Kunst til kirkeåret

Stort til lykke: Arne Haugen Sørensen fylder 90

27. april 2022.

Vi skylder Arne Haugen Sørensen en stor tak for hans meget væsentlige bidrag til dansk kirkekunst. Med sine brede penselstrøg har kunstneren igen og igen formået at skabe hudløst udtryksfulde figurer, som på én gang fortolker den bibelske fortælling og den nutidige menneskelige eksistens. Arne Haugen Sørensens malerier og glasmosaikker er intense, voldsomme og følsomme, somme tider rå, aldrig uvedkommende. Flere af Arne Haugen Sørensens originale motiver er blevet klassikere: Fødselsscenen, hvor Josef holder kappen om ryggen på den nøgne Maria med både omsorg og respekt for hendes urørlighedszone, – Nadverscener for nutidige individualister, – Judaskysset, der for vore øjne forvandler sig til den fortabte søns omfavnelse, – Evangelisten eller vandringsmanden, som spejler eksistensens søgende bevægelse mellem fortid og fremtid, – Abrahams ofring af sønnen med en gestus af både grumhed og ømhed – Og allermest kendt og værdsat: Gudfaders store, betryggende hånd, som bjærger et menneskebarn fra graven op til det himmelske lys. Somme tider er det Kristi opstandelse, vi ser, somme tider det almene menneskes; graven kan være tom, eller den kan være fyldt af ben, men i alt fald opleves motivet som en tillidsfuld fuldbyrdelse: “Fader, i dine hænder betror jeg min ånd”. Arne Haugen Sørensens ikoniske opstandelsesmotiv opstod angiveligt af den situation, hvor kunstneren i dyb, personlig sorg sad ved en kiste og så sig omkring i et kirkerum uden her at finde trøstende visuelle holdepunkter. Herefter måtte han selv male trøsten: den store hånd, som har poetiske referencer i bibel og salmebog, og som knytter til ved bærende almenmenneskelige ur-erfaringer af omsorg. Det blev Arne Haugen Sørensens gennembrud som bredt anerkendt og værdsat kirkekunstner i Danmark. Her viser jeg motivet, som det i 1996 blev udfoldet i den smukt renoverede Ringkøbing Kirke.

Arne Haugen Sørensen har forladt den ironiske tilgang til tilværelsen for at frugtbargøre den bibelske og kunstneriske tradition så vel som et levende menneskes dybe livserfaringer. Herunder ses Arne Haugen Sørensens prædikestolsfelt i Hindborg Kirke, hvor den udmærkede efterreformatoriske konvention at male evangelister på prædikestole i 1997 blevet tilført nyt liv. For mig kan det gerne være et åndeligt portræt af kunstneren selv. Fotos: Claus Jensen.

2. søn. e. påske, 2. rk. – “Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød”

I forudgående søndags tekst (Joh. 21) blev disciplen Simon Peter kaldet til at være hyrde for menigheden. I dagens evangelium fra Joh. 10 hører vi, at den egentlige hyrde – naturligvis – er Jesus Kristus selv. Jesus tager Det gamle Testamentes smukke hyrdelignelse op og giver den fornyet betydning. Hyrdebilledet handler om den personlige, fortrolige relation mellem Gud og mennesker. Når Kristus er hyrden, er ledelsen tvangfri. Hans hjord er ikke lagt i lænker, ikke drevet af frygt og disciplin, ikke holdt sammen af kontrol- og magtforanstaltninger. Nej, hjorden eller menigheden består af individer, som følger ham frit, bundet af tillid. Det er hyrdens egne ord og handlinger, der skaber tilliden til, at der ikke findes bedre leder. Som hårdt prøvet menneske kender hyrden fuldtud vores vej, også når den vækker angst i “mørkets dal”, eller som det hed i en gammel oversættelse “i dødsskyggens dal”. Hyrden har taget livtag med mørkets magt og givet sit liv for fårene. Hvis vi på livsrejsen gennem mørket taber retning og mod – og det gør vi nok – består alligevel Den gode hyrdes løfte til sine menneskebørn, at “ingen skal rive dem ud af hans hånd”. Det er den evige trøst, at det er ham, der bærer vores tro og tillid, ikke omvendt. Hans løfte tilbyder os fred, også i livskriser og sorg. Ikke mindst ved begravelser er salme 23 en trøsterig poesi med sin paradisvision: …“han lader mig ligge i grønne enge, han leder mig til det stille vand”

