Nytår

Den ultrakorte Lukastekst beretter, at julens hovedperson otte dage gammel blev omskåret, og at han fik det navn, som var bestemt for ham, Jesus /Jhoshua, som på hebræisk betyder Gud frelser. Som historisk person er barnet indfældet i en kultur med love og traditioner, men som gudsbarn overskrider Jesus kulturernes grænser. Mennesker er hans anliggende, hinsides kulturelle barrierer. Evangeliet er universelt med potentiale til at frigøre mennesker fra lovreligiøse skel. At lovens herredømme er foreløbigt og ikke gælder i troens verden, udfoldes i helligdagens episteltekst fra Galaterbrevet. Her finder vi Paulus’ berømte spidsformulering om menneskers enhed: “I er alle Guds børn ved troen, i Kristus Jesus. Alle I, der er døbt til Kristus, har jo iklædt jer Kristus. Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand eller kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus”… Menneskehedens enhed og samhørighed i Jesu navn er således gudgiven, men samtidig en opgave, som vi er meget langt fra at have løftet.

Jeg vælger som fortolkning af enheden i Kristus en bronzeskulptur fra 2014, udført af Issa Kazah, som er opvokset og kunstuddannet og – så vidt jeg ved – stadig bor i Syrien. Den elegante skulptur er formet som en fisk, et af den tidlige kirkes Kristussymboler. Skulpturen hedder ‘Den sidste nadver’ og omfavner tolv skrøbelige personer, svarende til Jesu bordfæller ved påskemåltidet. Det tilføjer skulpturen et særligt betydningslag, at den er skabt af en kunstner fra et mishandlet Damaskus. Titlen ‘Den sidste nadver’ er som bekendt også titlen på Klaus Wivels bog fra 2013, hvor de kristne kirkers fortrængning fra især Mellemøsten er beskrevet. I en verden med mange former for forfølgelser af religiøse og etniske grupper viser statistikker nu, at kristne menigheder er de mest forfulgte. – Hvordan kan det engang blive til en erfaring, at vi alle er ét i Kristus?

Skulpturen er set på Galleri Emmaus i Haslev og i 2016 anskaffet til at pryde alterbordene i de moderne kirker i Hundige og Kokkedal.

Men nu tilbage til omskærelsen:

Der er gammel tradition for at tolke Jesu omskærelse som en prototype på den vold, han som voksen skal udstå: Allerede som spæd måtte han altså udgyde sit blod. Desuden vælges motivet som en analogi til barnedåben i den kristne kirke. I danske kirkeudsmykninger fra 15-1600-tallet er der en del relieffer med Jesu omskæring som motiv – sammen med de andre bibelske motiver fra Jesu barndom. Her viser jeg et detaljeret prædikestolsrelief fra 1667, udført til Hammer kirke ved Næstved af egnens berømteste billedskærer Abel Schrøder d. y. Den unge Abel blev født 1602, det år hvor hans far døde af pest. Han udviklede sit talent og videreførte værkstedet med sin mors, sin storebrors og svendenes hjælp og skabte gennem et langt arbejdsliv mesterværker til et halvt hundrede kirker, samtidig med at han i 42 år sikrede familien det daglige brød ved at arbejde som organist i Næstveds Sankt Mortens Kirke. Jeg har udvalgt dette eksempel fra Hammer Kirke på grund af den andagtsfulde grebethed, som står at læse i ansigterne på barnets familie. Kan de ikke minde om en højtidsstemt dansk dåbsfamilie? Foto: Claus Jensen.

GODT NYTÅR!

Julesøndag

Julesøndag kaldes også de gamles søndag, – ikke primært fordi det sædvanligvis mellem jul og nytår især er den aldrende ‘kernemenighed’, som passer kirkegængerembedet, men fordi Jesusbarnet på sin mors arm ved sin fremstilling i Jerusalems tempel møder de to meget gamle profetiske personer: Simeon og Anna, som i årevis har længtes efter Messias’ komme. Simeon erklærer sig hermed rede til at dø: “Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord. For mine øjne har set din frelse, som du har beredt til alle folk”… – Det skal nok ikke kun forstås sådan, at Simeon med et styrket evighedshåb finder trøst mod egen død, men også sådan, at han erfarer den fylde og fred, som gives med troen på, at hans liv og hans opgave har givet mening. Troens glæde handler oftere om livets fylde og betydning end om dets uendelighed.

