Kunst til kirkeåret

19. sønd. e. trin. 2. rk. – “Kom og se!”

Tidligt i Johannesevangeliet udpeger Døberen Jesus som Guds lam, og der fortælles om, hvordan disciple slutter sig til Jesus; den ene følges af den anden. De genkender Messias i Jesus, og de føler sig genkendt af ham. Filip kaldte på Nathanael: “Kom og se!” Men Nathanael var allerede på forhånd set af Jesus som ham, der havde stået i det fjerne under et figentræ, ham der var en israelit uden svig. Det udløste Nathanaels bekendelse sådan at være set og kendt, og Jesus stillede ham mere i udsigt: “Tror du, fordi jeg sagde til dig, at jeg så dig under figentræet? Du skal få større ting at se end det”…. “I skal se himlen åben og Guds engle stige op og stige ned over Menneskesønnen.”

Der findes faktisk en dansk kirkeudsmykning med netop dette motiv: Nathanael stående under figentræet, i ånden set af Jesus, mens Filip kalder: “Kom og se!” Det er motivet i tympanonrelieffet over indgangen til Filips Kirke på Amager, udhugget o. år 1927 af Johan Rudolf Carl Nielsen (1863-1952), som bedst er kendt for arbejdet som arkitekt, bl.a. på Davids Kirke og Blågårdskirken i Kbh. Som udsmykning af indgangsportalen til Filips Kirke er motivet et signal om en inkluderende kirke, hvor den ene i menigheden gerne kan tage den anden med: “Kom og se!” – i håb om store ting.

“Menneskesønnen”, i 3. person, synes at være Jesu foretrukne selvbenævnelse – med notationer af såvel en mytisk, himmelsk skikkelse som en af os. Evangelisterne kæmper med at identificere Jesus, der sprænger etablerede religiøse kategorier. Den traditionelle Messiastitel, som i teksten bruges af Andreas, var jo normalt ikke forbundet med offeret. Det er derimod den benævnelse, Døberen bruger i sin egenartede bekendelse: “Se, dér er Guds lam.” Lammet associeres til ordene i Esaias’ sang om Herrens lidende tjener, sonofferet, der som et får føres til slagtning.

I 1930 skabte den meget værdsatte kirkekunstner Niels Skovgaard, Joakims yngre bror, til Rørdal Kirke i Aalborg en festlig altertavle med titlen “Se, det er Guds-lammet”. Det myldrer med får og lam på altertavlens ramme, så vi også må tænke på den gode hyrde. Johannes Døberen peger i maleriet på Kristus, som kommer gående forbi og altså vises i profil. Foran denne ophøjede skikkelse knæler en rygvendt discipel – en identifikationsfigur for enhver i menigheden. Alle bærer prydede glorier. Billedet er et saligt glimt, hvor Guds engle ses stige op og ned i skikkelse af forgyldte relieffer på altertavlens ramme. Foto er – med tak – fundet hos Niels Clemmensen, der på forbilledlig måde har gennemfotograferet og kommenteret samtlige kirker i Aalborg Stift.

18. sønd. e. trin. 2. rk. – “I er grenene”

Vi lever af vore sammenhænge: med naturen, med hinanden – biologisk og åndeligt; først og sidst lever vi af vores sammenhæng med livets kilde. Den livsbærende sammenhæng anskueliggøres med et af Johannesevangeliets billedskabende ‘Jeg er’-ord: “Jesus sagde: Jeg er det sande vintræ, og min far er vingårdsmanden…. En gren kan ikke bære frugt af sig selv…. Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt”

I ritualbogens faddertiltale bruges den smukke, gamle havebrugsmetafor for dåben, at barnet er indpodet i Kristus. Fadderne tilskyndes til ved bøn og kristen oplæring at drage omsorg for, at barnet “må blive i Kristus, ligesom det nu ved dåben er indpodet i ham”.

Det giver så god mening, at Jette Vohlerts nye udsmykning i Give Kirke (2017) bl.a. har forsynet den genåbnede dør bag døbefonten med en bronzeskulptur af et spirende træ. Den smukke romanske granitfont hvisker om sammenhæng gennem generationer og bærer selv et traditionelt symbol for livstræet i sin tovsnoning langs kummens rand. Dér vælder lyset nu ind gennem den gennembrudte mur, og et levedygtigt træ fyldt af knopper tegner sig i ruden – som et billede af det vintræ eller livstræ, dåbsbarnet indpodes i. – Vi lever af vore sammenhænge!

Den meget anerkendte billedhugger Jette Vohlert f. 1944, som har hentet inspiration i både antikken og modernismen, har skabt mange værker til offentlige rum og flere seværdige kirkeudsmykninger, bl.a. i Skrydstrup.

17. sønd. e. trin. 2. rk. – “kommet for at kalde syndere”

Kristus samler sig en menighed af syndere; andet materiale gives nu engang ikke at bygge kirke af. Den økonomisk umoralske tolder Levi er Markusevangeliets case: Han hentes ind i det uhørt inkluderende Kristusfællesskab – til fortrydelse for de lovkyndige, der har gjort sig anderledes umage for at leve et ordentligt liv: Hvorfor vælger Jesus at degraderes ved at spise med så dårligt selskab? “Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere”, lyder svaret. Jesus sætter noget nyt i verden ved at gøre tilgivelsen fællesskabsstiftende. Den må sprænge de gamle rammer; det er “ung vin på nye sække”.

