Forfatter: birgittebech

Den gode hyrde er et vidunderligt billede, som har vist sig mere bæredygtigt end erhvervet selv, i hvert fald i Danmark. Her akkumuleres fortællinger om at lede hjorden til græsning og vandingssted, om at forsvare den mod angreb og om at gå langt for at redde det enkelte vildfarne lam. Joh. kap 10 tilføjer omtalen af den indbyrdes fortrolighed mellem hyrde og fåreflok. Hjorden kender hyrden på stemmen og lyder  af gode erfaringer denne stemmes kalden til forskel fra andres. At følge netop denne stemme har iflg. evangeliet et evigt perspektiv, som hyrden selv står inde for: “Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af  min hånd.” – Det er en beroligende tekst, der ofte er læst ved begravelser.

Efter guldalderen, især fra slutningen af 1800tallet, dukker hyrden op i danske altertavler. Ved det forrige århundredskifte var hyrder i de fysiske omgivelser jo stadig et velkendt syn, men kunstnerrejser til Ravennas byzantinske hyrdemosaikker har nok også inspireret kirkekunstnere til at tage motivet op. En maler, som er nogenlunde samtidig med de  hyrdemalende Skovgaardbrødre, men som kun undtagelsesvis har bidraget til kirkekunsten, er genre- og portrætmaleren Luplau Janssen (1869-1927). Janssen var vant til at skildre livet på landet, også et muntert liv med fåreavl. Han har i 1897 leveret to malerier til Fjelsø Kirkes altertavle: en blindehelbredelse nederst og et hyrdebillede øverst, som i grunden passer ret dårligt sammen. Altertavlens unge hyrde har en diskret glorie, som næsten er et stilmæssigt fremmedelement. Omgivelserne virker temmelig danske med åen i det frodige græs og drivende skyer foran et diset byprospekt.

Nederst ses hele Fjelsø Kirkes renæssancetavle inkl. evangelistskulpturer og Luplau Janssens dramatiske maleri af den blinde Bartimæus’ helbredelse. Foto: Claus Jensen

 

21. april 2020 fylder kunstner Erik Hagens firs, og disse firs år har ikke været kedelige! Hjerteligt til lykke med fødselsdagen!

Erik Hagens blev fra 2006 kendt i kirkelige kredse med “Esbjergevangeliet”, en 40 m lang fortolkning af bibelske fortællinger, som blev malet i fællesarealet på University College i Esbjerg. På kopierede plancher har værket siden turneret i Danmark til inspiration og undren.  –

Skovlunde Kirke gav Erik Hagens en egentlig kirkelig udsmykningsopgave: “Effatha, luk dig op!”. Tilblivelsen af det komplekse værk blev fulgt med spænding fra 2012, og i 2019 var det endelig fuldført som en ganske original, aktuel ‘bibeloversættelse’. På en række oplukkelige vægskabe fortolkes kirkens højtider ind i en nutid, som bliver set med kritiske øjne. “Kirkelig kunst, der ukritisk og uden tanke bygger videre på gamle traditioner, er der nok af”, udtalte kunstneren. Her formidles “Jesus som den evigt utilpassede”.  Samtaler med kunstneren gav anledning til en offentlig debat om, hvorvidt værket er partipolitisk. På skabsmalerierne sprænges traditionelle fortolkningsrammer, æstetiske linjer og proportionalitet af kunstnerens ustyrlige mylder af associationer, som mht. afkodning stiller ganske store krav til iagttagerens indsats. Resultatet er uroligt, overraskende, morsomt, provokerende og debatskabende – og indimellem også smukt. I kraft af det frugtbare samarbejde med hustruen, keramiker Ursula Munch-Petersen, har dele af udsmykningen karakter af relief. Relieffet er fremtrædende på altertavlen, som kaldes “JEG ER-skabet”, hvor syv signifikante Jesusord – såsom “Jeg er vejen” – flettes sammen.

Alterbilledet lukkes delvist til langfredag og måske også ved bisættelser, hvor skoddernes spindelvæv, sorte tidsler og sårede hænder spærrer for indblikket. I koronalukningens mørke stunder kan dette forekomme at være den nye normal.

Des mere befriende er det at slå alterbilledets skodder op og se altertavlens åbne og frodige side med mælkebøtter og grønt, økologisk landbrug og social omsorg. Her springer den opstandne frem som en ny skabning med åbne arme og indbyder til en fælles fest for livet. Foto: Claus Jensen

 

I Johannesevangeliets sidste kapitel sættes scenen ved Tiberias’ Sø: Den opstandne Herre møder disciplene på bredden, hvor de holder en fest med overvældende fiskefangst, lejrbål og brøddeling. I dette lyksalige samvær rammer så den svære samtale mellem Kristus og Peter ned: Kristus stiller – med variationer – tre gange spørgsmålet: “Simon, Johannes’ søn, elsker  du mig?”. Peter gentager tilsvarende sin kærlighedserklæring med stigende bedrøvelse – som en spejlvending af de tre famøse fornægtelser før Jesu død. Herefter pålægges Peter sin store apostelopgave – og stilles en voldelig død i udsigt!

