4. sønd. e. påske, 2. rk. – “Jeg er den, jeg er!”

Altets Gud er større end navne, sprog, slægter, kulturer…

Tredje søndag efter påske kunne vi høre om Moses’ kaldelse ved den brændende tornebusk. Her fik han sin overvældende opgave og dertil et løfte af den usynlige Gud: “Jeg vil være med dig”. På Moses’ spørgsmål: “HVEM har sendt mig?”  lød svaret: “JEG ER DEN, JEG ER!” – Nu fjerde søndag efter påske identificerer Kristus sig iflg. Joh. 8 ved den samme universelle betegnelse: “Når I får ophøjet Menneskesønnen, da skal I forstå, at JEG ER DEN, JEG ER”… “som Faderen har lært mig, sådan taler jeg. Og han, som har sendt mig, er med mig”. “Ophøjet” er et dobbelttydigt ord: Det gælder både den fysiske ophøjelse på korset og oprejsningen. I påskens paradoksale fortælling sprænges alle kendte barrierer. Her er en suveræn frisættelse i forhold til alt, hvad der fastlåser mennesker, både i form af indre dæmoner og i forhold til slægters, etniciteters og konfessioners grænsevogtere. Gud er den, han er, og Kristus realiserer Guds godhed – for den højeste pris og for alle mennesker.

I symbolsprogets billedverden ligger det lige for at trække en linje fra den brændende tornebusk til Jesu tornekrone. Begge koncentrerer kaldets, offerets og oprejsningens moment. Maja Lisa Engelhardt har så at sige sammenskrevet fortællingerne i et fortættet symbol i værket “Kristus står i sin tronekrone”, som hun har malet i glødende farver. Himmellyset står ned som en hvidgul søjle langs Kristusskikkelsen og tænder en brændende krans omkring ham. Billedet blev brugt på en plakat, som i anledning af Søren Kierkegaards jubilæumsår 2013 blev udgivet af FISK, dvs. Folkekirkens Skoletjeneste (folkekirken i skolen). Allerede før Maja Lisa Engelhardt begyndte at male Kristusskikkelser, var hun optaget af den brændende tornebusk som tegn for det hellige, et motiv, som faktisk var noget upåagtet i kirkekunsten, indtil hun så at sige fik det til at gløde i mystisk-poetiske billeder.