Vi fejrer Immanuel Kants 300 års fødselsdag bl.a. med respekt for hans afkald på gudsbeviser. Fornuftens store filosof bragte os den erkendelse, at vi ikke har adgang til virkeligheden i sig selv. Det betyder ikke nødvendigvis, at mennesket er restløst begrænset af og til sin egen lave horisont, for noget kalder på menneskets ærefrygt, som Kant skrev: ”To ting fylder sindet med stadig ny og stedse dybere beundring og ærefrygt, jo oftere og mere vedvarende tanken beskæftiger sig dermed: den stjernebestrøede himmel over mig og den moralske lov i mig.” Siden Kant er menneskehedens astronomiske viden vokset umådeligt, men ærefrygten ved det uendelige univers med dets lysende galakser – og mørke huller – er uformindsket. Stjernerne appellerer til både astronomer og poeter. Kunstneren Esben Hanefelt har ofte givet plads for stjernehvælvet i sine fabulerende billeder og har også sprogligt givet udtryk for stjernehimlens betydning for ham, særligt i livets grænsesituationer. Under stjernerne forstår man, hvor forsvindende lille man er, og samtidig kan man føle en art tryghed og en dyb taknemmelighed over at være levende og bevidst til stede i dette svimlende, gådefulde himmelrum.
Når vi løfter blikket mod himlen, stiller vi måske spørgsmål om eller til den skjulte Gud -: Hvem er du? Lige som Moses iflg. 2. Moseb. måtte spørge, dengang han ved den brændende tornebusk modtog sit uoverkommelige kald til at lede hebræerne til frihed: Hvem er du? Moses fik måske ikke det svar, han håbede på, men ud af sin absolutte, ubegrænsede, men skjulte væren svarede Gud ham: ”Jeg er den, jeg er.” – Nu skifter scenen til Jesusbegivenheden: Iflg. Joh. kap 8 sagde Jesus: ”Når I får ophøjet Menneskesønnen, da skal I forstå, at jeg er den, jeg er”. Guds ord fra tornebusken genlyder her som et fornyet kald hos mennesker, igen et kald til frihed. Hele Johannesevangeliet er skrevet for at gøre det klart, at Jesus taler Guds ord, at Jesus ER Guds udtræden af skjultheden, idet han om nogen er en sand åbenbaring af Guds væsen som kærlighed. Jesus Kristus er et paradoks fra fødslen i stalden til henrettelsen. Er han det efterspurgte Gudsbillede, fornedret og ophøjet? Hans ophøjelse er paradoksal. Han blev bundet, naglet og hængt op som forbryder under indskriften ”Jødernes konge”, kronet med en krans af tjørn. Hans kongehyldest var en tortur, og den var satirisk ment, men for troen er den sand: Han er konge. Den skjulte Gud Fader, som han råbte til på korset, forlod ham aldrig. Ved Guds Ånd bad Jesus om tilgivelse for sine bødler, og ved Guds Ånd blev han oprejst som Guds blivende stemme i verden. Den stemme kalder alle Guds børn til åndelig frihed: ”I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie.” …”Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal i være virkelig frie.”
Esben Hanefelts første altertavle er Hadsund Kirkes triptykon fra 1998, som i hovedfeltet bærer et jublende opstandelsesbillede, på fløjene flere bibelske motiver og kirkelige symboler. Når tavlen er lukket, ser vi i midten en stjernehimmel, omkranset af en gylden tornekrone. Hermed identificeres den skjulte skabergud som Guds Søn, der blev fornedret og ophøjet. Uden for tornekronen myldrer det skønneste blomsterflor som en fryd for øjet og en hyldest til livets Gud. Tak til Niels Clemmensen for foto.
Birgitte Bech kirkekunst 