Jesu lange afskedstale er en form for testamente, men adskiller sig fra andre testamenter ved ikke at indeholde hans sidste ord. I dette myndige testamente taler Jesus ud, men aldrig sådan, at hans tale slutter. Han forbereder disciplene på deres kommende sorgfulde adskillelse, med lover samtidig her i Joh. 16 at sende “Talsmanden”, som en befuldmægtiget advokat, ja mere end det: som Guds fortsat levende åndelige nærvær, der kan sige disciplene noget nyt, for “når han kommer, sandhedens ånd, skal han vejlede jer i hele sandheden”. Jesus “har endnu meget at sige” til disciplene, men det kan de “ikke bære nu”. Disciplene – og kirken med – vil komme til at stå i uforudsete situationer, hvor de er ‘på Herrens mark’ på den gode måde, at Herren stadig er med på de nye stier. Det er umådeligt befriende, at der ikke med Jesu afsked sættes punktum for Guds vejledning. Åndens åbenhed muliggjorde fx i første række evangelisten Johannes’ nye formulering af en ophøjet Logos-Kristologi. Åndens uafsluttethed befrier kristendommen fra at forstenes i bogstavtro bibelfundamentalisme. Åndens bevægelighed sætter kirken fri af antikke gudsbilleder og verdensbilleder – og af antikkens hierarkiske og patriarkalske struktur. – Måske hviskede Helligånden til biskop Ølgaard, at det gik an at ordinere kvindelige præster. Hvem ved, hvilke kulturelle grænser Helligånden fremover vil rykke ud? – Som historisk person måtte Jesus bruge sin tids sprog, men fordi Gud virker som levende ånd, kan nutidsmennesket oversætte, fortolke og prædike Kristi evangelium for sin samtid. – Men vi slipper så ikke for at diskutere, til blodet koger, hvornår det er Guds levende ånd, og hvornår det kun er tidsånden, der taler til menighederne. For som Kierkegaard sagde: “Den der gifter sig med tidsånden, bliver tidligt enke”.
Det valgte billede er malet 2013-14 af Erik Hagens som et af Skovlunde Kirkes højtidsskabe, en righoldig, debatskabende og urolig udsmykning. Her ses det lukkede pinseskab: Vor klode drejer mellem mørket og den blå himmel, og her engagerer mennesker sig som åndsvæsener i det stræbende videnssamfund med en mangfoldig optagethed og kommunikation med møder, bøger og skærme. Klodens øverste mennesketomme del fortæller måske om fællesskabets sammenbrud efter Babel. Vi kan i billedets forgrund gå på opdagelse i bogtitler og finde nedslag af kunstnerens samtidskritik og sarkasme, men, som jeg ser det, også af humor og håb for mennesker. Der er bøger om etik, miljø og blomster, og præst og degn kommer slæbende på en omvendt bog med titlen ‘Den omvendte verden’. Foto: Claus Jensen. Nedenfor vises det opslåede pinseskab, hvor der i højre side så at sige sker en Helligåndens eksplosion med en flammende pinselilje som kraftcentrum. Uden for kirken tv. ses mange små hjem, der er prydet med blomster, faktisk 12 forskellige fra den vilde danske flora. Th. rækkes mange brune og lyserøde hænder op mod pinseunderet, nogle med fotos af pinseliljen på mobiltelefon. Tak for foto fra Skovlunde Kirkes flotte brochure.
Birgitte Bech kirkekunst 