Kunst til kirkeåret

9. søn. e. trin., 2. rk. – “Den, der har fået meget betroet, skal der forlanges så meget mere af”

Evangeliet møder os med opmuntring: Frygt ikke, du lille hjord, for jeres fader har besluttet at give jer Riget”, til beroligelse vel at mærke i en situation med stor ydre utryghed. Guds kærlighedsgave var og er i alle forhold livets fortegn. Jesu prædiken iflg. Luk. 12 lærer os samtidig, at den frygtløse tro ikke betyder at melde sig ud af verden; nej, den troende har hænderne fulde af opgaver, livet i verden er en betroet opgave. “I skal være rede”, lyder det. “Og den, der har fået meget betroet, skal der forlanges så meget mere af.” Vi lever i evigheden, men vi lever samtidig i tiden, hvor noget kan blive for sent. Vor egen og andre menneskers historie formes af vore svigt og udeladelser så vel som af vore handlinger. Hvis vi overhører den nærværende dags eksistentielle opgave, venter den ikke på os til en anden god gang. Vi rammes af erkendelsen af ikke at have kendt vores besøgelsestid, når livshistorien overrumpler os. I dag kunne vi måske udtrykke os sådan, at Gud er til stede som uafviselig indre instans, når vi samvittighedsfuldt tænker efter og gør status over livet. I Lukastekstens noget fremmedgørende billedsprog er sagen pakket ind i en fortælling fra det historiske feudalsamfund, hvor en undergivet tjener er udleveret til sin herres korporlige afstraffelse eller hædrende belønning. – Men Jesus sprænger selv sin feudale lignelse med billedet af, at de tro tjeneres herre “skal binde kjortlen op om sig og lade dem sætte sig til bords og selv komme og sørge for dem”. Ved nadverbordet erfarer vi, hvordan Gud til forskel fra feudalsamfundets godejer viser sig overraskende generøs. Frygt ikke!

Her kunne være bragt et skærtorsdagsbillede, hvor Kristus velsigner nadveren, eller hvor han binder op om sig og vasker disciplenes fødder. Eller man kunne vælge et af kirkens billeder af Jesu bratte genkomst. – Men hvorfor ikke kunstværket “De gode gerninger”, som viser, hvordan livet leves med kærligheden som drivkraft? Det appellerende billede af gode gerninger identificerer ikke konkrete gode mennesker, men personificerer godheden som nærvær, varme, ømhed og medfølelse med børn og voksne i savn og sorg. Billedet ser jeg som en anskueliggørelse af prædiketekstens appel: “den, der har fået meget betroet, skal der forlanges så meget mere af.” Det bevægende maleri er skabt af Elisa Maria Boglino (1905-2002), som blev født i Danmark, hvor hun voksede op hos en dansk mor, blev uddannet hos kirkekunstneren Axel Hou og på Det Danske Kunstakademi hos Sigurd Wandel. Kulturrejser førte Elisa Maria til Italien, hvor hun i 1927 giftede sig med en italiensk jurist. I Italien opnåede hun stor anerkendelse som avantgardekunstner med inspiration fra renæssancen og fra nordisk ekspressionisme. Hun er repræsenteret på italienske museer, men også med flere værker på SMK, – men danske kirker kom altså aldrig til at nyde godt af hendes ukonventionelle talent. – Herværende foto gengiver en stor fresko malet 1928-30 i kunstnerens hjem i Palermo. Og hvorfor så i sort-hvid gengivelse? Fordi huset med vægmaleriet blev ødelagt ved Palermos bombardement under 2. verdenskrig. Vi må altså nøjes med dette gamle foto. Til gengæld vedføjer jeg et farvebillede af maleriet Den barmhjertige samaritaner, som Boglino malede i samme periode, og som er i SMKs besiddelse.