Dansk kirkekunst har især fra 1840’erne en række altertavler med Jesu fremstilling i templet for Simeon og Anna som motiv; heriblandt er også fine studier af tre generationer: fra vise oldinge til det lille barn, som endnu rækker bagud efter sin unge mor. En af disse menneskeskildringer malede Jørgen Roed få år før sin død i 1888. Simeon har blikket vendt mod det høje, mens gamle Anna ser på Maria. Josef bærer kurven med det lovpligtige renselsesoffer i form af duer. Som det førstefødte drengebarn er Jesus helliget Gud, hvilket barnets fremstilling i templet i sig selv godtgør. Jerusalems tempel er vist som klassisk eller klassicistisk arkitektur, hvilket måske gør motivet mere universelt. – Maleriet hænger i Skt. Bendts Kirke i Ringsted, som Roed havde et tilhørsforhold til. Det var jo også Skt. Bendts gamle døbefont. der indgik i Roeds kendte maleri ‘Haven med den gamle døbefont’. Foto: Claus Jensen

I en anden klasse, en klasse for sig, er den egenartede kunstner J. A. Jerichaus ekspressionistiske maleri af samme motiv fra 1914. Han synes ikke at interessere sig for personernes alder, profeterne ser slet ikke gamle ud. Og er det overhovedet et billede af velsignelse og forløsning? Der er malet lys i Simeons ansigt og også over det centralt placerede lyserøde barn, som næsten ser ud til at holde sig for ørerne. Men opmærksomheden drages især af Marias blik. Hun stirrer stift frem for sig, som er hun rystet af Simeons sidste profetiske ord: “Se, dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som modsiges – ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge”… Vi tænker på traditionen om ‘Marias 7 sværd’ og Jesu senere lidelsesforudsigelser. Der kan, som Mikael Wivel foreslår, være selvbiografiske elementer i maleriet. Kunstneren levede jo et kort, smertefuldt liv 1890-1916, på kant med forventningerne. Med dette alvorlige tema lægger julesøndagsevangeliet sig i forlængelse af 2. juledags mørke tekster og medierer mellem glæde og sorg i troslivets dybdedimension. Den store lykke er at finde indre mening i sit liv og sine opgaver, og det er ikke uforeneligt med, at livet gør ondt.

Billedet er i privateje. Jeg har fundet foto i en noget mørkere udgave i Mikael Wivels bog ‘Penslen og pistolen: maleren Jens Adolf Jerichau’, en uvurderlig formidling af kunstnerens epokegørende betydning.

Stefans dag

…“og ret som midnatshanen gol/ blev Jakobs stjerne til en sol”… Hvad er det mon for et natligt hanegal, der optræder i Grundtvigs salme “Det kimer nu”? En legende fortæller, at Betlehemsstjernen julenat lyste så kraftigt, at hanen troede, det var solopgangen – og altså galede. En anden middelalderlig legende knytter hanegalet til Stefan, kong Herodes’ stalddreng. Da drengen var nede at vande kongens heste, opdagede han som den første Betlehemsstjernen og forstod, at det var tegn på Messias’ fødsel, verdens nye lys. Stefan fortalte om sit syn til kongen, der netop spiste stegt hane. Kongen affejede stalddrengens budskab med, at det var lige så usandsynligt, som at den stegte hane på bordet skulle begynde at tale. Og gæt hvad? Hanen galede med en julesalmes lyd. – Motivet er gengivet i enkelte romanske granitrelieffer, fx på Vor Frue Kirke i Aalborg. Men Stefan dukker måske også op i Betlehemsstalden. I italienske krybberumsbilleder fra før og omkring renæssancen ses ofte en ung hyrde pege op mod stjernen. Er det Stefan, der peger på sin ledestjerne? Motivet kom med guldaldermalere som J.L. Lund og Constantin Hansen fra Italien til Danmark.

