet os om glæden og freden i ‘den store kristne familie’. I englesangens efterklang har vi måske oplevet fællesskabets resonans og er blevet lidt mere følsomme og lidt mere hudløse. Vi har åbnet hjerterne på klem for mere udsatte medmennesker. Hvor langt rækker samfølelsen? Det globale udblik kan forekomme uoverkommeligt, vi orker det næsten ikke, men vi ved det jo godt: Uden for vores helle, især i Mellemøsten, er det mange steder et livsfarligt valg at bekende sit tilhørsforhold til ‘den store kristne familie’. Ja, hver dag verden over er der martyrer: trosvidner, sandhedsvidner, etiske og politiske blodvidner. Det kan være livsfarligt at undsige magthavernes ‘virkelighed’ og bruge forbudte ord. De fleste blodvidner er blevet glemt, men 2. juledag husker vi i kirken eet af dem ved navn: Stefan, den første kristne martyr, talsmand for Kristusmenigheden og – for mig at se – en repræsentant for alle tiders sandhedsvidner. Iflg. ApG. 7 gik Stefan ikke på kompromis i sin prædiken, hvor han kritiserede den jødiske kult for at erstatte den med troen på Menneskesønnen. Ikke bygninger af sten, men troende hjerter er Guds tempel. Den levende Gud er ikke bundet til kultsteder, men dyrkes i ånd og sandhed. Iflg. Apg.s kronologi holdes Stefans uforfærdede prædiken i tiden efter pinse og er altså en virkning og udfoldelse af den levende Helligånd. Så provokerende lød det for hans ikke-kristne omgivelser, at han blev henrettet, det være sig enten ved en regulær domfældelse eller ved en lynchning. Når fortællingen om Stefans død ikke bare er en tragedie, skyldes det, at den uadskilleligt er flettet sammen med fortællingen om Jesu død som et livgivende mysterium: ‘Så stenede de Stefanus, mens han bad: “Herre Jesus, tag imod min ånd!” Han faldt på knæ og råbte med høj røst: “Herre, tilregn dem ikke denne synd!” Og da han havde sagt dette, sov han hen.’

Det sker ikke ofte, at billedkunstnere nyfortolker Stefansmotivet. Men det er netop, hvad Bjørn Nørgaard gjorde i 2020 på den righoldige bronzeport Alfa og Omega i Christianskirken, Fredericia: Over relieffet med pinsedagens åndsudgydelse ses forskellige urkristne motiver fra Apostlenes Gerninger, herunder altså Stefans stening. Relieffets figurer er tidløst klædt og des mere nutidige. Det handler således om alle tiders brutale verdensmagter og alle tiders syndebukke og ofre. Stefan er iklædt en stribet fangedragt og knæler. Pointen er, at han ikke knæler i underkastelse under magtens og voldens udøvere. Det er ikke deres ‘nåde’, han beder om. Han knæler for sin egen Herre i Åndens frihed. Foto: Claus Jensen.