Danmarks mange, til alt held velbevarede middelalderlige udsmykninger har apostelbilleder til overflod, herunder også fremstillinger af Peters martyrium, som iflg. overlevering foregik i Neros Rom, hvor apostelfyrsten ydmygt lod sig fæste med hovedet nedad. – I stedet for at vise en af disse fremstillinger vælger jeg dog her en relativ nyhed:

Torbjørn Olsens alterbilleder fra 2011. 
Festsiden i Snejbjerg Kirke ved Herning
Foto: Claus Jensen

Den færøske kunstner Torbjørn Olsen kender vi allerede fra den meget værdsatte altertavle i Øster Skerning Kirke. Torbjørn Olsen har i alt udført mindst fire danske kirkeudsmykninger. Til Snejbjerg Kirkes renæssancetavle har han malet billedfelter til både fastetid og festtid. Vi ser her, hvordan festsiden med let og ekspressiv pensel er smykket med Emmausmåltidet på venstre side, med Jesu møde med Peter ved Tiberias’ Sø i midten, og med pinsen til højre. Kristi samtale med Peter vises på baggrund af det blå hav, der bringer deres fælles historie i erindring – og måske også kan associeres til kirken som et skib på dybet.

Kampen med tvivlen fortsætter efter påske. Her møder vi så Johannesevangeliets uundværlige historie om tvivleren Thomas, som modstræbende indhentes af påskeevangeliet. Fortællingens befriende pointe er, at det ikke er Thomas der finder Kristus, men Kristus der finder Thomas. Kristus selv indfinder sig med fred og omsorg hos de frygtsomme disciple. Thomas’ velargumenterede vantro væltes omkuld i det øjeblik, han erfarer den opstandnes nærvær, netop der. Tilbage står bekendelsen: “Min Herre og min Gud!”

Konventionelle fremstillinger af mødet mellem Kristus og den vantro Thomas kan man godt finde i dansk kirkekunst, fx centralt i Øster Skerninges meget værdsatte altertavle, som jeg til påskedag viste på min hjemmeside https://kirkekunst.net/Kunst.

Imidlertid vover jeg nu i stedet at vise et værk af den bemærkelsesværdige multikunstner Kaspar Bonnens (f. 1968). Hans installation “Passage” præsenterer en ‘livagtig’ menneskefremstilling i silikone, ægte hår o. a. materialer. I 2012 blev værket stillet op i Køge Kirke som led i KØS’s berømmede udstilling ‘Når kunsten går i kirke’, også præsenteret i kunstmuseets fine katalog, hvorfra jeg har hentet mit foto. Da Kaspar Bonnen blev afæsket en bibelsk reference, nævnte han Thomas Didymos som ikonet for menneskets tvesind, splittelsen mellem vantro og tro.

I de måneder installationen “Passage” befandt sig i Køge Kirke, sad jeg undertiden som kirkevært og betragtede den – i timevis. Jeg må indrømme, at jeg først i Søren Kierkegaards jubelår 2013 fik AHA-oplevelsen: Det er jo et billede af “troens spring” – ud på troens dyb! Jeg tolker den stående person med det skeptiske udtryk og de lukkede hænder som repræsentant for menneskets ønske om at være i kontrol. Som helhed danner skulpturen et kors. Tværgående vises sindets anden side med den vandrette person, som udviser en åben gestik og er klædt i varme farver. Jeg tyder hans overgang således, at han nu erfarer, at han ikke er selvberoende, men eksistentielt og åndeligt set må lade sig bære. Nedenfor ses Eigil Brandborgs gode foto, som giver en lidt anden vinkel:

 

“Maria!”, kaldte han, da hun søgende og grædende gik rundt i gravhaven. Den opstandne Kristus kendte Maria Magdalene, før hun genkendte ham. Hun hørte hans savnede stemme, vendte sig om og svarede “Mester!” Omfavne ham skulle hun ikke; deres kærlighed beror i den evighed, hvor ingen kærlighed nogensinde går tabt. Som sådan kan den deles med alle mennesker til alle tider. Maria Magdalene gik hen og fortalte derom til disciplene: “Jeg har set Herren”….

Fortællingens intense forløsnings- og gensynsmotiv har ved sin spændingsfyldte gestik beskæftiget kirkekunstnere til de fleste tider. – Det er morsomt, at mange middelalderlige billeder har indføjet en spade for at vise, at Kristus først forveksles med en havemand. – Det fortrolige og det fremmedartede brydes i mødet. ‘Noli me tangere’ (“rør mig ikke”) lægger op til en spændingsfyldt gestik i skildringen. Det intense gensyns- og forløsningsmotiv må sublimeres; mødet er en åbenbaring!

Blandt mange nyere danske muligheder vælger jeg denne gang at vise Niels Bjerres psykologisk følsomme maleri, som 1913 blev ophængt som alterbillede i Trans Kirke ved Lemvig. Trans Kirke ligger i et åbent kystnært landskab tæt på Niels Bjerres hjemegn ved Lemvig. Bjerre er berømmet især for fortrolige skildringer af det alvorsfulde, lokale vækkelsesmiljø. Typisk for Bjerres maleriske nøjsomhed er den enkle komposition og beherskede farveholdning. Bjerre er naturalist, men der er symbolkraft i kropssprog og tøjets farver, i den lysende  åbning op mod himmelen bag Kristus og i påskeliljerne ved fødderne.

Niels Bjerres maleri fra 1913 
af Maria Magdalenes møde med Kristus 
blev altertavle i Trans Kirke, efter at 
en brand i koret året før havde ødelagt 
den gamle alterudsmykning. 
Nu er hele alterpartiet renoveret. 
Niels Bjerre levede 1864-1942 og lærte 
bl.a. hos Lauritz Tuxen. Foto: Claus Jensen