8. søn. e. trin. 2. rk. – At bygge på klippen

Nu er vi kommet til afslutningen af den tre kapitler lange Bjergprædiken, som har udfoldet Guds riges etik som en radikal, altomfattende kærlighed, der rækker fra sindets inderste kroge til de praktiske handlinger – en af bibelens mest epokegørende tekster. Pointen i dette afsnit er den elementære, at der i Guds rige er sammenhæng mellem tale og liv, mellem mund og hjerte. “Jeg har aldrig kendt jer”, vil Jesus iflg. Matth. 7 sige til mennesker, der nok har haft hans navn i munden – måske som en næsten magisk formular -, men som har set bort fra etikken. Spørgsmålet er her, om et menneskeliv har sin dybe grund i tro og kærlighed eller snarere er en hul facade? Gør vi mest, hvad vi gør, for et syns skyld? I talen indflettes den dramatiske lignelse om to husbyggere, som bygger på hhv. klippegrund og sand: Huset bygget på sand kan på et øjeblik bortrives af skybrud, regnfloder og storm. – Vi behøver næppe billedkunst for at se det for os; vi har rigeligt i aktuelle pressefotos, som kan aktivere angst og pinefuld bevidsthed om klimaskyld og anden skyld. Helt konkret udstiller klimakatastrofer nu de etiske underskud i vore materielle overskudssamfund, hvor man ikke længere kan snakke sig fra alvoren. Men som alternativ til håbløshed og afmagt giver evangeliet os som tillidsskabende modbillede: et hus, som “blev stående, for det var grundfæstet på klippen.” Metaforen klinger sammen med billedsproget i Matth. 5, hvor Jesus til de forsamlede siger: “I er verdens lys. En by, der ligger på en bjergtop, kan ikke skjules… Således skal jeres lys skinne for mennesker!” – Håbet er som bekendt ikke en strategi, men et lys og et perspektiv: For at handle etisk og moralsk-strategisk og holde ud, også når det bliver svært, har vi brug for masser af tro, håb og kærlighed – og for evangeliets inspirerende billeder. Klippen er sådan et håbsbillede. Også i kirkekunsten er klippen eller bjerget velkendte symboler for Guds åbenbaring og for Guds rige, hvorfra og hvortil mennesker kan orientere sig og sætte kursen.

Her vælger jeg – endnu engang – et maleri af den formidable færøske kunstner Sigrun Gunnarsdottir. Det har titlen “Fjeldet” og er angiveligt købt af Ny Carlsberg Fondet til et museum. Jeg ser motivet som sakralt. Neden for det lysende, grønne fjeld ligger på sin egen klippetop en lillebitte, hvid kirke. Den ligger i læ af det store fjeld med den hvide top, som er betryggende omgærdet. Med næsten religiøs blufærdighed er bjergtoppen let sløret af en tågesky, men solen får magt, og smeltevandet løber fra bjerget som en livskilde, næsten som en navlestreng til det ukuelige lille gudshus ved bjergets fod.

De nu afdøde kirkekunstnere Albert Bertelsen (med “Huse på fjeldet”) og Poul Anker Bech (med det surrealistiske “Det røde fjeld og himmelhavet”) er andre eksempler på moderne malere, hvis billeder af klipper har en metafysisk tone.

7. søn. e. trin. 2. rk. – Ingen skal græde alene

Ikke en spurv “falder til jorden, uden at jeres fader er med den.” Oversættere og fortolkere har gennem årtusinder slidt med spørgsmålet om, HVORDAN Gud er med den, som lider og falder. Der er ikke megen hjælp i originaltekstens alt for korte formulering: “uden Gud”. Betyder det, at alt hvad der sker, er Guds vilje? Umuligt! Mennesket stilles lidelse i udsigt, retfærdigt eller uretfærdigt, meningsfuldt eller tilfældigt, men får samtidig et tilsagn med ind i selv den dybeste og ensomste smerte: Dit liv er kendt og båret af den Gud, som ikke flygtede fra lidelsen. Han var og er og bliver her som dit livsvidne og bringer sit lys med ind i dit mørke. Intet levevæsen er så ringeagtet i verden, at det ikke har betydning hos Gud: “Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden, uden at jeres fader er med den. Men på jer er selv alle hovedhår talt. Frygt derfor ikke, I er mere værd en mange spurve”. Vores angstfulde råb og suk lyder altså ikke bare ud i det tomme rum, for Gud er nær med ordene: “Frygt ikke!”– Jeg mindes, hvordan trøsten engang blev nynnet ind med børnesalmen ‘Ingen er så tryg i fare’, så også et ulykkeligt pigebarn dengang kunne føle sig set med linjerne: “Vore hovedhår han tæller, /hver en tåre som vi fælder”. Ingen skal græde alene!

Matthæustekstens ord om fuglene har inspireret både poeter og billedkunstnere. I høstsalmen ‘Vi pløjed, og vi så’de’, hedder det i v 2: “ham lyder vind og vove,/ ham rører ravnes nød,/ hvi skulle ej hans småbørn da og få dagligt brød?”