Med baggrund af Det gamle Testamentes salme 23 har Niels Skovgaard i 1910 malet et hyrdebillede, som er ren trøst og salighed: et fredfyldt paradis. Niels Skovgaard (1858-1938) har ligesom sin storebror Joakim skabt flere fortolkninger af Den gode hyrde, også voldsomme billeder af hyrdens kamp mod ulven. I det viste billede er dramaet imidlertid tilbagelagt og afløst af fuldendelse: Under en blomstrende jasmin knæler hyrden i saftigt græs ved et rent vandløb, som spejler himlens blå. Han bader omsorgsfuldt sit skadede lams sår. Billedet er malet specielt til Rigshospitalets kirke, hvor intet kan være mere passende end symboler for omsorg og trøst. Vandløbet er også en reference til dåben som i flere andre af Niels Skovgaards grundtvigsk inspirerede værker. Det er en ung, blond dreng, som udfylder lignelsens rolle som hyrde, udstyret med en stav. Den luerøde kappe sammen med solglorien identificerer ham samtidig som Kristus. I det alvorligt indadvendte udtryk kan læses en dyb bevidsthed om lidelsen. – Niels Skovgaard havde som altid gjort omhyggelige modelstudier: af den muskuløse dreng, af lammet (fra herregården Knabstrup) og af jasminen. Dette idylliske billede findes ikke længere på Rigshospitalet, men på Skovgaardmuseet i Viborg. Det er bl.a. gengivet i museets flotte, store bog “Niels Skovgaard – Maler . Billedhugger . Keramiker . Illustrator”. Rigshospitalets kirke har i mellemtiden fået nutidig, god kunst.

Første søndag efter påske, 2. rk. – Kærlighedens taletid

Mon ikke den oftest gentagne sætning i danske præsters forkyndelse er: “Kærligheden er stærkere end døden”. Hvad har vi ellers at komme med? Det er påskefortællingernes maggiterning – og begravelsestalernes. Det er evangeliets triumferende og jublende postulat og vores håbefulde ditto. Sådan er det, og sådan må det være, – men hvordan genkender vi det i vort menneskelivs erfaringer? – – En ældre mand ringede til mig, fordi han netop var blevet enkemand. Hans fortælling om hustruen er altovervejende anerkendende. I den eftertanke, der har døden som baggrund, har kærligheden fuld taletid, støjsenderne forstummer, irritationen viger for empati, tydeligst er nu den mangeårige livsledsagerskes elsk-værdighed. Fra en evig kilde holder Kærligheden sit indtog og uddyber perspektivet: Enkemanden ser nu væsenskernen hos hustruen klart, men også hos sig selv: han ser sig selv som en, der har svigtet: Han havde skældt ud og forbandet sit uheld, han havde brudt sit løfte til konen om at lade hende blive i hjemmet til det sidste, og trods hendes tårer og protester havde han sendt hende på plejehjem. Hun havde foruden tunge, fysiske sygdomme også lidt af fremskreden demens, som han ikke kunne holde ud. Ingen dømmer ham, – det kunne også have været min historie, – men han dømmer sig selv med den uforbeholdne kærlighed som målestok. Det lindrer meget, at hustruen på plejehjemmet som det sidste faktisk havde sagt, at hun elskede ham, men han kan ikke tilgive sig selv. I bønnen om tilgivelse må mennesker række ud efter den store, evige kærlighed, i håb om at den findes. Den findes, og den finder os! Kærligheden viser sig som en fortsat levende kraft, virksom i vor eftertanke, ømhed, taknemmelighed, nye muligheder i livet. Der sker store ting, når kærligheden får taletid! – Og nu til Joh. 21: Efter påske gennemlever vor bibelske identifikationsfigur Peter alle kvaler over at have svigtet Kristus langfredag og fornægtet ham tre gange. I den nye uge finder den opstandne Kærlighed, Kristus i forandret skikkelse, vej til Peter og de andre ved Tiberias Sø, hvor han inviterer dem på sit agapemåltid. Peter må se det som det tilgivelsens tegn, han havde længtes efter. Fortsat er Peters kærlighed krævet: Tre gange spørger Kristus til Peters kærlighed: “Simon, Johannes’ søn, elsker du mig?”, tre gange bekræfter Peter den med stigende bedrøvelse. Kristus giver herefter Peter den største ledelsesopgave, der kun kan ende med henrettelse. Peter følger kaldet; han ved, at kærligheden er stærkere end døden.

Peter Møller (1838-1910) var en habil, konventionel kunstner, som udførte omkring en halv snes danske alterbilleder samt andre religiøse malerier. Her vises et tidligere alterbillede af “Peters kaldelse”, malet 1903 til Hove Kirke ved Lemvig. Vi ser et lidt drømmeagtigt skønmaleri med Tiberias Sø foran et romantisk bjerglandskab med dramatiske formationer; et blændende lys over horisonten bryder igennem disen; i mellemgrunden grupperer disciple sig med den nyvundne kæmpefangst omkring båden, som er trukket på land; på den blomstrende strand i forgrunden ses to personer i samtale: den endnu ikke gråhårede Peter, som angergivent og beæret sænker blikket og lægger hånden på hjertet, og over for ham den lidt højere, hvidklædte – for os temmelig genkendelige – Kristus med oplyst ansigt. Hans replik er: “Følg mig!” Foto: Claus Jensen.

