Kategori: Uncategorized

Hvordan afbilder man svaret på de dybeste længsler? Lindring af ubærlig lidelse? Trøst over umistelige tab? Forsoning og tilgivelse af det utilgivelige? Ja, hvordan afbilder vi salighed?? Forfatteren til Johannes’ åbenbaring ved, at trøsten må være centreret om Guds nærvær, når alt kommer til alt. Med nogle af bibelens smukkeste verslinjer maler han sin vision af saligheden i Guds land: “Gud vil selv være hos dem. Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere. Thi det, der var før, er forsvundet” …. “Han, der sidder på tronen, sagde: Se jeg gør alting nyt! Jeg er Alfa og Omega, begyndelsen og enden. Den, der tørster, vil jeg give af kilden med livets vand.” Johannes’ lykkelige ord skaber billeder, der har inspireret tidligere tiders kirkekunstnere. Blandt nulevende danske kunstnere er det først og fremmest Esben Hanefelt Kristensen, der kan tage den bibelske mystiker på ordet og lade sine pensler skabe billeder af saligheden. Så fint, så fint fremmaler han et dekorativt mylder af levevæsener fra alle zoner, blomster fra alle årstider og mennesker, der alle ser det samme. Esben Hanefelt har til kirker i Aalborg (Vesterkær) og Hadsund malet altertavler med visioner af Det ny Jerusalem og opstandelsens morgen.

Til dette opslag har jeg valgt en af Hanefelts mange bogillustrationer, her til Selma Lagerlöfs legende om Juleroserne. I Hanefelts billede er Gud repræsenteret af himmelborgen “Det ny Jerusalem”, der lyser i den klare nat med stjernehimmel og rimfrost. Eventyrligt forvandler natten sig her til en farverig, brusende, blomstrende forårsfest. – En hyldest til skabningens mangfoldighed og skønhed, som trodser intetheden!

Mattæusteksten er en rå krisetekst, der handler om, at ikke alt er lige meget: Får sønner en opgave, er det ikke lige meget, om de faktisk tager den på sig eller ej. Forpagter bønder en veludstyret vingård, er det ikke lige meget, om de i tidens fylde deler høstudbyttet redeligt, eller tværtimod forgriber sig på ejeren. Lignelsen beretter, at bønderne dræber ejerens udsendte arving, og hermed er fortællingen blevet en allegori om Jesu skæbne. Jesus skaber krise, idet hans evangelium deler vandene: Vil man bringe dette ord til tavshed – eller modtage det med tak? Lignelsen udmunder i et spørgsmål til tilhørerne om, hvordan historien skal slutte?

Her følger så den smukke metafor om hovedhjørnestenen: Man kan falde over en stor sten, men man kan også udvælge den som bygningsfundament. Den rette sten kan sætte koordinater og danne sokkel og base. At Gud selv – som en hovedhjørnesten – tilbyder os en retning og et bæredygtigt fundament er dagens evangelium.

Man skal unde sig selv en fordybet iagttagelse af romanske kirkers granitsten med stenbilleder, som især Jylland er så rig på. På mere end ottehundrede års afstand er de grove motiver ofte gådefulde, men tydeligt er det, at de fortæller om en dramatisk kamp mellem godt og ondt. Det er en kamp på liv og død, hvor intet er lige meget. Jeg vælger her at vise en enkel romansk søjlebase fra Skanderup Kirke ved Kolding. Portalen har ganske vist skiftet plads i medfør af kirkens udbygninger, men åndeligt set er kirkens fundament til hver en tid det samme – med billedet af Guds menneske.

Tidligt i Johannesevangeliet udpeger Døberen Jesus som Guds lam, og der fortælles om, hvordan disciple slutter sig til Jesus; den ene følges af den anden. De genkender Messias i Jesus, og de føler sig genkendt af ham. Filip kaldte på Nathanael: “Kom og se!” Men Nathanael var allerede på forhånd set af Jesus som ham, der havde stået i det fjerne under et figentræ, ham der var en israelit uden svig. Det udløste Nathanaels bekendelse sådan at være set og kendt, og Jesus stillede ham mere i udsigt: “Tror du, fordi jeg sagde til dig, at jeg så dig under figentræet? Du skal få større ting at se end det”…. “I skal se himlen åben og Guds engle stige op og stige ned over Menneskesønnen.”

Der findes faktisk en dansk kirkeudsmykning med netop dette motiv: Nathanael stående under figentræet, i ånden set af Jesus, mens Filip kalder: “Kom og se!” Det er motivet i tympanonrelieffet over indgangen til Filips Kirke på Amager, udhugget o. år 1927 af Johan Rudolf Carl Nielsen (1863-1952), som bedst er kendt for arbejdet som arkitekt, bl.a. på Davids Kirke og Blågårdskirken i Kbh. Som udsmykning af indgangsportalen til Filips Kirke er motivet et signal om en inkluderende kirke, hvor den ene i menigheden gerne kan tage den anden med: “Kom og se!” – i håb om store ting.

