Vi er ikke færdige med at synge påskesalmer. Nu har vi fx en rigtig god anledning til at synge den uforlignelige: ”Hvad er det at møde den opstandne mester”, DDS 249. Det 5. vers reflekterer Joh. kap. 21, evangeliet til 1. søndag efter påske. Hans Anker Jørgensens bevægende strofe om Jesus-Peter relationen lyder: ”Det er som fornægteren Simon den Bange, fortabt i sin skam, / at høre hans tillidserklæring tre gange: Vogt du mine lam! / Det er som at løftes af mægtige hænder/ fra drukning i mørket til morgen blandt venner.” Fortællingen om Peter er et drama, ja et eventyr, hvori vi kan spejle vores egne historier: Peter var først med Kristusbekendelsen, kirkens grundfjeld. Vi blev døbt på den bekendelse, men hverken vi eller Peter er kirkens stabile klippegrund, måske snarere rullesten. Iflg. Joh. 13 forudsagde Jesus skærtorsdag aften, at Peter ville fornægte ham: ”Hanen skal ikke gale, før du har fornægtet mig tre gange.” Da Jesus senere på natten blev arresteret, listede Peter på afstand efter ham ind i ypperstepræstens gård og bedyrede dér de tre gange, at han ikke kendte noget til Jesus, hvorpå hanen galede. Mørket havde vundet – indtil påskemorgen forandrede alt: Som opstanden mødte Kristus sine fallerede disciple og henvendte sig særligt til Peter, som tre gange måtte høre spørgsmålet: ”Elsker du mig?” – vel det mest svidende af alle spørgsmål, der kan stilles fra den trofaste til den utro i et brudt kærlighedsforhold. Brudt? Nej, nåden overvandt bruddet og hentede Peter ud af hans selvforkastelses mørke. Nåden tog for Peter skikkelse af den overvældende opgave at værne om menigheden: ”Vogt mine får!”, formuleret tre gange. – ”Følg mig!”, lød det til sidst fra Kristus. Med Kristusfællesskabet fulgte ”den død, Peter skulle herliggøre Gud med”.
Hans Ankers vers nævner de mægtige hænder, der redder Peter fra ”drukning i mørket”. Hele Peters liv har i grunden været et grumt og vidunderligt eventyr om både at erfare mørket og at blive hentet ud af dette mørke: Kristus løftede ham ud af dødsangstens mørke, da han med sin vaklende tro var ved at synke i Geneserat sø, – ud af mismodets mørke, da en lang nats fiskeri syntes forgæves, – ud af skammens og skyldens mørke efter fornægtelsen langfredag. Læser vi videre i Apg. kap. 12 finder vi tilmed mirakelfortællingen om, at en engel hentede Peter ud af mørket på Herodes’ dødsgang. Her sagde englen til den fængslede: ”Tag din kappe på og følg mig!”. – Selv om vores liv er så meget mindre spektakulære end Peters, kan vi nok genkende os selv i eventyret om igen og igen ”af mægtige hænder” at blive løftet ud af mørket, løftet ud af mismod, skam og skyld – og blive benådet med en vigtig opgave.
Til dagen har jeg fundet Rudolf Rud-Petersens snart 100 år gamle triptykon, malet o. 1927 til Kirke Eskilstrup Kirke ved Holbæk. Den skildrer Peters eventyr i tre scener: Tv. scenen, hvor Peter, som alligevel ikke kunne gå på Genesaret Sø, måtte Råbe: “Herre, frels mig!”. Th. scenen, hvor englen har brudt både lænker og portlås for at hente Peter ud af Herodes’ fængsel. I midterfeltet ser vi malerens fortolkning af netop dagens tekst, hvor den opstandne spørger Peter: ”Har du mig kiær?” Rudolf Rud-Petersen (1871-1961) var en af Joakim Skovgaards dygtige assistenter. Han udsmykkede mindst 23 danske kirker med sine smukke og velkomponerede, førmoderne og meget tilgængelige formidlinger af bibelske scener. Foto: Claus Jensen.
Birgitte Bech kirkekunst 