Anden påskedag, 2. rk. – Jesus sagde til hende: “Maria!”…

Da jeg for en halv snes år siden tog den helt rigtige beslutning af flytte til en ny egn, udfordrede det naturligvis følelsen af tilhørsforhold; mennesker omkring mig var oftest fremmede. Lidt efter lidt blev verden venligere, i takt med at flere ansigter lyste op med udtryk for genkendelse, og nogle endog brugte mit navn, når vi mødtes og faldt i snak. Jeg, som selv er sørgeligt dårlig til at huske navne, blev urimeligt glad, når andre brugte mit. Nu hørte jeg til! Personnavnet er forbundet med en identitet, en historie, en fortælling, – ja basalt kan navnet bruges som udtryk for nærhed og somme tider endog for kærlighed. Min barnedåb var – som andres – ikke massekommunikation men helt personlig tiltale, idet netop mit navn blev nævnt sammen med den treenige Guds. Det står fast. Det husker jeg naturligvis ikke, men jeg mindes fra den tidlige barndom, hvordan min mor om morgenen kom ind i soveværelset, trak gardinet til side og lukkede lyset ind, mens hun sagde “Godmorgen, Gitte!”. Mor har jeg forlængst måttet begrave, men hendes melodiske morgenhilsen kan jeg stadig høre for mig. Tilhørsforhold er ikke noget, man kan tage selv; det er noget man kan være heldig at få givet fra ophav og omgivelser, fra det ‘Du’, man som socialt væsen må være rettet mod. – Evangelieteksten fra Joh. 20 er en meget righoldig opstandelsesfortælling. Et af tekstens særtræk er navnets betydning: Den sørgende Maria Magdalene hentes i gravhaven ud af sin ensomhed, fortvivlelse og forvirring, da Jesus giver sig til kende ved fortroligt at kalde hende ved navn: “Maria!”. I samme moment ved hun, hvem han er, og hvem hun selv er; hun ved, at hun er kendt og hører til, så hun kan svare: “Rabbuni”, Min Mester”. Favne ham fysisk kan hun ikke, men fra denne påskedag kan hun og vi i al evighed leve vore liv som svar på den opstandnes personlige tiltale.

Wenzel Tornøe (1844-1907) var en akademiuddannet kunstner, som bl.a. underviste maleren Zahrtmann. Tornøe er især kendt for anekdotiske genrebilleder, hvoraf enkelte har en social appel; det største hit var “En syerske pinsemorgen”, hvor sypigen er faldt i søvn efter nattens udmattende arbejde. Wenzel Tornøe malede i 1884 det alterbillede, som vises her: “Kristus åbenbarer sig for Maria Magdalene”. Her er Maria sunket om på jorden og har væltet sin salvekrukke. Kristus henvender sig direkte til hende og peger samtidig opad som en forberedelse til himmelfarten. Det hænger i Hvidbjerg Kirke, Morsø. Også til Mammen og Hjarnø Kirke har Tornøe malet altertavler. Foto: Claus Jensen.

Påskedag, 2. rk. – “Skynd jer hen og sig, at han er opstået fra de døde”

Grundvolden vaklede, jorden skælvede, gravvagterne blev slået omkuld som ved et lynnedslag. Kvinderne, der stod den korsfæstede nærmest, havde umuligt kunnet sove; i det tidlige daggry var de søgt ud til graven, drevet af forfærdelse og sorg over det tab, som havde tømt deres liv for indhold. Alt hvad de havde i behold, var et fattigt håb om i det mindste at kunne få lov at vise det døde legeme en sidste omsorg. Nu var end ikke den kære krop at finde. Virkelighedsbilledet var krakeleret, gravstenen væltet, graven tom. Hvad kvinderne erfarede den tidlige morgen ved gravhulen, kan ikke forstås endsige forklares. Hvad vi ved, er imidlertid, at disse kvinder herefter rejste sig og gik videre med deres liv, ja meget mere end det: de løb fra dødens have med glæden ud i verden. Hvordan forvandledes kvindernes forfærdelse til mod? Hvordan blev handlingslammelse til iver? Hvordan gik det til, at den lille chokerede og fragmenterede personkreds, der ellers så vidt muligt “holdt sig skjult af frygt for jøderne”, fra dag til dag kunne give sig gudsfrygt og dødsforagt i vold “med stor glæde”? Vi har kun de mere eller mindre usammenhængende, sære og skønne beretninger om syner og budskaber, der ændrede alt – også for os. Kristendommens tilblivelse var en overraskelse. Jesusbevægelsen var gået i sig selv, om ikke den var blevet kickstartet af et glædeschok: “Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus den korsfæstede. Han er ikke her, han er opstået, som han har sagt. Skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham”. Med de første vidners nyvundne “store glæde” kunne der skabes menighed – og verdenskirke. – Når det er vores tur til at stå i dyb sorg ved en kiste, har vi stadig ikke bedre livline end kvindernes sære og skønne fortælling. Må den rejse os op! Glædelig påske!

Den grundtvigske valgmenighed i Havrebjerg fik i 1906 som alterbillede Viggo Pedersens glødende vision af påskemorgen. Viggo Pedersen (1856-1926) tilhørte Skovgaardkredsen og var kendt for landskaber og skildringer af familieliv med hustru og barn foruden bibelske motiver med både koloristisk kraft og religiøs alvor.