Kunst til kirkeåret, 21. sø. e. tri. 2. rk. – Den håbefulde gartner.

Vingårde, frugttræer og gartnere er åbenbart næsten uudtømmelige inspirationskilder for den store billedskaber, og disse vegetationslignelser finder vi umiddelbart forståelige hen over historiske og kulturelle afstande. Nu den sidste søndag før Alle helgens dag skal vi så høre kirkeårets sidste vingårdslignelse. Den indgår i teksten fra Luk. kap. 13, som overordnet er et kald til omvendelse. ”Omvendelse” er et begreb som (også) mange nutidsmennesker har det svært med, bl.a. af historiske grunde, så vi skal måske begynde med at omvende glosen ”omvende”, så vi siger ”vende om” og tænker på plantevæksten, der må vende sig om mod lyset for at leve og blomstre og bære frugt: Vi skal vende os mod det lys, som er Kristus, for at lade dette lys gennemtrænge og definere vores liv i tid og evighed.

Det betyder desværre ikke, at noget forfærdeligt ikke kan ramme os i tiden. Teksten lader os overvære en samtale med Jesus om ulykkelige begivenheder, som alle i hans samtid taler om, hvor en gruppe mennesker er ofre for en despotisk herskers blodsudgydelser, en anden gruppe er knust under et sammenstyrtet tårn. Pårørende råber til himlen: Hvorfor? Sådan som mennesker alle steder råber, når blinde tragedier rammer: Hvorfor? Jesus besvarer ikke menneskers uudryddelige spørgsmål om mening med det meningsløse. Hvad han derimod gør, er at slå fast, at ulykker IKKE er en afregning for begåede synder: ”Mener I, at de har større syndere end alle andre galilæere, siden det gik dem sådan? Nej, siger jeg”… Den samme afvisning af sammenhæng mellem skæbne og synd finder vi i Joh. kap. 9, hvor Jesus taler med sine disciple om en blindfødt: ”Hverken han selv eller hans forældre har syndet”… Imod tidsånden modgår Jesus altså konsekvent tendensen til at se på hændelige ulykkestilfælde og handicaps som guddommelig afregning. Det er hjælp, medfølelse og trøst, vi skal møde de ramte med, ikke anklager, som bærer sten til byrden.

Tilbage til vingården: Her ærgrer vingårdsejeren sig over et figentræ, som i årevis ikke har båret frugt: ”I tre år er jeg nu kommet og har ledt efter frugt på dette figentræ uden at finde nogen. Hug det om!” Men her går vingårdsejerens gartner i forbøn for det unyttige træ: ”Herre, lad det stå et år til, så skal jeg få gravet omkring det og giver det gødning. Måske bærer det så frugt næste år. Hvis ikke, kan du hugge det om.” Der er bred bibelsk tradition for en metaforik, som omtaler Skaberen som vingårdsejer og Guds folk eller det enkelte menneske som frugttræet, der skal vurderes på sine gode, dårlige eller manglende frugter. Men hurra! Den nye pointe i vores lignelse er, at vingårdsejeren har en gartner, som er Jesus, og at gartneren lægger sig imellem med sin forbøn for det skuffende frugttræ. Han vil hellere hjælpe og vande træet end straks opgive det og skride til fældning, til domfældelse. Dette billede af den tålmodigt omsorgsfulde gartner må være er et af bibelens fineste og mest bevægende Jesusbilleder. Tænk, at vi ikke bare håber for os selv, men at Jesus håber og kæmper for os, allermest når vi selv har opgivet håbet.

Til helligdagen har jeg valgt et stærkt kunstværk fra 1940 af Emil Nolde med titlen “Den store gartner”. Som jo allerede titlen viser, er billedet med sine proportioner og sin overraskende beskæring et mytisk portræt af den guddommelige gartner: skaber, frelser, opretholder. Farvernes intensitet er i sig selv en prædiken: Ud af den natblå himmels baggrund træder den store gartner os helt nær. Han er skildret med et ældet menneskes ansigt, hærget af sorg og lidelse, men selvforglemmende i inderlig opmærksomhed, ja ømhed, for den enkelte plante, hvis blomstring ligger ham på sinde. Og hvilken blomstring! Den plante, som han rører ved og drager lodret op mod lyset, kommer til at stråle med en forunderlig glød. Maleriet, som hænger på museum Sprengel i Hannover, er gengivet i Noldes selvbiografi.