Mange nutidige kirkeudsmykninger bruger fugle som motiv, undertiden som repræsentant for menneskets ånd eller sind. Til denne søndag vælger jeg en skulptur, som skildrer Guds omsorg, følsomt symboliseret ved hænder om en ravneunge. Skulpturen spiller her på det geografiske navn, idet den står foran indgangen til Ravnebjerg Kirke (Fyn). Værket af bronze og granit blev skabt i 2001 af den anerkendte kunstner Henrik Vilhelm Voldmester, som i 2021 pludselig døde 75 år gammel. Hans nekrolog omtalte “en fabelagtig kærlighedserklæring til livets mangfoldighed.” Vi kan måske tilføje: i evangeliets ånd.

6. søn. e. trin. 2. rk. Kristen frihed: frihed fra – og frihed til –

Efter en tur i Sommerland Sjælland med kække børnebørn, falder det mig ind, at søndagens evangelietekst fra Matth. 19 er som en åndelig ruchebanetur med loop. “Hvad godt skal jeg gøre for at få evigt liv?”, bliver Jesus spurgt af den unge mand, som vil engagere sig seriøst i sin religion. Svaret henviser til de 10 bud (dem om medmenneskelige forhold), som den unge mand åbenbart er komfortabel med. Her følger så den stejle stigning med modspørgemålet: “Vil du være fuldkommen?” Uden af afvente svar anviser Jesus nu det uforbeholdent næstekærlige liv: “Gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige”. Dét vil være en skat i himlen. I Guds riges etik er fokus åbenbart ikke behovet for åndelig selvrealisering og arbejdet for egen frelse, men næstekærlighed for medmenneskets skyld. Denne anvisning må opleves som et frit fald for den rige unge mand, som formentlig er glad for det niveau, han har opnået, både økonomisk og moralsk. Her står han så, blottet i at søge sit eget og elske sig selv og måske snarere et grådigt bæst end et godt menneske. Vi kommer endnu længere ned mod bunden i den opfølgende samtale mellem disciplene og Jesus, hvor vi hører, at den riges vej til Himmeriget er snæver som et nøglehul. Der er forfærdelse i disciplenes spørgsmål: “Hvem kan så blive frelst?” – Hvem vil ikke gerne bjærge sig selv og sit eget? – Og så vendes der atter op og ned på virkeligheden med evangeliets definitive pointe: “For mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt.” Spørgsmålet om frelse og evigt liv må overlades til Gud! Så lander vi alligevel med fødderne på jorden: Evangeliet er frihed, frihed til at stole på Guds nåde og frihed til med nåden i ryggen at leve et hverdagsliv med fokus på medmenneskets behov. – I dag vil de færreste danskere formulere et spørgsmål om, hvordan de opnår frelse; men måske er afstanden til oldtidens seriøse jøde alligevel ikke stor? I dag lyder spørgsmålene bare: Hvad skal jeg gøre for at finde mening og fylde i min tilværelse? og lykke? – for ikke at forspilde mit liv? – for at blive noget værd? – for at optimere mig selv? Selvperfektioneringen driver moderne mennesker ud i frit fald. Men evangeliet gentager på søndag, at mening, fylde og værdi ikke ligger i at blive perfekt, hvilket aldrig vil lykkes. Det er Gud og ikke dig og mig, som er mulighedernes herre, og Gud lader os uden tvivl møde medmennesker, som har brug for os. Og der er det for resten stadig ikke ligegyldigt, om vi opfører os som grådige bæster eller som engle.

I 2010-12 skabte Bjørn Nørgaard den store skulptur “Nøglehullet” til Søndergårdtorv i Måløv. Det er et stykke monumental vandkunst, hvor vandet risler gennem spalten, som fra nederst til øverst deler skulpturen i to. Den ene side er mørk, formet i sort granit, den anden blank i rustfrit står. Skulpturens rundede udvendige flader er befolket med 24 skulpturer: på den mørke side 12 forvredne bæster, der minder mig om Luthers analyse af, hvordan mennesket kan være indkroget i sig selv. På den anden side reflekteres lyset i lige så mange englevæsener, som står ranke med synlige vinger. De dæmoniske væsener kommer frem af en fordybning i overfladen, op af hver sit mørke hul; de englelige derimod står på rundede forhøjninger. Kunstneren har fortolket skulpturen med ordene: “Gennem livet møder vi både engle og bæster, i os selv og uden for os selv, hvor moderne og oplyste vi end er. Skulpturen “Nåleøjet” giver i sin form og materiale et mangetydigt billede på de tusinder af valg vi som individer træffer hver dag, hver time og hvert minut.” – For resten kan små mennesker faktisk godt passere gennem vandet i nåleøjets spalte.