Den pegende dreng figurerer som sagt hos Kunstakademiets professor (fra 1818) Johan Ludvig Lund, som var betaget af den tidlige italienske renæssances troskyldigt fromme ‘troens stil’. Lund malede i 1838 til Herstedøster Kirke denne altertavle, som er italiensk præget især i skildringen af den sarte og lysende rene Maria. Det metafysiske er til stede i de sarte glorier, som omgiver både mor og barn. Det poetiske julebillede har i sin midterakse flere symbolske lyskilder: Barnet selv med det snehvide klæde lyser op i billedets centrum, reflekteret hos Maria, morgendæmringen trækker løfterigt et rødligt strøg over horisonten, og stjernen skinner klart på den mørke himmel, udpeget af hyrde- eller stalddrengen.

Bibelen har i Apostlenes Gerninger helt andre historier at fortælle om Stefan. Han blev en værdsat diakon i den første menighed, hvor han både prædikede og udførte undere. Hans stærke Kristusbekendelse provokerede modstandere, så bl.a. Paulus, der på dette tidspunkt endnu ikke havde set lyset, bifaldt, at han led døden ved stening, formentlig o. år 35. Stefan æres midt i julefreden som kirkens første martyr, mens han efter Kristi forbillede bad for sine bødler. Hans græske navn betyder sejrskrans.

Det her viste foto er fundet i Nivaagaards smukke udgivelse ‘Troens stil i guldalderens kunst’.

J. L. Lunds alterbillede blev 1994 flyttet til kirkens tårnrum. I dag har kirken et moderniseret alterparti med Sven Havsteen-Mikkelsens smukke glasmosaik.

Juleaften – “Fred til mennesker”

Hvor vi dog længes efter julefred i verden, i familien, i hjertet. Må freden sænke sig og omslutte os med julesalmens “Fred på jord, fryd på jord, Jesusbarnet blandt os bor”….

Det er utaknemmeligt at være juleevangeliets bibeloversætter, for ethvert traditionsbrud opfanges i øjeblikket som en støjsender. Vi har været vant til at høre engleordene “Fred til mennesker med Guds velbehag!” Men grundtekstens ord om “den gode viljes mennesker” må kunne gengives bedre, enklere, varmere – måske som “Fred til mennesker, som Gud elsker”. Tradition og fornyelse må brydes. Hver ny bibeloversætter gør nyt forsøg med iboende valg af teologisk tolkning. Oversættelsen afsluttes aldrig, så sandt som Åndens virke i menneskers sprog, tænkning og historie heldigvis aldrig slutter.

Under den himmelblå kappe

Kirkens billedkunst må lige som oversættelseskunst søge at være tro mod både tradition og samtid. Denne balance udfoldes fint i Arne Haugen Sørensens julebillede fra 2001, som jeg selv har hængende i plakatstørrelse på en væg. Traditionen er til stede i staldruinen med dyrene og i det mytiske glimt af englenes forkyndelse for hyrderne på marken yderst tv. Traditionen er også til stede i farverne: Marias kappe er blå efter vestkristen konvention, og som i en ortodoks ikon er Maria placeret på et rødt klæde. Men nutidigt er formsproget med de grove penselstrøg og skildringen af den følsomme intime situation med kvinde, barn og mand. Maria ses i skrøbelig, blottet nøgenhed med det lillebitte sårbare barn, og Josef holder den blå kappe op bag hendes ryg i en fin, beskyttende gestus, som vidner om både inderlig ømhed og respekt for hendes urørlighedszone. Guds kærlighed må komme til udtryk i menneskers indbyrdes omsorg. Som en art signatur for kunstneren vises Josef både i profil, nænsomt vendt mod mor og barn, og frontalt – måske bekymret skuende ud i en ukendt fremtid.

