“I skal græde og klage, men verden skal glæde sig. I skal sørge, men jeres sorg skal blive til glæde”, lyder det om Jesu forestående død. Evangelieteksten fra Joh. 16 går forud for den lange, forfærdelige fredag, som slukkede alle håb i discipelkredsen. Da langfredagen var gået, stirrede de ind i et natsort mørke med sorgens og krisens tre barske ledsagere: kaos, forladthed og selvforkastelse. – Men teksten er naturligvis nedskrevet længe efter, at påskedag uventet vendte disciplenes sorg til glæde og mod. Da påskemorgen gentændte lyset, kunne der bygges kristen kirke på, at alt håb alligevel ikke var ude. Opstandelsens under sammenlignes hos Johannes med den velkendte nyskabelse: en barnefødsel. I tilbageblikket kan lidelsen sammenlignes med en kvindes fødselsveer, “men når hun har født sit barn, husker hun ikke mere sin trængsel af glæde over, at et menneske er født til verden”. – Vi slipper nok ikke for i vores tilværelse at komme i nærheden af disciplenes erfaringer af, at alt håb er ude. For mit eget vedkommende må jeg tænke på en situation, hvor jeg som ung mor lå alvorligt syg af hjernebetændelse og havde en isnende drøm, – hvis det da var en drøm -, hvor jeg gik dybere og dybere og dybere ned i en begsort krypt, mens jeg anstrengte mig for at se, om der mon inderst i mørket var bare et lillebitte blafrende lys. Lyset måtte være der et sted. I det liv, jeg har været heldig at leve, har der altid lydt en fortælling om håb, – som i slutningen af dagens tekst: “Også I sørger nu, men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer.” Ikke alle erfarer altid glædens tilbagekomst i tidens løb, men ingen skal mangle håb. Fortæl om håbet! – Jeg ved, at nogle prædikanter til dagens tekst citerer Anne Linnets smukke linje om “at alt, hvad vi har grædt igennem livet, det svinder på en forårsdag.” Der er forårsdage, som dem vi oplever i tiden her og nu, hvor vi sanser og beruses og får favnen fuld af nyskabelsens blomstrende tegn. Og så er der den ukendte forårsdag hinsides tiden, som alene Gud har i baghånden….(DDS 552):“Så lad kun sorgen synge/ få luft for al sin klage,/ og lad kun savnet tynge, / din godhed blir tilbage. / Du gir os nye kræfter. / Du knytter nye tråde./ Og hvad så sker derefter,/ må komme af din nåde”.
Den færøske kunstner Trondur Patursson (f. 1944) har udført flere danske kirkeudsmykninger, herunder også Golgatabilleder, fx i Svendborg Vor Frue fra 2004, som vises nedenfor. Jeg har til dagens tekst valgt en anden version: et stykke glaskunst i privateje, som Ole Holm har været så venlig at fotografere til mig. Jeg har valgt det, netop fordi det er så mørkt og kaotisk som sorgen og krisen med et kulsort centrum mellem Golgatas kors og stivnede menneskeskikkelser og -grupper. Her er glæden ikke en erfaring, men snarere et rygte og et håb: Menneskeskarer har sat sig i bevægelse op mod lyset, der så sagte kommer ind fra højre med et rosa skær. Og de mange store albatrosser er måske håbets budbringere, for så vidt som de mytiske fugle hos Trondur Patursson plejer at betegne en sjælelig dimension, måske engle, som bor i lyset.
Langfredagsruden fra 2004 i Vor Frue Kirke i Svendborg er fotograferet af Claus Jensen.
Der er også beslægtede elementer i Paturssons “Livsrejsen” fra 2015 i den store rude i Skørping Nykirkes altervæg, ligeledes fotograferet af Claus Jensen
Birgitte Bech kirkekunst 