Det er og bliver en gåde, hvordan påskens begivenheder fødte en verdensreligion – med den mellemregning, at en lille gruppe af chokerede tabere, der holdt sig “bag lukkede døre af frygt for jøderne” blev til missionerende ildsjæle. Gådens kerne er ikke en tom grav, men erfaringen af et møde, hvor de så den opstandne og identificerede ham som den korsfæstede. Som vores ældste kilde skrev Paulus om disse afgørende erfaringer, dels om hans eget overrumplende syn og kald, ‘Damaskusoplevelsen’, dels om de mange andres: at alle apostlene og femhundreder andre ‘brødre’ havde set Kristus. – Den opstandnes ‘substans’ kan vi ikke kloge os på, og den synes ikke at være væsentlig for Paulus; han kommer det ikke nærmere end til at omtale “opstandelseslegemet” og skrive, at “kød og blod ikke kan arve Guds rige”. Paulus ville nok finde det unødvendigt at gøre opstandelsestroen nagelfast ved at bekende sig til “kødets opstandelse”, en formulering der kan opleves som et bespænd, så meget mere som ordet “kød” kan have ret forskellige betydninger i bibelske og moderne sprog. Jeg tilslutter mig Johannes Værges formulering, at det ikke handler om opstandelseslegemets materiale, men om personens identitet i den forvandlede nyskabelse. – Nu står vi så med Johs 20, hvor disciplen Thomas ikke vil forlade sig på de andre disciples breaking news, men forlanger selv at se og føle: “Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min finger i naglemærkerne og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke”. Thomas’ andragende handler ikke om den opstandnes kød, men om hans identitet. Thomas’ kolde frygt kunne være, at det var en helt anden person eller et fantasifoster, de andre disciple havde set. Dagens gode historie er nu, at tvivleren Thomas ikke er dømt ude, men at også han får sit Kristusmøde: Jesus kommer gennem lukkede døre og viser sig direkte for Thomas og citerer hans replik om finger, hænder og side. Da kan Thomas kun bekende: “Min Herre og min Gud!” Thomas har genkendt og ved sig genkendt, og det er alt nok! – Og angående kirkens påsketro, vores påsketro årtusinder senere? Den må ved Helligåndens hjælp oppebæres af de første vidners dyrebare fortællinger: “Salige er de, som ikke har set og dog tror”. På evangelisten Johannes’ tid, altså et par generationer efter Paulus, havde disciplene med deres fortællinger om mødet med den opstandne allerede skabt en modstandsdygtig kirke.
I 2003 har den færøske maler Torbjørn Olsen (f. 1956) i Øster Skerninge Kirke på Fyn skabt sin altertavle, som omfatter hele påsken. Det er uden sammenligning den mest karakterfulde af Torbjørn Olsens 4 danske kirkeudsmykninger. Den lukkede tavle viser torturen af Kristus, fodstykket viser den døde Kristus, den åbne tavle viser opstandelsen, på fløjene kvinderne ved graven og gravenglen, i hovedfeltet Thomas’ møde med den opstandne, omgivet af en gruppe andre disciple. Mon ikke det er Danmarks mest sete og værdsatte billede af Thomashistorien? Fodstykkets døde Kristus er med inspiration fra renæssancen forholdsvis eksplicit malet, mens den opstandne foran Thomas er skildret mere anelsesfuldt med armen som et omrids og sidesåret som et gult lys. Torbjørn Olsen maler skikkelser og bevægelser med skitseagtige strøg, og figurernes omgivelser fortoner sig i koloristisk abstraktion. Farvevalget er betydningsbærende: Både kvindelige og mandlige disciple er iklædt mørke farver, mens Kristus og englen er klædt i snehvidt som den forvandlede, forklarede fremtonings farve. Omkring den opstandne ses et påskeliljegult skær. Farver og lys er nu engang de medier, kirkekunstnere har til at signalere, at Kristus er sansbart til stede i åbenbaringen, men dog i en forvandlet skikkelse, af en anden virkelighed. Foto: Claus Jensen.
Birgitte Bech kirkekunst 