Kunst til kirkeåret

Anden pinsedag, 2 rk. – “Den, der tror, har evigt liv. Jeg er livets brød”

Apostlenes gerninger viser os urmenigheden som det ideelle fællesskab om tro og om ejendom, som ubekymret sælges til gavn for trængende. Beskrivelsen er som et billede af Guds rige:..“hjemme brød de brødet og spiste sammen, og jublende og oprigtige af hjertet priste de Gud og havde hele folkets yndest”, og naturligvis vokser en sådan menighed dagligt. Det englelige brød skal deles af stadigt flere.

“Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen; den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid”, siger Jesus iflg. Joh. 6 og tyder brødet som sit offer i forsoningens tjeneste. Også mennesker, som er blevet borte for sig selv i ødelagte liv, må modtage dette brød, “som gives til liv for verden”, altså Kristus selv.

Det valgte kunstværk udfordrer pinseidyllen:

2006 Jørgen Bobjerg Krig og brød IMG_0169_krig_brd

Et af de voldsomste billeder, jeg har set af livets brød, er Jørgen Bobjergs maleri “Krig og brød” fra 2006. Den sønderbombede by er en tragisk kulisse, som lader den levende forgrund træde desto stærkere frem. I ukueligt spirende grønne vækster under dugdråber ligger et lysende overskåret brød, hvis sprøde skorpe og bløde krumme vi næsten kan dufte, og taler ved sin tilstedeværelse om et gudgivet liv, der skal drages omsorg for, og om håb. Jørgen Bobjerg (1940-2009) har malet flere metafysiske billeder af brød. Et af dem – med et alvorstungt selvportræt og en kæde fra himlen – hedder “Det daglige brød”, malet i 1991. Det er gengivet i hæftet om gotik, betitlet “Gru og glæde”.

1991 Jørgen Bobjerg Det daglige brød, se Gru og glæde

 

 

Pinsedag – 2. rk. – Sandhedens ånd – “den bliver hos jer og skal være i jer. Jeg vil ikke efterlade jer faderløse”

Helligånden betyder, at kristendommen ikke ‘bare’ er en fortælling eller en lære, men en erfaring. Kristentroen bliver med helligånden til et erfaret liv, som på en gang er personligt og fælles. Den personlige tro oplives af fællesskabet, for troen lever kun som mellemværende. Troen er et beåndet mellemværende mellem den levende Gud og menneske og mellem mennesker indbyrdes.

Pinsedagen kaldes kirkens fødselsdag, og sjældent kan dette opleves mere konkret end i år, hvor en ensom og mismodig ventetid kan afløses af, at vi finder tilbage i kirkerne.  Vi skal være forsigtige og hverken hoste eller synge på hinanden, men alligevel omsider istemme ‘menighedens fulde kor’. Glædelig pinse!

1521 Claus Berg Odense Domkirke DSC07586, Claus

Til pinsedag søger jeg tilbage til et ca. 500 år gammelt mesterværk: Claus Bergs formidable altertavle, som efter en omskiftelig historie bor i Odense Domkirke. Altertavlens komplekse hovedfelt og predellaen med de kendte og kongelige kan nok sluge al opmærksomhed, men fløjene fortjener også et studium. Her fører Claus Berg os nemlig gennem påsken og pinsen i 16 skønne, detaljerede relieffer, hvor alle figurer er skildret med både skønhed og forbløffende individuel troværdighed. I det sidste af relieffer, pinserelieffet, bringer Claus Berg os tæt på den lille, forsamlede urmenighed med den opslåede bibel på Marias skød og unge Johannes siddende mellem hende og Peter. Her ser vi det afgørende moment, hvor alle de tilstedeværende løfter hovedet med lyttende forundring. Uden at ty til konventionelle symboler som ildtunger eller due viser Claus Berg, hvordan Gud Helligånd kommer til stede – personificeret øverst i billedfeltet med hænderne løftede i en kraftfuld gestus. Og herefter lever kirken. Claus Jensen har fotograferet.

6. søndag efter påske, 2. rk. – Jesu testamente

Et afsnit af Jesu lange afskedstale i Johs 17 er en bøn for fremtidens menigheder: “Ikke for dem alene beder jeg, men også for dem, som ved deres ord tror på mig, at de alle må være ét”… Det er en bøn om enhed, der vel at mærke må have kærligheden som fortegn og som projekt. Med et testamentes vægt beder Jesus Gud om “at den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem, og jeg i dem”.  På tværs af de grænser, mennesker sætter og kender alt for godt, er den forenende kærlighed altså Guds anliggende med os.

Faktisk findes der en altertavle, hvis titel citerer netop denne tekst: “Jeg beder ikke alene for disse (disciplene) men og for dem, som formedelst deres Ord skulle tro på mig” (Johs 17, 20), hvilket er begrundelsen for mit valg af søndagens billede.1854 Lucie Marie Ingemann Laurbjerg Kirke Jeg beder ikke alene for disse men og for dem, som formedels deres Ord skulle tro på mig (Joh 17.20)

Denne altertavle med inspiration fra søndagens tekst hænger i Laurbjerg Kirke ved Langå. Den er malet af Lucie Marie Mandix Ingemann (1792-1868), som har signeret maleriet i 1854, altså i moden alder. Den viser opmærksomme disciple i kreds om den bedende Jesus, som har blikket rettet frem for sig eller indad. Kristus er fremhævet med markant glorie og brandrød klædning, som kan være blikfang i et kirkerum. Malerindens sans for farver og komposition er fremhævet af Jette Lund, som har skrevet en nyttig bog om Lucie Ingemanns billeder: ‘En altertavle af fru Ingemann’. Mit foto stammer herfra.