Arne Haugen Sørensen har varieret julemotivet i flere kirkeudsmykninger, bl.a. i Hjerm ved Struer, i Hørby ved Holbæk, i Skt. Johannes, Aarhus, og i Christianskirken i Sønderborg. Marias blå kappe er central i alle kompositionerne som en genklang af himmelens blå farve. – Jeg må juleaften løfte blikket mod nattehimlen, skylag eller ej, og se – eller forestille mig – stjernehimlen. Jeg vil poetisk tænke på himlens blå hvælv som en kappe, skaberen kærligt spænder ud over alle os sårbare mennesker.

Billedhugger Axel Poulsens smukke træskærerarbejde “Den yndigste rose er funden” fra 1925 med ‘Kongernes tilbedelse’ som motiv hænger i Skjoldborg Kirke ved Thisted. Også her holder Josef beskyttende en blå kappe op bag Marias ryg. Mon ikke dette kønne relief har givet inspiration til Arne Haugen Sørensens malede blå kappe? Foto Claus Jensen

4. søndag i advent, 1. rk. – At råbe i ørkenen

Er der lyttere derude? Er der seere? Kampen om opmærksomhed kan være en kamp for identitet og betydning, kamp for ikke at visne hen i anonymitet. Med one-liners og blikfang peger man på sig selv og sit projekt i mediernes rå konkurrence om synlighed og anerkendelse. Johannes Døberen er det velgørende modbillede: Uegennyttigt afviser han kult om sin egen person; han råber for at gøre opmærksom på en anden: …“midt iblandt jer står en, som I ikke kender, han, som kommer efter mig, og hans skorem er jeg ikke værdig at løse.” Døberens røst i ørkenen baner vej for Kristus – og dennes dybere svar på menneskers længsel efter at blive hørt og set.

Døberens fortælling blev ouverture til fortællingen om Jesus Kristus. Andre kristne trossamfund ser hans ‘helgenpotentiale’, men efter reformationen får han ikke megen opmærksomhed her. I danske adventstraditioner tager vi så at sige Johannes på ordet og glemmer ham lidt for at tælle ned til Jesu komme: julen.

Jeg har ledt efter dansk kirkekunst, som sætter Jesu komme i centrum og samtidig giver Johannes, hvad der tilkommer ham, – helst et billede, som stemmer os til den jul, vi længes efter. Fundet blev Gladsaxe Kirkes trefløjede altertavle fra 1849, malet af Jørgen Roed (1808-1888). Her er ‘den hellige familie’ i krybberummet flankeret af David med harpen og Johannes Døberen med martyrkorset. Johannes ser på os og peger med sin talende højre hånd hen på barnet i krybberummet.

Hovedmotivet er Maria og Josef med barnet foran stalden. Den afdæmpede scene viser en harmonisk familiesituation skildret med menneskelig varme og redelighed. Som andre Eckersberg-inspirerede kunstnere maler Roed med behersket brug af metafysiske træk. Barnets korsglorie er diskret. (Lyset over stalden er ikke malet himmellys, men fotograferingens reflekslys). Motivet er en variation af Roeds tilsvarende billeder, som året før blev malet til Sønder Dalby. Dér var J. Th. Lundby model for Josef, i Gladsaxe er der snarere tale om et selvportræt af Roed.

Jørgen Roed hentede som alle guldaldermalere inspiration i Italien og skabte mesterværker her. Motivet ‘den hellige familie’ er også italiensk inspireret. Bestillingerne til ca. en snes danske kirker gav kunstneren smør på brødet, uden at det blev venstrehåndsarbejde. Jørgen Roeds alterbilleder er respektabel kirkekunst med et for hans tid usædvanligt bredt bibelsk motivregister.

Det hele går op i en højere enhed, når vi engang igen i kirkerummet får lov at synge Grundtvigs ‘Det kimer nu’: (v 9) “Kom Jesus, vær vor hyttegæst. Hold selv i os din julefest! Da skal med Davids-harpens klang dig takke højt vor nytårssang.”

Nedenfor vises billederne i deres større helhed, fotograferet af Gladsaxes kirketjener Christina Ryding Larsen. Tak til Christina for hjælpen!