5. søndag efter påske, 2. rk. – “Hellige fader, hold dem fast, for at de kan være ét ligesom vi”

Søndagens evangelium fra Joh. 17 giver os ingen fortælling og ingen anskuelige billeder. Teksten bringer os derimod et intimt samvær med en vedholdende bedende Jesus. Han er i situationen så ensom, som et menneske kan blive, men insisterende giver han samhørigheden mæle. Bønnen dvæler ved det fællesskab, der nok skal rives op, men med noget ubegribeligt herligt i sigte for dem alle. Bønnen er som en omfavnelse med ord. Den henter beroligelse i den uddybede forståelse af enhed: at Gud og Kristus er ét, at Kristus og disciplene er ét, at disciplene indbyrdes er ét: “Hellige fader, hold dem fast ved dit navn, for at de kan være ét ligesom vi.”  – Vi er ikke efterladt.

Tekstens intensitet og inderlighed finder jeg ingen steder stærkere fortolket end i Emil Noldes “Nadveren” fra 1909. I denne periode fandt Nolde sit originale og sublime kunstneriske udtryk ved at hellige sig de nytestamentlige motiver. Billedet er gengivet i bogen ‘Emil Nolde og Danmark’.