Kunst til kirkeåret

Seksagesima søndag – “Med Guds rige er det lige som med”…

Mens 1. tekstrk. fortæller lignelsen om Sædemanden, bringer 2. tekstrk. fra Mark.4,26- de kortere billedord om vækst. Guds rige er som en tilsået jord, hvor kornet spirer og vokser af sig selv og giver “afgrøde, først strå, så aks, så fuld kerne i akset”. Eller Guds rige er som et lillebitte sennepsfrø, der “bliver større end alle andre planter…, så himlens fugle kan bygge rede i dets skygge”. Det er billedord om, at den spæde begyndelse ikke skal undervurderes. Der er ingen modsætning mellem at arbejde i det små og at have store visioner. Vi må arbejde med håb, men også med tillid til, at det går an at være tålmodig. Livet er ikke bare noget, vi gør, men noget vi får. Opgave og gave. 2017 Sdr. Rind Billede1

Peter Ejlerskovs glasmosaikrude (ovenfor) 
og alterbillede (nedenfor) fra 2017 i 
Sdr. Rind Kirke, Viborg Stift

Landbrugskultur eller ej, de agrare billeder er lige så yndede og uvisnelige, som de er smukke, også i moderne dansk kirkekunst. Sdr. Rind Kirke i Viborg stift har frem til 2017 gennemgået en store restaurering og i den forbindelse fået ny farvesætning og kunst af Peter Ejlerskov (f. 1964), omfattende dels en farveløs glasmosaikrude med et enkelt kornaksmotiv, dels et alterbillede med en abstraktion over Sædemanden i landskabet. Peter Ejlerskov har længe været på banen med bibelske motiver, og her fik han sin første kirkeudsmykning.

Ekspressionisten Peter Brandes har arbejdet med det samme motiv i ikoniske, teologisk betydningsladede billeder. Peter Ejlerskovs maleriske udtryk kan i det ydre minde om Brandes’, men han arbejder mere impressionistisk, idet han omsætter sine sansninger af og refleksioner over det lokale landskab. Billederne har jeg fundet i kirkens egen smukke udgivelse om kirken, hvor de lange kirkehistoriske linjer er trukket. Ejlerskovs fortolkning kan læses her: “Kornakset. Netop dette tema er valgt i respekt for den lange historie som landsbykirke placeret midt i det danske landskab. Kornakset giver associationer til en række kristne temaer som på den måde er flettet ind i hinanden i udsmykningen. Det daglige brød. Brødet der brydes. Sædemanden der sår. Og med det spirende som udtryk for en ny begyndelse, også den uundgåelige ende.”

2017 Sdr. Rind Billede1

Om Sædemanden på altertavlen skriver Peter Ejlerskov bl.a.:”Sædemanden går så at sige i ét med det land, han tilsår som et symbol for, at der skal arbejdes for det daglige brød, og at mennesker er afhængige af jordens gavmildhed… Mit håb er, at kirkens gæster kan fornemme det midtjyske landskab, mærke vinden og dufte mulden. genkende de mørke konturer af skov…Og ikke mindst genkende den høje himmel. Men målet er ikke blot at beskrive en situation og et landskab, men i lige så høj grad en følelse af storhed i det små”…  Nedenfor Claus Jensens foto af Sdr. Rind Kirkes altertavle 2017 Peter Ejlerskov, Sdr. Rind ViborgStift_SønderRindKirke(1200)_PeterEjlerskov,2017_alterbillede tilh Moderne Kirkekunst_BennyGreySchuster_ID3643

Hvad sennepskornet angår, kender jeg ikke nogen mere overdådig billedtolkning end Berit Hjelholts. Denne uvurderlige billedvæver levede 1920-2016. Hendes gobelin i folketingssalen er blevet fjernet, men i mange kirker lever hendes kunst fremdeles.

1989 Berit Hjelholt Sennepsplanten Ellebæk Claus DSC00506[8427]

"Sennepstræet" er motivet for Berit 
Hjelholts store tæppe fra 1989 på 
altervæggen i Ellebæk Kirken i Holstebro.
Foto: Claus Jensen

 

 

Kyndelmisse

1400ca Kalkmaleri med kyndelmissemotiv i Højby Kirke Odsherred DSC05125 Claus

I Højby Kirke, Odsherred, findes 
ualmindeligt smukke og righoldige 
højgotiske kalkmalerier fra o. 1400. 
Her ser vi en særligt elegant tegning 
af kyndelmisse-motivet: Som Lukas 
beretter i kap. 2 , "fremstilles" 
Jesusbarnet efter Marias renselse. 
Hun rækker i templet sit barn frem 
til den profetiske gamle Simeon, som 
udbryder i lovprisning for barnet som 
"et lys til åbenbaring"...  
Til højre står Josef med sin kurv med 
det obligate renselsesoffer bestående 
af duer. Til venstre står en kvindelig 
slægtning (?) med et flot højt lys, 
som har både metaforisk og rituel 
relevans. Foto: Claus Jensen

Kyndelmisse betyder lysmesse. I den katolske kirke er kyndelmisse blevet fejret med lysprocessioner og indvielse af alle de lys, der i årets lys skal bruges i kirken.

