Hyrdemotivet taler stadig til os. Fra småbørnsgudstjenester til begravelser giver det ro og tryghed og at høre den poetiske, billedrige tekst fra Ps. 23 om den gode hyrde, der leder sine får ad rette vej og værner dem mod at gå til grunde. God at læse langsomt. Ezekiel (kap 34) brugte i 6. årh. f Kr. det allerede velkendte hyrdebillede i sin fortælling om Herrens omsorg for sit folk og samtidig som en advarsel mod dårlige hyrder, der kun har egen vinding for øje. Dårlige og magtsyge ledere har verden altid haft. Det nye i evangelierne (her Joh. 10) er, at Jesus træder frem og identificerer sig som hyrden, en identifikation, der indgår i Johannesevangeliets række af billedskabende “Jeg-er”-ord. “Jeg er den gode hyrde. Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene”. Hermed tilføjes altså pointen, at hyrde-tjenesten koster Jesus livet, og der trækkes et spor til langfredag. Vi bliver ikke så snart færdige med at udfolde påskens mysterium. Jeg dvæler lidt ved langfredag med et citat fra Kaj Mogensens andagt til 2. påskedag: “Det er guds selvhengivelse. Det er ikke en sygelig retfærdig Gud, der ofrer sin egen søn til sig selv, fordi hans vrede skal stilles ved blod… Det er heller ikke, at mennesker skal give gaver til Gud for at formilde hans vrede eller opnå frelse. Nej, det er enklere og dybere. Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene. Fordi de er hans. Fordi han elsker dem”...
Flere samtidskunstnere har skabt et fortættet symbol, der ved abstraktioner med delvis figurativt indhold viser, at Kristus på en gang er den gode hyrde og gudslammet. Den stærkeste moderne fortolkning må være Jette Vohlerts bronzeskulptur “Agnus Dei” fra 2002-2001 i Skrydstrup Kirkes våbenhus. I al sin gribende sårbarhed ligger lammet på skuldrene af en stele, hvorfra en arkaisk mandsskikkelse er på vej til at træde frem. Betydningsfuldt er det nu, at det bærende menneske / stelen ikke er glat, men har dybe sår som voldsomme udsagn om, hvad det har kostet af lidelse at være den gode hyrde. Nedenfor ses nærbillede. Jette Vohlert (f. 1944) er både modernist og klassiker med forkærlighed for den arkaiske skulptur såsom Hellas’ kouros- og kore-figurer. I bogen ‘Jette Vohlert – Skulptur’ beretter kunstneren, at de store fortællinger har været væsentlige inspirationskilder: “Jeg betragter mig som et produkt af fortiden. Mit virke er en fortsættelse af noget, der går forud. De store fortællinger behandler eviggyldige emner, og derfor vil de altid være aktuelle. De giver stof til eftertanke. Og så er det spændende at beskæftige sig med noget, som andre også har beskæftiget sig med. Det er interessant, at man får lov at lægge et nyt lag på.” Jette Vohlert har leveret større eller mindre bidrag til 7 danske kirker. Foto Claus Jensen.
Birgitte Bech kirkekunst 