Den gode hyrde er et vidunderligt billede, som har vist sig mere bæredygtigt end erhvervet selv, i hvert fald i Danmark. Her akkumuleres fortællinger om at lede hjorden til græsning og vandingssted, om at forsvare den mod angreb og om at gå langt for at redde det enkelte vildfarne lam. Joh. kap 10 tilføjer omtalen af den indbyrdes fortrolighed mellem hyrde og fåreflok. Hjorden kender hyrden på stemmen og lyder af gode erfaringer denne stemmes kalden til forskel fra andres. At følge netop denne stemme har iflg. evangeliet et evigt perspektiv, som hyrden selv står inde for: “Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd.” – Det er en beroligende tekst, der ofte er læst ved begravelser.
Efter guldalderen, især fra slutningen af 1800tallet, dukker hyrden op i danske altertavler. Ved det forrige århundredskifte var hyrder i de fysiske omgivelser jo stadig et velkendt syn, men kunstnerrejser til Ravennas byzantinske hyrdemosaikker har nok også inspireret kirkekunstnere til at tage motivet op. En maler, som er nogenlunde samtidig med de hyrdemalende Skovgaardbrødre, men som kun undtagelsesvis har bidraget til kirkekunsten, er genre- og portrætmaleren Luplau Janssen (1869-1927). Janssen var vant til at skildre livet på landet, også et muntert liv med fåreavl. Han har i 1897 leveret to malerier til Fjelsø Kirkes altertavle: en blindehelbredelse nederst og et hyrdebillede øverst, som i grunden passer ret dårligt sammen. Altertavlens unge hyrde har en diskret glorie, som næsten er et stilmæssigt fremmedelement. Omgivelserne virker temmelig danske med åen i det frodige græs og drivende skyer foran et diset byprospekt.
Nederst ses hele Fjelsø Kirkes renæssancetavle inkl. evangelistskulpturer og Luplau Janssens dramatiske maleri af den blinde Bartimæus’ helbredelse. Foto: Claus Jensen
Birgitte Bech kirkekunst 