“Menneskesønnen”, i 3. person, synes at være Jesu foretrukne selvbenævnelse – med notationer af såvel en mytisk, himmelsk skikkelse som en af os. Evangelisterne kæmper med at identificere Jesus, der sprænger etablerede religiøse kategorier. Den traditionelle Messiastitel, som i teksten bruges af Andreas, var jo normalt ikke forbundet med offeret. Det er derimod den benævnelse, Døberen bruger i sin egenartede bekendelse: “Se, dér er Guds lam.” Lammet associeres til ordene i Esaias’ sang om Herrens lidende tjener, sonofferet, der som et får føres til slagtning.

I 1930 skabte den meget værdsatte kirkekunstner Niels Skovgaard, Joakims yngre bror, til Rørdal Kirke i Aalborg en festlig altertavle med titlen “Se, det er Guds-lammet”. Det myldrer med får og lam på altertavlens ramme, så vi også må tænke på den gode hyrde. Johannes Døberen peger i maleriet på Kristus, som kommer gående forbi og altså vises i profil. Foran denne ophøjede skikkelse knæler en rygvendt discipel – en identifikationsfigur for enhver i menigheden. Alle bærer prydede glorier. Billedet er et saligt glimt, hvor Guds engle ses stige op og ned i skikkelse af forgyldte relieffer på altertavlens ramme. Foto er – med tak – fundet hos Niels Clemmensen, der på forbilledlig måde har gennemfotograferet og kommenteret samtlige kirker i Aalborg Stift.

Vi lever af vore sammenhænge: med naturen, med hinanden – biologisk og åndeligt; først og sidst lever vi af vores sammenhæng med livets kilde. Den livsbærende sammenhæng anskueliggøres med et af Johannesevangeliets billedskabende ‘Jeg er’-ord: “Jesus sagde: Jeg er det sande vintræ, og min far er vingårdsmanden…. En gren kan ikke bære frugt af sig selv…. Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt”…

I ritualbogens faddertiltale bruges den smukke, gamle havebrugsmetafor for dåben, at barnet er indpodet i Kristus. Fadderne tilskyndes til ved bøn og kristen oplæring at drage omsorg for, at barnet “må blive i Kristus, ligesom det nu ved dåben er indpodet i ham”.

Det giver så god mening, at Jette Vohlerts nye udsmykning i Give Kirke (2017) bl.a. har forsynet den genåbnede dør bag døbefonten med en bronzeskulptur af et spirende træ. Den smukke romanske granitfont hvisker om sammenhæng gennem generationer og bærer selv et traditionelt symbol for livstræet i sin tovsnoning langs kummens rand. Dér vælder lyset nu ind gennem den gennembrudte mur, og et levedygtigt træ fyldt af knopper tegner sig i ruden – som et billede af det vintræ eller livstræ, dåbsbarnet indpodes i. – Vi lever af vore sammenhænge!

Den meget anerkendte billedhugger Jette Vohlert f. 1944, som har hentet inspiration i både antikken og modernismen, har skabt mange værker til offentlige rum og flere seværdige kirkeudsmykninger, bl.a. i Skrydstrup.

Kristus samler sig en menighed af syndere; andet materiale gives nu engang ikke at bygge kirke af. Den økonomisk umoralske tolder Levi er Markusevangeliets case: Han hentes ind i det uhørt inkluderende Kristusfællesskab – til fortrydelse for de lovkyndige, der har gjort sig anderledes umage for at leve et ordentligt liv: Hvorfor vælger Jesus at degraderes ved at spise med så dårligt selskab? “Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere”, lyder svaret. Jesus sætter noget nyt i verden ved at gøre tilgivelsen fællesskabsstiftende. Den må sprænge de gamle rammer; det er “ung vin på nye sække”.

I grunden kan ethvert nadverbillede være en ‘illustration’ af dette evangelium. I nutiden er Arne Haugen Sørensen en af de kirkekunstnere, der skildrer måltidsfællesskabet aldeles uden idealisering af deltagerne: Der er uden tvivl slyngler til bords, der er anarki og mange dagsordener. Det fællesskabsstiftende er og bliver netop tilgivelsen. Det viste maleri er Arne Haugen Sørensens alterbillede fra 2004 til Herning Valgmenighedskirke, fundet på kirkens hjemmeside. Kunstneren har også udsmykket kirkens ruder.