Kunst til kirkeåret, 20. sø. e. trin. 2. rk. – Vingårdsarbejdere

Tilværelsen melder sig for os som opgaver, vi er nødt til at forholde os til. Den meget sammensatte prædiketekst fra Matt. kap. 21 indeholder bl.a. forskellige lignelser om at måtte arbejde i Guds vingård. Det er ikke kønne billeder, vi får af vingårdens arbejdere, altså af mennesker som os med opgaver i livet: Den ene siger alt det rigtige, men lader det blive ved snakken; den anden afviser forlods opgaven, men fortryder siden og tager så ansvaret op. Den store vingårdslignelse fortæller, at ’forpagtere’ under ejerens fravær får ansvar for vingården som en verden med rige muligheder. Forinden har den omsorgsfulde vingårdsejer sat hegn og lagt alt til rette, så forpagterne kan plante, vande og høste med håb. Alt er betroet dem – en tid. Men i deres grådighed bilder forpagterne sig nu ind, at de ejer det hele og kan gøre med det, hvad de vil. Med alle midler lukker de munden på enhver, der minder dem om, at der forestår et regnskab med vingårdens skaber.

Vi forstår, at vingården er billede på hele det menneskelige mellemværende med Gud, med ophav og med omgivelser, som mennesker ikke bare skylder sig selv. Gud elskede først, og menneskers opgave er at forrente kærligheden. Afsindige ’forpagtere’ af den givne livsverden trodser gudgivne opgaver ved kun at have øje for egen kortsigtet vinding. I stedet for at spørge om, hvem man kan tjene, spørges der om, hvad man kan tjene, og hvem man kan tjene på. Billedet af ubændig menneskelig grådighed kan så let eksemplificeres. Jeg kunne gå i selvsving med dagsaktuelle eksempler på menneskers blasfemiske profitmaksimeringer og fatale overmod, men overlader de konkrete udlægninger til min læser.

Der har ikke manglet advarsler: Mattæus udfolder lignelsen allegorisk sådan, at Gud har sendt profeter, prædikanter og til sidst sin egen søn til verden med budskab om menneskers rette ansvar og skyldighed; vi har set, hvordan det gik. Men budskabet skal gentages: Vi har lov at bruge den forunderlige verden rationelt og driftigt, men vel at mærke også retfærdigt, kærligt og ydmygt i forhold til livets betroede gaver. Vi står med vores righoldige livsverden i hænderne, og vi kan kreativt præge den til det bedre eller til det værre, men i alt fald har vi den kun til låns i vores korte øjeblik på jorden.  –

Hvor blev nu evangeliets ’glædelige budskab’ af? Jo det er der! Jesus fortalte om de vrangvendte med det hidtil misbrugte liv, at de “angrede og troede” og fandt ”vejen til retfærdighed”, og blandt de første ”skal gå ind i Guds rige”, altså ind i den virkelighed, hvor kærligheden råder. Således opmuntrede…

Mit valg af kunst til dagen faldt på Astrid Noacks (1888-1954) værk fra o. 1950: “Ung mand der planter et træ”. Sent i livet skabte kunstneren skulpturen som – med egne ord – “symbol på det groende livs sejr”. Der plantes med håb, og kunstværket er opbyggeligt. Med denne enkle, knælende figur har kunstneren givet os et livsbekræftende billede af menneskets virke i harmonisk forbindelse med jord, planter og dyr. Set med mine øjne har den værdige og ligefrem højtidelige skulptur en stærk åndelig kvalitet. Kunstneren er hverken effektsøgende eller detaljerig, men finder med sine arketypiske figurationer ind til menneskelivets universelle kerne. Skulpturen har hjemme ved kunstnerens atelier i Rådmandsgade, Kbh., og på plænen foran Tønder Kunstmuseum står en kopi i bronze. Foto er fundet på nettet. – Kunstnerens mest berømte værk er i øvrigt “Det korsfæstede menneske” fra besættelsestiden, som formedelst sin nøgenhed var omdiskuteret, men heldigvis nu kan beundres i Løgumkloster. Se nederst i dette opslag.

Nedenfor ses Astrid Noacks skulptur, der opr. blev skabt som mindesmærke for de faldne fra 9. april 1940.

Photo Torben Petersen DK

Kunst til kirkeåret, 19. sø. e. tri. , 2. rk. – Himlen er åben

Til denne helligdag knyttes den gammeltestamentlige læsning fra 1. Mos. 28 om Jakobs drøm sammen med den kristne discipelkaldelsestekst fra Johs. kap. 1: Her er paralleller og kontraster. Begge tekster fortæller, at himlen åbner sig, og engle stiger op og ned. Om patriarken Jakob fortælles, at han på sin ensomme vandring mod det ukendte lagde sig til at sove med hovedet på en sten og på stedet fik sin drøm om himmelstigen, hvor Guds engle gik op og ned, og Gud trådte frem og lovede alle velsignelser til ham og hans efterkommere. Da Jakob vågnede, knyttede han den numinøse åbenbaring af Guds nærvær til dette konkrete sted med stenen, som han rejste til en støtte og indviede med olie: ”Herren er i sandhed på dette sted”… ”Hvor er dette sted frygtindgydende! Det er jo selve Guds hus, det er himlens port!” Her er det hellige knyttet til et kultsted i Israels mytiske geografi – måske med deraf følgende ubodelige territoriale konflikter?

