Kunst til kirkeåret

Langfredag

Nu rækker ingen ord! Mørket lukker sig om Guds Menneskesøn. Den spæde Maria, som på bebudelsesdagen håbefuldt sagde ja til det kommende, er nu den ældede og tærede mor til en mishandlet og død søn. Findes større sorg ? Hun skjuler sit ansigt for det ubærlige og løfter anråbende sine foldede hænder mod himlen. Hvor skal hun gå hen med sin smerte, om ikke til den Gud i himlen, som synes lysår borte – og dog er helt nær ?

Harald Slott-Møller malede et tidligere vist billede til Mariæ bebudelse. Her en halv snes år efter følger han det op med billedet til langfredag, som efter klassisk forbillede viser Maria og disciplen Johannes omkring korset på Golgata. Det blev malet i 1936 til kirken i Vester Velling i Midtjylland, hvor Harald Sloth-Møller kom meget. Foto: Claus Jensen.

Skærtorsdag

Behøver vi at blive mindet om, at måltidet er betydningsfuldt, ikke kun fysisk, men åndeligt? Det er fællesskabsstiftende, kulturbærende og en tilbagevendende anledning til at påskønne det givne. Det gælder i særklasse om det jødiske påskemåltid, at det er en fællesskabsbekræftende og kulturbærende rite. Det formidler Gudsfolkets mytiske historie, ingrediens for ingrediens: Ikke bare er offerlammet sakralt, den revne æblesalat er leret i Faraos teglværker, de salte urter er folkets udgydte tårer, ja, hele udfrielsen fra Egypten kommer på tallerkenen. Jesus knytter under sit afskedsmåltid ved påsketid nye tydninger til mad og drikke. Det har været bemærkelsesværdigt og uforglemmeligt, men det er ikke uden for forståelseshorisonten. Det gav mening for deltagerne dengang, og det må give mening for os i dag, at han identificerer vin og brød med sin død og sit liv og derved udlægger både sin død og sit liv som en gave til bordfællerne, en gave at leve videre på. Hvor trøsterigt i afskedstimen, at perspektivet er evigt, og nærværet peger fremad: “Fra nu af skal jeg ikke drikke af vintræets frugt, før den dag jeg drikker den som ny vin sammen med jer i min faders rige.”

Mit udvalgte billede til dagens Matthæustekst er Knud Larsens nadverbillede fra 1907 i Sankt Johannes Kirke i Aarhus. Det har heldigvis fået lov at blive hængende sammen med Arne Haugen Sørensens værdifulde, anderledes moderne glaskunst. Knud Larsen har bidraget med et naturalistisk maleri, som med sin sparsomme, fokuserede lyssætning skaber en intim aftenstemning med intenst nærvær. Anspændtheden hos disciplene er skildret med psykologisk troværdighed og individualitet i kropssprog og mimik. Den bombe, at en forræder er tilstede, er netop detoneret. Judas vender ryggen til. De andre suger hvert ord og hver gestus til sig. I den tilspidsede situation må forløsningen hentes hos Kristus selv, og lige nu siger han om brødet: “Tag det og spis det; dette er mit legeme” – og om vinen: “Drik alle heraf, dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange til syndernes forladelse” – og så følger de løfterige ord om, at han igen skal drikke ny vin i Guds rige sammen med sine bordfæller – ja sammen med alle sine utallige bordfæller.

Kunstneren professor Knud Larsen (1865-1922) var især portræt- og genremaler. Han har udsmykket flere danske kirker, og endnu flere kirker har kopier efter hans værker. Foto: Claus Jensen.

Palmesøndag – Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel

Palmesøndag er læsset med forventninger – fra det gamle testamentes politiske messiashåb til kirkefolkets utallige sjælelige længsler. Obama førte sin præsidentkampagne med “hope” som nøgleord. Alverdens forhåbninger fik i 2008 ny ilt og bar ham ind i Det Hvide Hus. Nobels fredspris fik han også, før drømmene kolliderede med en mere beskidt virkelighed. Verden må ledes efter bedste skøn, men bestandigt må vi revurdere vore utopier og erkende, at træer ikke vokser ind i himlen. – Palmesøndag møder vi den anderledes leder, der aldrig tog verdens magtkampe på sig. Signalet var, at han kom på et æsel og ikke på en stolt stridshest. Om hans indtog bruger min bibel ordet sagtmodig. Er det overhovedet et ord, der kan forstås? Forveksles sagtmodighed i dag med taberadfærd snarere end sjælsstyrke? Ordbogen foreslår oversættelsen ‘mild og tålsom’. Om Jesus kan vi uddybe, at han som den sagtmodige ikke søgte sit eget, men gav afkald for menneskers skyld. Og netop derved gik han vejen til det træ, der vokser ind i himlen.

