Verden hungrer efter gode hyrder. I en af ugens aviser stødte jeg på et interview med en frivillig, som ud fra et (mere end rigeligt) kendskab til bandemiljøer kontaktede helt unge drenge, “før de fik blod på hænderne”. Vi kunne kalde denne frivillige for en god hyrde, et lysende alternativ til miljøets gammelkendte ledere, som kun har udnyttelse og forråelse at byde på. Den frivillige socialarbejder begrundede sin relative succes med, at det var nyt for disse drenge overhovedet at blive set som personer og tilbudt et godt fællesskab, som kunne støtte de konstruktive drømme for deres liv. Dette må være hyrdeforholdets abc: personlig relation, fællesskab, gode håb – og ikke mindst hyrdens troværdighed: overensstemmelse mellem ord og liv.
I bibelen er hyrden en yndet gudsbillede, i Det gamle Testamente er den gode hyrde en lignelse for Jahve, i det nye for Jesus Kristus (Joh.10), fremsat som et af Johannesevangeliets righoldige ”jeg-er”-ord. Det vidunderlige ved, at Gud blev menneske, er, at hyrden er menneskehedens medvandrer, fuldt ud bekendt med tilværelsens brydsomme veje med angst og smerte, ja med dødens dyb. Overensstemmelsen mellem liv og ord betyder, at den gode hyrde i sin omsorg ikke har sparet sig selv. At Kristus-Hyrden også kan kaldes ”vejen”, betyder, at han både er vor livsrejses retning og dens ledsager – hele vejen. Hvem kan ellers ledsage os gennem dødens ensomhed? ”Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv.” Vi kender ham fra fortælling og forkyndelse; i Ordet er han stadig vores samtidige. Vi hører ham tale også i dag ”som en, der har myndighed”. Hans myndighed giver os ansvar i situationen og udfordrer vores troskab, indlevelse og fantasi. Ordet er ikke et militant kommandosprog, ikke en rigoristisk regelsamling, men hjertets kald, beriget af håbefulde billeder af Guds rige her og hisset.
Evangelierne rummer adskillige både dramatiske og beroligende tekster om den gode hyrde. I netop denne søndags tekst om hyrden finder vi de store tilsagn for tid og evighed, der giver teksten en værdsat plads i begravelsesritualer: “de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen kan rive dem ud af min hånd”.
Mon ikke Danmarks skønneste hyrdebillede er Niels Larsen Stevns’ maleri fra 1920, en pryd for Hvam Kirke i Midtjylland, hvor det ikke hænger over alteret, men i skibet? Niels Larsen Stevns levede 1864-1941, i mange år som Joakim Skovgaards assistent, fra 40-års alderen endelig som modernistisk kunstner i egen ret. Maleriets vidunderligt farvesatte klippelandskab er øjensynligt ikke dansk, men fåreflokken har Stevns gjort forstudier til i Kongsøre, Odsherred. Bag maleriets markante linjer fornemmer vi kunstnerens fortid som billedskærer. Alterbilledets rødklædte hyrde går rask fremad med fårene, – også andre af Stevns’ altertavler viser et øjebliksbillede af liv i bevægelse. – Hyrden fremtræder lysende tillidsvækkende, som han går der og samtaler med sine får. Dog er det sorte får måske tæt på at stikke af. Som Mikael Wivel skriver i ’Lysets tøven’: ”selv her i mesterens tryllekreds er tvivlen og det onde til stede som en realitet.” Foto: Claus Jensen.
Birgitte Bech kirkekunst 