Dagen  markerer Jesusbarnets fremstilling i templet på Mariæ renselsesdag, 40 dage efter fødslen. Iflg. moseloven var kvinden nemlig uren 40 dage efter at have født. På renselsesdagen skulle der ved et drengebarns fødsel bringes et offer bestående af et par duer.

Ved kyndelmisse 2. februar fejrer vi ‘folkeligt’, at vi nu kan se tilbage på halvdelen af vinteren (halvdelen af vinterhalvåret mellem 1. nov. og 1. maj = den periode dyrenes vinterfoder skal række), – selvom nogle af os i dette år 2020 sandt at sige stadig spejder efter lidt vinter.

 

Betroede talenter – Søndag septuagesima, den 70. dag i nedtællingen til påske

1976 Skærmbillede 2020-02-02 10.08.41

Et par af Ib Spang Olsens tegninger 
til Johannes Møllehaves gendigtning 
af Jesu lignelse om De betroede 
talenter, udgivet 1976

I Matt. 25 fortælles Jesu lignelse om de betroede talenter. En talent var på bibelens tid en målangivelse for en mængde ædelt metal, faktisk en stor formue. I dag taler vi om et talent som en udpræget evne. I Johannes Møllehaves fortolkning af lignelsen graves talenten/talentet ned af den tjener, som fik mindst betroet, fordi han forgiftedes af sit misundelige blik på de andre. Han så sig selv som underpriviligeret og forurettet og satte sig så hen for at dyrke sin bitterhed mod livet. I denne giftige sammenlignings perspektiv kunne han ikke se, hvor betroet og privilegeret han dog var med sin ene talent, og dermed lukkede han sig ude fra livet. Matthæus sætter – sin sædvane tro – trumf på lignelsen med en straffetale. Det bærer straffen i sig, eller rettere: det er en straf i sig selv at vende ryggen til livet i bitterhed. – Lignelsen er måske uhyggeligt aktuel i vores sammenlignende kultur, hvor andre menneskers succes på alle skærme iagttages med et hvileløst rivaliserende blik, – som om der ikke var andre identiteter end identiteten som superstjerne eller identiteten som offer. Evangeliet tilbyder en tredje identitet: som det dyrebare menneske, livet altid kalder på.

De betroede talenter i Johannes Møllehaves gendigtning er udgivet i 1976 af Selskabet Bogvennerne. Bogen er fint illustreret af tegneren Ib Spang Olsen (1921-2012). Et par bogopslag, som viser den bitre tjeners handling og udtryk, må være denne søndags ‘Kunst til kirkeåret’.

Sidste sø. e. helligtrekonger, 2. rk. – “Hvis hvedekornet dør, bærer det mange fold”

Evangeliet fra Joh. 12 har en svimlende spændvidde mellem angst og håb: Der trøstes med løfterige ord om “herliggørelse”, “ophøjelse”, “evigt liv”, og vi nyder billedtalen om en gylden høst, hvor hveden “bærer mange fold”. Men hvedekornet må forinden “falde i jorden og dø”. Det er tid at miste, at ofre, at give slip; det er deri, rigdommen ligger begravet. Lidelseshistorien lader sig ane i horisonten, og lidelse kalder angsten frem hos os og hos Jesus, hvis sjæl er “i oprør”. Men også i denne grænsesituation viser kærligheden sig suverænt at overbyde angsten. Fra højeste sted bekræftes, at alt er som det skal være, fordi kærligheden bærer.

2005 Maja Lisa Engelhardt Den opstandne i Guldramme med kornaks kristus_maleri vestvæg Skannerup

Maja Lisa Engelhardt "Den opstandne", 
Skannerup kirke 2005. foto: Claus Jensen

I kirken forbinder ordet om hvedekornet sig med nadveren. Kernen, som ofres for at give liv og kraft, er konkret nærværende i gudstjenestens nadverbrød, der som “Kristi legeme” rækkes til millioner af kristne verden over.

Hvedemotivet har i sin smukke enkelhed fristet mange kirkekunstnere, også den meget værdsatte kunstner Maja Lisa Engelhardt (f. 1956). Hun har forsynet sin matforgyldte billedramme med spredte hvedeaks i stuk. Det smukke ikoniske maleri af en Kristus med lukkede øjne er meditativt og anelsesfuldt med sin slørede fremtoning i dunkle og varme farver. Maja Lisa Engelhardt kalder billedet “Den opstandne” og bekræfter, at inspirationen her som i al hendes kirkekunst udgår fra perioden mellem påske og himmelfart, hvor Kristus er “glædesbringer og ledestjerne”. Men kunstnerens opstandelses-epifanier er undertiden dunkle som skyggebilleder, gådefulde som de er. Billedet fik plads på Skannerup Kirkes vestvæg i forbindelse med en stor restaurering i 2005. Med denne placering er det “et godt farvel til det, man har fået givet i gudstjenesten”… “Mit udgangsbillede forsøger at give, som i et aftryk, et billede af Kristi ansigt. Må han være til stede for den, som tror”