I grunden kan ethvert nadverbillede være en ‘illustration’ af dette evangelium. I nutiden er Arne Haugen Sørensen en af de kirkekunstnere, der skildrer måltidsfællesskabet aldeles uden idealisering af deltagerne: Der er uden tvivl slyngler til bords, der er anarki og mange dagsordener. Det fællesskabsstiftende er og bliver netop tilgivelsen. Det viste maleri er Arne Haugen Sørensens alterbillede fra 2004 til Herning Valgmenighedskirke, fundet på kirkens hjemmeside. Kunstneren har også udsmykket kirkens ruder.

16. sønd. e. trin. 2. rk. – Lazarus, kom herud!

Vi står ved nye og gamle grave med vore savn. Kunne vores kærlighed bare nå frem til ham eller hende! Her ved gravene, hvor håb tager livtag med tvivlen, længes vi efter at turde tro på evangeliets klare ord om en kærlighed, der kan nå frem. Vi vil høre Johannesevangeliets fortælling fra Lazarus’ grav, hvor Kristi stemme bryder igennem mulmet. Fortællingen om, at Kristus kalder den døde til livet, giver sørgende mennesker et dyrebart tegn på Guds kærligheds ustandselighed.

Til sidste søndag viste jeg Karl Isaksons maleri af Jesus hos Martha og Maria. Også Lazarus’ opvækkelse har Karl Isakson fortolket i et maleri, hvis farver fortæller en stærk historie om, at livet, kærligheden og varmen i Guds navn får magt over død og kulde. Maleriet er fra 1921 og hænger på Moderna Museet i Stockholm

Det samme motiv fortolkes på den danske kirkekunstscene, fx i Joakim Skovgaards fresko i Viborg Domkirke fra o. 1900: Med Skovgaards karakteristiske ‘tæppemaleri’ klædes katedralens mure på med levende og dekorative bibelfortællinger i flere niveauer. Skovgaard breder frelseshistorien ud i en harmonisk malet kulisse, der balancerer mellem en to- og en tredimensionel fremstilling i respekt for rummets egne arkitektoniske flader. På et vægstykke samles motiverne Lazarus’ opvækkelse og Jesus hos Martha og Maria (sidste søndags tekst) neden under Jesu indtog i Jerusalem, hvor Jesus selv – under hyldest – rider ind i mulmet.

Som en note kan oplyses, at Skovgaards assistent Niels Larsen Stevns i 1905 kopierede scenen med ‘Jesus hos Martha og Maria’ som selvstændigt alterbillede til Hersom Kirke ved Møldrup i Midtjylland.

15. sønd. e. trin. 2. rk. – Jesus hos Martha og Maria

Luk. 10 fortæller om Jesu besøg hos Lazarus’ søstre Martha og Maria, hvor Martha flittigt varter gæsten op, mens Maria sætter sig og lytter til ham. Den ene søster irriteres over at være alene om det huslige slæb, den anden prøver at overhøre søsterens rastløse foretagsomhed. Vi kender sikkert begge roller fra os selv, og her får vi så lov at sænke skuldrene. “Martha! Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting. Men ét er fornødent. Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende”. Meningen er nok ikke, at vi generelt skal lade andre om arbejdet, men at vi må slippe den eksistentielle uro. Vi skal og kan ikke rastløst præstere os til fylde i tilværelsen; finder vi livets fylde, er det som en glæde i nærværet, modtaget med tro og tillid. Nåden er som gave lige så tilgængelig for små børn som for forslidte gamle koner; den er ikke summen af flueben på ‘to-do-listen’.

Den svensk-danske maler Karl Isakson (1878-1922) malede få år før sin død dette bemærkelsesværdige oliemaleri af Jesus hos Martha og Maria – med bror Lazarus som bisidder ved det dækkede bord tv. Isakson havde besøgt den danske kristne modernist Niels Larsen Stevns og følte sig underlegen i sammenligning. Isaksons religiøse billeder bevidner dog, at han tog ved lære af Stevns’ betydningsladede brug af lyset og farvernes glød. Farverne giver billedet liv og intensitet og kan løfte dets budskab til et metafysisk plan. Mens Marthas rygvendte og travle silhuet er næsten skræmmende sort, fremhæver Marias luerøde hovedklæde hendes hengivne opmærksomhed. Hun er med krop og sjæl vendt mod Jesus, der behersker billedet som en rolig, himmelblå gestalt. Marthas sorte skygge formår ikke at afskære den intense kontakt mellem Jesus og Maria. Vi kender Jesu replik og kan næsten høre ham kalde Martha ud af rastløsheden og ind i lyset. – Billedet, som er i privateje, har jeg fundet gengivet i Mikael Wivels fremragende klassiker “Lysets tøven” om Niels Larsen Stevns.