Salmedigterens hustru Lucie Ingemann fandt udtryk for sin personligt hengivne fortolkning af kristendommen ved at male romantisk-religiøse billeder. Undervisning af kvindelige malere havde i 1800-tallet trange kår, og selvom Lucie Ingemann fik nogle timer hos Eckersberg, tilegnede hun sig ikke sin epokegørende lærers færdighed i at male ‘efter naturen’; hun og gemalen er mere åndsbeslægtede med guldalderens anden professor på Kunstakademiet, den mindre naturalistiske Johan Ludvig Lund – uden sammenligning i øvrigt. Der forbliver noget barnligt, stereotypt og dukkeagtigt over ansigter og skikkelser i fru Ingemanns figurbilleder, og intentionen om at fryde sjæl og øje med lydefri skønhed gør gennemgående hendes fremstilling af Jesu fysiognomi til et glansbillede. Flittig var hun! Mindst 50 altertavler har hun gennem livet foræret til kirker, især på Sorøegnen. De fleste er siden flyttet til skibets vægge eller tårnrum, men enkelte fungerer den dag i dag som alterbilleder. Nærværende billede i Laurbjerg Kirke hang i en årrække et andet sted i kirken, men i forbindelse med en restaurering i 1971 fik Lucie Ingemanns trohjertede billede igen lov at indtage hæderspladsen.

 

 

Kristi himmelfarts dag – 2. rk. – “Idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og blev båret op til himlen”…

Lukas’ fortælling om Kristi himmelfart handler om glæde og om forventning: Da Kristus skiltes fra disciplene og blev båret op til himlen, tilbad de ham, og fyldt med glæde vendte de tilbage til Jerusalem, hvor de lovpriste Gud – og ventede. Disciplene – og menigheden – var  velsignet med fortællinger om Guds nåde fra jul til påske. De og vi fik hermed opgaven at bygge kirke, funderet i løftet om, at den kommende “kraft fra det høje” ville gøre alting muligt. Forventningen rettes mod pinse. Kristi himmelfart er afslutningen på Jesu fysiske liv på jorden på dette konkrete sted, men den er samtidig begyndelsen på den universelle historie, hvor Gud som åndelig virkelighed aldrig vil være fjern fra nogen.

Kristi himmelfart er ofte illustreret i den ældre kirkekunst, typisk som afslutning på rækken af Jesu-liv-motiver: Billedskærere og malere har med mere eller mindre tredimensionelt perspektiv fremstillet den lysende skikkelse, som med flagrende klæder suser op mellem skyerne, efterladende sit fodaftryk på bakken. For nyere kunstnere er anskueliggørelsen ikke så ligetil, for den atmosfæriske himmel (med lille h) og den guddommelige Himmel (med stort H) er for en moderne virkelighedsopfattelse ikke uden videre sammenfaldende, jævnfør de engelske benævnelser ‘sky’ og ‘Heaven’. Hvordan skildrer en moderne kunstner himlen som Himlen med Kristus i centrum? Per Bruuns kunstværk kan være et bud.

1983 Per Bruun, Lindeskovkirken Guldborgsund, Claus P1110660

Per Bruuns smukke, abstrakte glasmosaik blev 
i 1983 placeret som afslutning på den diagonale 
linje gennem det kvadratiske kirkerum i den 
nye Lindeskovkirken ved Nykøbing Falster, 
fotograferet af Claus Jensen.

Det er et billede af Himlen som en fest af lyse farver med glitrende spor af sølv eller guld, udgående fra stjernen og korset, julen og påsken. Mosaikken er således centreret om Kristusbegivenheden, men den er samtidig i dynamisk bevægelse med store, centrifugale strøg, der tolker Åndens universelle, udadgående kræfter. Billedkunstneren Per Bruun, som i tresserne studerede i Rom og på Kunstakademiet, døde i 2012, 71 år gl. Han efterlod sig således et hovedværk på den egn, hvor han havde sit arbejdsliv som billedkunstlærer.

5. søndag efter påske, 2. rk. – “Hellige fader, hold dem fast, for at de kan være ét ligesom vi”

Søndagens evangelium fra Joh. 17 giver os ingen fortælling og ingen anskuelige billeder. Teksten bringer os derimod et intimt samvær med en vedholdende bedende Jesus. Han er i situationen så ensom, som et menneske kan blive, men insisterende giver han samhørigheden mæle. Bønnen dvæler ved det fællesskab, der nok skal rives op, men med noget ubegribeligt herligt i sigte for dem alle. Bønnen er som en omfavnelse med ord. Den henter beroligelse i den uddybede forståelse af enhed: at Gud og Kristus er ét, at Kristus og disciplene er ét, at disciplene indbyrdes er ét: “Hellige fader, hold dem fast ved dit navn, for at de kan være ét ligesom vi.”  – Vi er ikke efterladt.

1909 Emil Nolde Picture1

Tekstens intensitet og inderlighed finder jeg ingen steder stærkere fortolket end i Emil Noldes “Nadveren” fra 1909. I denne periode fandt Nolde sit originale og sublime kunstneriske udtryk ved at hellige sig de nytestamentlige motiver. Billedet er gengivet i bogen ‘Emil Nolde og Danmark’.