I den nytestamentlige tekst går Jesus omkring og kalder de første disciple til sig: ”Kom og se!” og ”Følg mig!”. Disciplen Nathanael, som oplever det forunderlige i at være kendt og genkendt af Jesus, svarer med bekendelsen: ”Rabbi, du er Guds søn, du er Israels konge!”  Jesus svarer med løftet om, at disciplen vil få større ting at se, og: ”Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal se himlen åben og Guds engle stige op og ned over Menneskesønnen.” Det er her en evangelisk pointe, at vi hvor som helst er kaldet til at tro på den levende Menneskesøn, ikke ved dyrkelse af kultsteder, sten eller andre kultiske genstande, men ved tro på Kristus som åndeligt nærværende. Jævnfør teksten om den samaritanske kvinde i Johs. kap. 4, hvor Jesus lover kommende dage, hvor tilbedelsen ikke er bundet til dette eller hint sted, men kan ske ”i ånd og sandhed”. Om jeg så befinder mig i Køge, får jeg lov til netop her at vide mig kendt og genkendt hos Gud, og jeg kan færdes frit på min vej i Søndre Køge i tillid til, at himlen også her står åben over mig.

Hvordan forstår vi engle? Den franske tænker Michel Serres (1930-2019) har et bud med sin kommunikations- og netværksfilosofi: Englen er ikke en essens, men en budbringerrelation, der består i at kommunikere noget fra A til B. Den rene engel viderebringer sandhed uden at skævvride den i egen interesse, altså modsat dæmoniske støjsendere, der infiltrerer kommunikationen med fake news. Mere og mere kommunikerer vi digitalt, men også mennesker af kød og blod kan fungere som engle ved at modtage, oversætte og formidle information, måske netop den inspiration eller korrektion, der er brug for. – Med henseende til evangeliets engle tænker jeg med glæde på en stadig ’kommunikationsrelation’ mellem himmel og jord: Kirken bygger jo på, at Gud meddeler sig i sit ord, og vi svarer, beder og bekender.  

Hvordan engle visualiseres af kirkens kunstnere, er en sag for sig: Både gammel- og nytestamentlige tekster appellerer til vores forestillingskraft. De færreste af os har egne specifikke englesyner, men går vi til kirkens udsmykninger, finder vi masser, masser af skønne, talende, bedende, lysbringende, syngende, musicerende og svævende engle, ikke kun til jul. Engle trives i ældre kirkekunst, men også i nyere som Bodil Kaalunds, Adi Holzers og Peter Brandes’, mere eller mindre eksplicit tegnede. Denne gang viser jeg et helt fortolkningsåbent billede, som jeg altså aflæser som et englesyn. Det er malet af Susanne Te-shu Chang (f. 1958) og i 2015 erhvervet af Haraldskirken i Søborg, Helsingør Stift. Susanne Te-shu Chang er fra Hongkong med en dansk mor og en kinesisk far, der forlod buddhismen for at blive kristen diakon – altså måske endnu en discipelkaldelseshistorie. Susanne Te-shu Chang er uddannet i Danmark og Amsterdam og skaber ‘moderne ikoner’ med enkle symboler og rolige meditative stemninger. – Lad mig citere Holger Madsens kommentar til billedet. “Måske ser vi ‘Helligåndens samfund’ ‘lovsynge Herren i kor med alle engle’?”

Maleren Bjarke Regn Svendsen er død

25. sept. 2026 døde den meget værdsatte 76-årige kunstner, der blev kendt for sin neorealistiske stil, også i kirkelig sammenhæng. Bjarke Regn Svendsens kirkekunst beriger nu Skovlund Kirke, Lyne Kirke og Tistrup Kirke, idet kunstneren netop nåede at færdiggøre sit nye, meget levende korsmaleri til Tistrup Kirke.

Her viser jeg Bjarke Regn Svendsens bemærkelsesværdige alterbillede “Trøsteren” fra 2013, som hænger i storfeltet i renæssancetavlen i Lyne Kirke. En illusionistisk malet skygge af et kors bringer her historien om forsoning ind over en grå virkeligheds rustne blikskur med lås. Værket kalder på tydninger, og nogle i menigheden har tolket billedet som udtryk for håb om, at Kristus selv låser op. – Godt at vi fik dette stykke dansk kirkekunst, som ikke ligner noget andet! – foto: Claus Jensen.