Tro er fast tillid til det, der håbes på… 3. søn. e. helligtr., 2. rk

Teksterne om tro begynder denne søndag med en gammeltestamentlig tekst om troens fader Abraham, som efter nogen guddommelig overtalelse bevæges til at tro på forjættelserne. Paulus mønstrer i epistlen flere eksempler fra GT til støtte for sin berømte definition af tro: “Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses.” –  Men i evangeliet Luk 17, 5- er der ingen troshelte. Her fremgår det, at hvis troen er en verdensomvæltende kraftkilde, er det en kraftkilde, som disciplene IKKE har, end ikke “som et sennepsfrø”. Disciplene beder Jesus: “Giv os en større tro”, og – som vi må forstå – har de ikke meget at påberåbe sig. Den verdensomvæltende kraft tilhører den suveræne Gud, ikke mennesker. For os mennesker er tro ikke en kapacitet eller præstation, men en tilflugt og et tilhørsforhold, som bærer og sætter retning.  – Så kommer vi til tekstens lignelse om, at tjenere/ disciple, der har gjort, hvad de “har fået besked på”, kun er “unyttige tjenere”, som ikke har krav på tak fra deres herre/ Gud. I demokratiske tider er  dette feudale eksempelmateriale (om enevældige godsejere m.v.) noget fremmedgørende, men Guds suverænitet er pointen, og vi kan overvinde historiske støjsendere ved med Jesus billedligt at kalde Gud “far”, – eller hvorfor ikke mor, bedstemor, bedstefar?

Den store færøske kunstner Sigrun Gunnarsdottirs (f. 1950) har bl.a. skabt det herlige både enkle og underfundige billede “I bedstefars båd”. Kunstnerens billeder har ofte flere lag, og bedsteforældrene repræsenterer gerne tro og tryghed. I billedserien “Mig og bedstemor” sikrer bedstemor med salmebogen, de store hænder og det ternede forklæde, at der i barnets verden er op og ned, fodfæste såvel som højt til himmelen. Billedet “I bedstefars båd” kan også give en symbolsk mening fra sig: Båden på dybet repræsenterer menneskelivets usikre færd, men bedstefar giver sejladsen tryghed, drift og retning. De små rorkarle gør deres bedste, men pointen er ikke deres præstation; det er deres tilhørsforhold, som giver dem tillid og livsmod. Menneskebørnene er sådan set “unyttige tjenere”, men både set, elskede og udfordrede.

Sigrun Gunnarsdottir I bedstefars båd 16iabbasabati

Sigrun Gunnarsdottir (f.1950) "I bedstefars båd". 
Sigrun Gunnarsdottir har udstillet på Galleri 
Emmaus i Haslev, hvor man også har solgt en smuk 
bog om hendes kunst.
2013 Sigrun Gunnarsdottir En af mine mindste Picture1
Sigrun Gunnarsdottir "Disse mine mindste"

 

 

2. sønd. efter helligtrek. 2. rk. Det vand, jeg vil give, skal blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv.

2016 Signe Lewis og Till Junkel, Claus P1020423

Fortællingen i Joh. 4 om Jesus og den samaritanske kvinde ved Sykar brønd er righoldig og underfundig, ja uudtømmelig. Evangeliet er generøst og overstrømmende. Vi forstår intuitivt det rene, levende vand som Guds nåde, som en kærlig hilsen til os fra skabelsens morgen, en stadigt livgivende gave, som vi kan misbruge og forurene, men ikke selv producere.

I kirkens liv forbinder evangeliet om det levende vand sig med dåbens tegn. Blikket glider til døbefonten. På gulvet udenom Snesere Kirkes middelalderlige døbefont har Signe Lewis og Till Junkel i 2016 skåret fortællingen om det strømmende vand ud – ikke i pap men – i Ølandsklinker og terrazzo i forskellige nuancer. Det ser overdådigt ud. Det “flyder” over alle bredder; helt ud i våbenhuset. Det følger dåbsbarn og andre kirkegæster på vej ind og ud, ud i livet. Den og det hellige følger med os.

Efter en rejse til Israel, hvor der på liv og død kæmpes om helligsteder og konkrete arvelodder, vil jeg fryde mig over det Jesusord i dagens tekst, som epokegørende bør løfte kristendommen ud af alverdens kampe om rette kultsteder. Det hellige er ikke et sted! Jesus beroliger den samaritanske kvinde med, at hendes mellemværende med Gud hverken handler om patriarkers grave eller Jerusalems arkæologi eller bygningsværker, for “der kommer en time, ja, den er nu, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed”.

2016 Signe Lewis og Till Junkel Snesere P1020422.jpg

Signe Lewis og Till Junkel er en veluddannet dansk-tysk 
kunstnerduo, som er født i 60erne og bosat i Stege. 
De har i Snesere Kirkes gulvplan i 2016 udført et stort 
skulpturelt kunstværk i Ølandsklinker og terrazzo i 
forskellige nuancer, der 'flyder' som vand i formationer 
fra døbefonten op mod alteret og ned mod udgangen.
Foto: Claus Jensen