Kunst til kirkeåret, 3. søndag efter trinitatis, 2. rk. – Hjemkomst

Tænk, at Jesu lignelse fra Luk. 15 om ‘den fortabte søn’ først kom med i 2. tekstrække! Nu er den formentlig opbyggelseshalvårets yndlingstekst. – Hvordan prædikes der så? Kirken har mange gode grunde til at prædike for den hjemmeværende, ældste søn, der nok har prøvet at opføre sig ordentligt og har klart blik for uretfærdigheden dér, hvor der svines med værdierne. Når vi er selvretfærdige, har evangeliet også bud til os: “Mit barn, du er altid hos mig”…. –

Inspireret af Arne Haugen Sørensens maleri vælger jeg imidlertid i dag at juble over den yngste søns hjemkomst. Angerfuld eller ej bliver han modtaget med åbne arme ved sit hjem. Hovedpersonen er og bliver den tilgivende fader, der griber sønnen med en ømhed, som er større end sorgen endsige vreden, – og holder fest: “Min søn her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet.” Den hjemvendte er genkendt – i maleriet også af hunden-. Lyset stråler sønnen i møde fra hjemmets vinduer og åbne dør. HJEMME! Ordet rører de dybeste lag i vort hjerte, vores inderste længsel, vores sorg over livets brud, over vores skam og skyld ved ansvaret for, at relationer gik i stykker, over vores svigtede idealer. – I vores kultur er utallige fortællinger, hjertegribende romaner og spillefilm tilsvarende bygget over ud-hjem-ud-skemaet, hvor tårerne triller over slutscenen med det længe ventede gensyn, hvor alt bringes på plads ved den forsoning, man næppe kunne håbe på. – Vi forstår, at hjemkomst også handler om et menneskes eksistentielle rejse mod sig selv, væk fra fremmedgørelse og flugt, frem mod selverkendelse og uvisneligt håb om at blive det menneske, man var bestemt til at være. – Tænk, at mulighedernes store Gud vil løfte ego-dødvægten af vores skuldre! At hans kærlighed har kraft til at gøre det!

Arne Haugen Sørensen har adskillige fremstillinger af den fortabte søns hjemkomst. Hans fortolkning af biblen er det autentiske kunstnersubjekts, hvor han maler, hvad der for ham selv er eksistentielt uomgængeligt, – og vel derfor også appellerer til mange af os andre. I den enorme vægdekoration fra 2017, ‘Den store fortælling’, i Aarhus Valgmenighedskirke, finder vi hjemkomsten i højre side. Hele det komplekse maleri er bygget omkring linjen mellem dørene. Vi læser den store historie om Gud og mennesker fra venstre til højre: I venstre side strømmer lyset ud fra paradisets dør: Syndefaldet har ført til uddrivelse og paradistab for mennesker, der søgte deres eget, – men intet sted i den fremmedgjorte verden har Guds lys alligevel sluppet mennesker. Centralt i maleriet ser vi Kristusbegivenheden, hvor himmelen åbner sin store dør over Jesus ved hans dåb med Helligånden. Og så i højre side modtages mennesket hinsides mørket ved Guds lysende døråbning; det kommer hjem! Arne Haugen Sørensen har forklaret, at huset med hjemkomstens dør ikke er malet perspektivisk, men todimensionelt fordi mennesket her bydes velkommen i en evig bolig hinsides rum og tid. Billederne er hentet i den righoldige udgivelse “Den store fortælling”.