Livets brød og vin i pinsens lys.
I 2008 fik Sørbymagle Kirke, Gladsaxe, en ny altertavle med Adi Holzers lysende nadverbillede i hovedfeltet – efter bedste lutherske anvisning. På fløjene omkring den indbydende nadverscene ses motiver fra langfedag og påskemorgen. Topstykket viser en lysende due og andre gudssymboler på gylden baggrund. Så er der fest!
Niels Skovgaards fresko fra 1911 i Høve Valgmenighedskirke, Slagelse, er i sig selv en lysende pinseprædiken ved at fremhæve duen som Helligåndsmotiv i synergi og symmetri med korset.
Intet skiller nu mennesket fra adgang til Guds kærlighed. Niels Skovgaard illustrerer triumfbuens Brorsoncitat om det sønderflængede tempelforhæng ved at male forrevne blå tråde om triumfbuen. Herfra ledes blikket til koret, alteret og nadverbordet, en uforbeholden paradisvision, – udført næsten samtidig med, at storebor Joakim skabte sin berømte paradisvision i Viborg Domkirke.
Iflg. anden tekstrk. til 2. pinsedag læses i Joh. kap. 6 om JESUS SOM LIVETS BRØD, Johannesevangeliets pendent til nadverindstiftelsen: “Den, der tror, har evigt liv. Jeg er det brød, som er kommet ned fra himlen; den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, som gives til liv for verden”…
2. pinsedag fejres i det danske forår på mangfoldige steder og måder, men gerne med nadver.
“Tunger af ild” kalder Mogens Hoff sit glødende pinsedagsbillede fra 1999. Denne ekspressive fortolkning af den centrale fortælling i Apostlenes gerninger kap 2 anskueliggør begivenheden som en ekstatisk og spirituel erfaring, som en vanlig folkekirkekristen måske nok har lidt svært ved at spejle sig i, omend Grundtvigs pinsesalmer kan løfte sindet betydeligt.
Mogens Hoff er stærk i skildringen af menneskers fulde følelsesregister, ikke mindst kvinders. Den blåklædte kvinde i centrum kan iflg. tradtionen fortolkes som Jesu mor Maria, der her får bod for savn.
Mogens Hoff (1934-2008) var en autodidakt maler, der blandt portrætter og naturskildringer altså også skabte religiøs kunst, bl.a. flere altertavler. Han har udstillet på Galleri Emmaus i Haslev, hvor dette maleri har befundet sig.
Glædelig pinse!
9. maj døde vores verdenskendte kunstner Per Kirkeby, efter årelang svær sygdom, knap 4 mdr. før 80 års fødselsdagen. Kirkeby satte blivende spor også i kirken. Efter en halv snes år med spredte kristne (‘byzantinske’) referencer i malerierne skabte Kirkeby egentlig kirkekunst fra 1995 til 2015. Mindst ni danske kirker bærer nu hans bemærkelsesværdige værker .
Per Kirkebys seneste kirkeudsmykning blev tilført Løgumkloster Kirke i 2015. Her indsattes hans to smalle glasmosaikruder på orgelvæggen samt hans bronzetympanon over indgangsdøren. Det halvcirkelformede bronzerelief viser kristendommens drama, fortalt ved fragmenter, som Kirkeby selv har identificeret som sten, kilefødder, korstræ og rindende blod. Specielt kilerne ved korsets fod er så karakteristiske for Per Kirkebys pars pro toto-agtige fortælling om lidelsens konkrete realitet. Blodet løber i en tovtyk stråle fra korset ned og henad klippen eller jorden, og hermed gentages et voldsomt tema, som kendes fra bemalingen af Frejlev Kirke.
Under skulpturen ses den lysere overligger af granit med en indskrift, som citerer Jens Rosendal: “Tak, at huset her blev bygget som en sang om paradis,/ som et skaberglimt nedrykket i vort lavlands tågedis”.
Salmecitatet er vist uafhængigt af relieffet, men med de blå og gule mosaikruder er Kirkebys ‘skaberglimt’ – som hele det smukke, gamle kirkehus – måske også en ‘sang om paradis’.
Æret være Per Kirkebys minde!Se mere
“Det røde hjerte”, har Carl-Henning Pedersen kaldt sin hyldest til kærligheden i en af Ribe Domkirkes glasmosaikruder (1982-87)
Jeg har valgt denne billedmeditation i glas som ledsager til sidste afsnit af ‘Jesu ypperstepræstelige bøn’ Joh. 17, 20 – , som er den indtrængende tekst til 6. sønd. e. trin. Afslutningsvis, forud for sin overgivelse, påberåber Jesus sig her Guds kærlighed og beder for, at den – som han selv – må fylde disciplene: …”Retfærdige Fader…jeg har gjort dit navn kendt for dem og vil gøre det kendt, for at den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem, og jeg i dem.” – Den guddommelige kærligheds ekspansive mysterium skal være hans menigheds arv.
Det er næppe nødvendigt at præsentere Ribe Domkirkes kunst, som uden tvivl er den mest omdiskuterede danske kirkeudsmykning nogensinde, malet af en stor kunstner, der om sig selv sagde, at kirkemaler var han ikke, på opfordring fra Ny Carlsbergfondets formand Hans Edvard Nørregård-Nielsen, der siden har beklaget sit valg…
Carl-Hening Pedersens modernistiske billeder i glas, fresko og mosaik udfolder sig let og fabulerende, frit svævende over den etablerede kristne overlevering, som kirkekunst ellers gerne kan have et forhold til. Dog vil jeg med glæde tage “Det røde hjerte” i øjesyn som en bekendelse til kærlighedens mysterium. Øverst i ruden ser jeg under himmellegemer et kongeblåt ansigt i profil med fornem hovedprydelse og med stort og mindre øjne over det røde hjerte. Kan vi med en mulig projektion læse det som en Kristus, der taler om at se og blive set med kærlighedens øjne? En facitliste, der får pengene til at passe, har jeg ikke, og det er vist heller ikke meningen, men ruden er blid og beroligende, prydet af bløde, bølgende linjer og mylder af liv. En dekorativ bådformet figur i midteraksen er et skib, hvor vi netop alle er i samme båd, – eller en skål med et måltids gaver – til deling? Fortællingen må vi selv bidrage med, og i bedste fald har vi nok at øse af.
Billedet er hentet i Mikael Wivels flotte, store bogværk med titlen Carl-Henning Pedersen
Se evt. mere dansk kirkekunst på @birgittebechkirkekunst
Birgitte Bech kirkekunst 