Kirkekunstneren Simon Aaen (f 1978) maler landskaber i en sitrende impressionistisk stil, hvor lys og farver flimrer, og konturer sjældent trækkes hårdt op. Han har gjort en delvis undtagelse i dette maleri af Jesu indtog i Jerusalem. Det hårdtoptrukne er muren om Jerusalem, eller rettere ruinen efter fordums forskansning og storhed. Borgruinen minder mig om tabte magtkampe og falmede utopier. Med spinkle, skitseagtige strøg males bibelhistorien ind i Simon Aaens landskabsbilleder. Jesu indtog på æslet er mere anelsesfuld end manifest. Det er som en erindret fortælling eller et sårbart håb, og måske netop sådan et billede af sagtmodighed.

Simon Aaen har i det sidste årti udsmykket en håndfuld danske kirker med både glaskunst og malerier på altertavler og prædikestole. Hans altertavle i Haverslev Kirke i Himmerland fik i 2011 på venstre fløj et billede af Indtoget gennem Jerusalems port. Her er landskabet skildret med farver fra den danske vegetation, og den ridende Jesus fortoner sig i det blågrønne. Ovenfor ses den tidligere version med det tørre landskab med det sorte tjørnekrat, set i Galleri Emmaus i Haslev. Jeg siger Niels Clemmensen mange tak for foto fra Haverslev Kirke.

Glædelig Mariæ Bebudelse!

Den symbolistiske maler Harald Sloth-Møller (1864-1937) udtalte i tilbageblikket på sit livsværk, at han anså sit billede af Mariæ Bebudelse for det mest vellykkede. Måske er det hans billede fra o. 1929, som hænger i Herlufsholms Kirke. Eller måske er det dette enklere maleri fra 1926, som er i privateje ? Her ser vi Gabriel i yndefuld profil over et italiensk landskab med solbeskinnet kirketårn. Den unge, hvidklædte Maria har lukket øjnene, som traditionen byder, fordi bebudelsen er en indre begivenhed. Hun er gledet ned på knæ og har rakt hænderne rakt frem i en bedende, modtagende gestus. Og se, hvor jordbunden svulmer af friske forårsblomster: primula, liljer, krokus og konvaller. Her rører himlen ved jorden!

Nedenfor ses motivet i en senere version i en udskåret kunstrammes arkadebuer; – rammen symboliserer måske Det Ny Jerusalem. I denne fortolkning er Maria sortklædt og sårbar og holder sine hænder ind til brystet. Vi kan forestille os, at hun netop var på vej ud efter vand, og nu i befippelse har tabt sin lille kobberspand. Billedet er blevet flyttet fra Herlufsholms Kirkes dåbsværelse ind i kirkens søndre korsarm, forhåbentlig til glæde for mange.

Jeg tænker på de to fortolkninger som to trin i fortællingens forløb: Den sortklædte Maria viger ængsteligt lidt tilbage, den hvidklædte har sagt ja! “Se, jeg er Herrens tjenerinde”. Foto fra Herlufsholm: Claus Jensen.

Mariæ bebudelse

En pige overhales af virkeligheden. Det uforudsete bryder ind. Det er ubelejligt og uoverskueligt, men hun modtager det uventede som en opgave til netop hende, og hun udfylder sin plads i den store, hellige sammenhæng. Med sit kvindeliv og sit hjerte kommer Maria til at bære med på Guds store fortælling om kærlighedens suverænitet.

Mariæ bebudelse er her ved forårstid så velkomment et håbstegn, som et mildt lysstrejf mellem fastetidens konfrontationer og påsketidens voldsomme drama. Helligdagen falder som dug på slagne enge. Bebudelsen har da også inspireret til den mest inderlige og yndefulde kunst fra romanske stenbilleder til samtidsværker. Traditionen om Mariæ bebudelse har så meget at byde på. Det er en lystrejse at fordybe sig i eksempler på skønne, traditionelle billeder af Gabriels besøg hos Maria – i den rene celle, i bøn, ved læsepulten, ved husligt arbejde… Enhver periode har sin rammesætning. Her vælger jeg imidlertid med nogen bæven at vise en dristig og meget anderledes visuel fortolkning: Carsten Auerbachs ‘Inkarnation’, måske fra 2012, som er vist på Galleri Emmaus i Haslev. Vi mindes om det nye livs mirakel. Vi ser en torso med et blodrødt hjerte og tolker det i dagens anledning som Marias moderhjerte. I hjertet ser vi et lille mørkhåret barnehoved omsluttet af en hånd. Den nedadgående røde stribe er det levende menneskes blodårer. Den handler dertil om lidelsen, som både barnet og dets mor skal gennemleve. Men samtidig træder billedet af en rød rose frem som velkendt symbol for både Maria og for Kristus. ‘Den yndigste rose er funden’, og Guds store fortælling kan fortælles.

Mariæ Bebudelse i et udsnit af den smukke kalkmalede frist fra o. 1300 i Østerlars Rundkirke. Foto: Claus Jensen.