5. søn. e. trin. 2. rk. – Stærkere end dødsrigets porte

Måske kan vi forestille os døden som en port, der ubønhørligt lukker sig bag den ene efter den anden, på et tidspunkt bag os selv. Dødens majestætisk tunge porte magter vi ikke at åbne, hverken udefra eller indefra. Er der mere at sige? Ja, dagens evangelium taler om dødsrigets porte, men gør det i trods mod afmagten: Jesus tilsiger sin menighed, at “dødsrigets porte ikke skal få magt over den.” Det er både poetiske og sejrssikre ord! – Med hvilken autoritet taler og handler Jesus, som han taler og handler? – Spørgsmålet om, hvem Jesus er, om hans navne og titler, og hvad disse indebærer, står til uudtømmelig teologisk diskussion. Evangelierne fremhæver Peters bekendelse som vendepunkt: momentet, hvor Jesus Tømrersøn første gang kaldtes Kristus = Messias = den salvede, med Det gamle Testamentes ærestitel for Gudsfolkets udvalgte leder. Titlen var fra første færd kontroversiel, og Jesus forbyder disciplene at udbrede Messiastitlen (‘Messiashemmeligheden’), for hvordan kan messiansk kongehyldest og fejring af folkets trøst og oprejsning i lykkelige messianske tider tænkes sammen med den fornedrelse og tortur, Jesus umiddelbart stilles – og stiller – i udsigt?? Pointen hos Markus og Lukas er konflikten, og iflg. Markus og Matthæus fremstår Peters menneskeligt forståelige afvisning af lidelsens vej for Jesus som en Satans fristelse: “Vig bag mig, Satan!”. Vores prædikentekst fra Matthæus er imidlertid den udvidede fortælling, hvor Peters bekendelse først og fremmest bekræftes. Hvor lidt eller meget Peter end forstår af, hvad han selv siger, bekræftes hans bekendelse som en guddommeligt inspireret sandhed. Peters bekendelse “Du er Kristus, den levende Guds Søn”, besvares af Jesus med, at “det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min Fader, som er i Himlene”, og Peter kaldes “salig”. Helligånden finder sin vej hos fejlbarlige mennesker. Her åbnes så for det svimlende håb, som overtrumfer traditionelle Messiasforestillinger, at et åndeligt gudsfolk skal fødes, som “Dødsrigets porte” ikke skal få magt over. Jesus må lide døden for at sprænge dødsrigets porte og samle sit folk af levende og døde. Den dybe og høje forståelse af Guds riges rækkevidde dæmrer efter påske. I Matthæusteksten karakteriseres Peters ansvar for en kommende menighed som “nøglerne til Himmeriget”. Katolikker kan heri finde et bibelsk argument for pavedømmet i Rom og trække en lige linje fra den forvirrede 1. discipel til pavestolens overhøjhed i åndelige spørgsmål. Protestanter vil derimod læse teksten sådan, at kirken bygges af og på de troendes bekendelse med Peter som repræsentant. Ved at give troen udtryk kan fejlbarlige mennesker som os i bedste fald åbne Himlen for hinanden, og det er jo ikke så lidt!

Jo mere kirken i middelalderen voksede som magtfuld institution med paven som ‘Kristi stedfortræder på jorden’, desto vigtigere blev dens billeder af Peter med den gigantiske nøgle. Også efter reformationen har kirkekunstnere fastholdt nøglen som Peters attribut, bortset fra Peter Brandes der som alternativt apostelsymbol har valgt det mindre forherligende Malkus’ øre, (som den frembrusende Peter huggede af i Getsemane have).

Jeg har til lejligheden valgt en sengotisk sidealtertavle fra 1526, som hænger på sydvæggen i Næstveds Sankt Mortens Kirke. På den oplukkelige tavles agitatoriske forside troner paven med tiara og gigantisk nøgle på ‘Peters stol’, omgivet af Mikael Sjælevejer og helgenbiskop Nicolaus, bærende på mønter, som kan befri tre ulykkelige ungmøer fra en fornedrende skæbne (se nederste foto). På fløjene gemmer sig adskillige bibelske scener fra Peters liv, heriblandt et fint billede af en ydmygt bekendende Peter, som knælende modtager nøglen af en alvorlig Jesus Kristus. Kristus bygger menighed af mennesker, som lukker op for troen, Peter og andre, og han lyser sin velsignelse over kirken. Fotos: Claus Jensen.