Konen, der råber op hos dommeren for at opnå retfærdighed, genkender vi fra lokalsamfundet, hvor der hver dag kæmpes mod fejlbehæftede skatte- og socialafgørelser, mod urimelige forsikringsvurderinger, mod ødelæggende kortsigtede kapitalinteresser… Og i den vide verdens mange rådne samfund må der kæmpes mod korruption, diskrimination og strukturel ulighed. Der må protesteres, demonstreres, udvises civil ulydighed og kæmpes! ‘Befrielsesteologien’ trådte i en periode til i Latinamerika for at redde undertrykte medmennesker – såvel som kirkens ære. Evangeliet – især i Lukas’ fortolkning – kan naturligvis tages til indtægt for kamp mod uretfærdighed i en misrøgtet verden. Jesu lille lignelse i Luk 18 om den uretfærdige dommer, der omsider gav en vedholdende enke ret for ikke selv at få tæsk, er et næsten morsomt forbillede for retfærdighedens bannerførere. – – Men anekdoten er jo som lignelse en appel til menigheden om vedholdende at bede til Gud “og ikke blive trætte”…“når de råber til ham dag og nat”, og tilsagnet er, at “Han vil skaffe dem ret og det snart”. Når nøden er størst, melder bønnen sig umiddelbart: “Hjælp mig, Gud!” Vi kan forestille os ordene læst i urkirkens situation med kristenforfølgelser. – Selv kender vi alle oplevelsen af, at livet / skæbnen / Gud er uretfærdig, når modgang, sygdom og ulykke rammer hårdt. Jeg skal bide mig selv i tungen for ikke at kommentere min brave venindes lidelse og sorg med et “Hun havde fortjent bedre”… Vi må tage livtag med Gud, men vist ikke med vor vante retsfølelse som våben. Vi kan ikke bede Gud skaffe os ret uden samtidig at afstå fra at dømme om, hvad ret er – hos Gud. Som Søren Kirkegaard må vi finde “det opbyggelige, der ligger i den tanke, at mod Gud har vi altid uret.” I forhold til Gud må bønnen om retfærdighed gerne vige for en bøn om, at Gud vil lade nåde gå for ret. Ofte kan jeg takke for, at ikke retfærdighed, men det uretfærdigt gode sker, idet Gud velsigner og åbner ufortjente nye muligheder. Vi skal ikke lammes af modløshed men altid bede, ikke for at belære Gud om, hvad ret er, men for at modtage de muligheder, Gud åbner for os. Bønnen er vores stadige mulighed for at synke ind i en altomsluttende tillid til Gud.
Den færøske kunstner Sigrun Gunnarsdottir har i sin barndom modtaget dybe indtryk fra en from, bibellæsende og bedende bedstemor, og disse indtryk deler hun med os i sine originale, symbolistiske, ofte opbyggelige kunstværker. Et af kunstnerens billeder af bøn, malet 2002-06, zoomer ind på den gamles stærke, foldede hænder, malet så store at vi forstår, at hele hendes væsen her er samlet og faldet til ro i bønnen. Den enkle kulisse viser os, at bønnen er en dør i livets lodrette akse, mellem jord og himmel.
Birgitte Bech kirkekunst 