Æret være Bjarke Regn Svendsens minde!

Kunst til kirkeåret, 18. sø. e. tri., 2. rk. – Vintræet

Uden for mit arbejdsværelse pryder en gammel vinplante muren med sit smukke, fingrede løv. En vinplante har overraskende dybe rødder, og i år har der været rigeligt af både sol og regn, så planten er vældig; men pasningen har jeg ikke helt haft styr på, planten er vokset anarkistisk i højden fremfor drøjden, rankerne skygger for det øverste vindue, og nu er de utallige klaser af kønne, blå druer igen for små at bruge til andet end et – ganske vist – lifligt afkog….

Nu går vi så til Johs. kap. 15, hvor Jesus kalder sig selv ”det sande vintræ”. Gudfader har som en vingårdsmand nidkært passet og beskåret dette vintræ og renset hver gren for dårlige druer, ”for at den skal bære mere frugt”. Kan vi udfolde disse linjer om vintræets forædling som dramaet om, hvordan Jesus efter dåben måtte konfrontere fandens fristelser uden at korrumperes, at han måtte udstå modstanderes spot og anklager, at han evindeligt bestormedes af en nødlidende menneskemængde, så han måtte trække sig tilbage i ensomhed for at hente kræfter i bøn, og at han den sidste aften i Getsemane måtte råbe til Himlen – uden at blive skånet? Han var i sandhed et vintræ, som blev renset og beskåret. Dette sande vintræ voksede i verden for at give og give, en frugt så livgivende, som aldrig før set. Frugten er kærlighed, næstekærlighed med udspring i Guds kærlighed, virksomt handlende kærlighed. Vinplanten blev et paradisisk træ helt efter vingårdsmandens plan: Menneskets gudbilledlighed var genoprettet, som skaberen fra begyndelsen havde villet den.

Dagens evangelium er, at vi har lov at være grene på dette vidunderlige træ. Før vi falder i græmmelse over egen manglende formåen, tilsiges vi et livsfælleskab med stammen, hvis rødder rækker ned i livets kilde. Vi får lov at være med som podekviste. ”Bliv i mig, og jeg bliver i jer”. Vingårdsmanden velsigner sit vintræ, og vintræet sine podekviste. ”Som faderen har elsket mig, har også jeg elsket jer; bliv i min kærlighed.” Også skravlede podekvistes vækst skal således fuldbyrdes: ”Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt.”

Til denne søndag vælger jeg den store altergobelin, som Berit Hjelholt (1920-2016) i 1986 vævede til Margrethekirken i Aalborg. Den store finsk-danske vævers liv har båret rig frugt i form af smukke vævede værker til bl.a. adskillige kirker, mange af værkerne i mere modernistisk ekspressiv stil end dette. I Margrethekirken har vi udsigt til hendes store, overdådigt bærende vintræ med druer i skønne blå nuancer, som giver uendelig høst til vingårdens arbejdere. Også kornhøsten er indvævet. Træet giver læ til et måltidsfællesskab med Jesus som vært. Vi tæller 12 bordfæller som ved den sidste nadver, men ser at mange flere kommer til: børn, kvinder og mænd. Jesus ses i midteraksen som ét med vintræets forgrenede stamme, der fremmaner et billede af den korsfæstede og svøber sig om korset som forsoningens tegn, og hele sceneriet favnes af lyset oppefra. Gobelinen viser kirkens / kristenhedens liv med både dåb og nadver og bøn. Forbindelsen til Margrethekirkens tilbagevendende nadvermåltid understreges af, at forsiden af alterbordet med Bent Exners kunst er prydet af små, blanke bægre; men bægrene kan også tolkes som små dåbsfade, og barnedåbsmotivet ses i højre side af gobelinen.

Hjelholts billede har samtidig en eskatologisk dimension som visualisering af festen i Guds rige, hvor alting fuldbringes. Jævnfør Jesu ord i Mattæusevangeliets nadverord, hvor Kristus siger, at han næste gang skal drikke af vintræets frugt… “på ny sammen med jer i min Faders rige”. – Der er kloge, nutidige teologer, som beklager, at vores generation har mistet den religiøse forestillingskraft og evne til at sætte billeder på evigheden. Her i Margrethekirken finder vi i hvert fald et tilgængeligt billede af den rene salighed.

Foto: Niels Clemmensen (tak for lån).

Nederst i opslaget ses som udsnit gobelinens centrale del.