I Luk 12 læses opfordringen til frygtløst at give, give, give… Kristne er i princippet ikke ejere, men forvaltere. “Sælg jeres ejendele og giv almisse”. – “Og den, der har fået meget betroet, skal der forlanges så meget mere af.” – Vi hører formentlig til dem, der har fået mest betroet, og det gælder ikke kun på det pekuniære område. – Teksten viser, hvordan etikken i urkirken skærpedes af forventningen om Herrens snarlige tilbagekomst, men også uden den eskatologiske forventning om den gamle verdens nærtforestående undergang må kristne leve i bevidstheden om, at livet er en betroet gave, som man står til regnskab for. Velfærdssamfund eller ej: kirken har en diakonal opgave og må vedkende sig et ansvar for, at goderne deles også globalt. Ingen kirke uden en indsamlingsbøsse “til de fattige” (eller til menighedsplejen). Ingen sand kirke uden hjerte for de svage.
Men kirkens billedkunst? I nyere tid er kirkekunsten heldigvis ikke et udstillingsvindue for social godgørenhed. Vi har ingen helgener, om end Frans af Assisi stadig har en høj stjerne også blandt protestanter. Anskueliggørelse af den sociale nød ser heller ikke ud til at være et anliggende for den aktuelle kirkekunst, især ikke hvis den lugter af partipolitik; konkrete politiske dagsordener i danske kirkeudsmykninger afføder voldsomt røre.
Jeg må træde uden for kirkerummet for at finde helligdagens kunstværk:
Uden for en guldsmedebutik på et butiksstrøg i Silkeborg står den appellerende skulptur “Avispigen”. Hun er beskyttet af sin hund, mens hun – som 1600 andre hjemløse og socialt udsatte danskere – sælger avisen “Hus Forbi”. Bronzeskulpturen er skabt af den uomgængelige kunstner Jens Galschiøt (f. 1954), som motiveres af et aldrig hvilende blik for verdens ulighed og uretfærdighed.
Birgitte Bech kirkekunst 