Kategori: Uncategorized

Lukas’ apokalyptiske tekst skildrer folk, der gribes af angst og rådvildhed, når den velkendte verden rystes. Det scenarie har vi overhovedet ikke svært ved at forholde os til. Men lige midt i kaos viser Lukas et andet billede, som handler om forløsning: …“da skal de se Menneskesønnen komme i en sky med magt og megen herlighed. Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved.” At visualisere billedet af Kristi komme i skyen tør de færreste moderne kunstnere binde an med; det er for inkompatibelt med det moderne verdensbillede. Niels Larsen Stevns tog for næsten 100 år siden uforfærdet opgaven på sig i Ranum Kirke, hvor en frapperende konkret fortolkning udfordrer begreberne om tid og rum, se foto nedenfor. Omkring 2. verdenskrig lod nogle få andre kirkekunstnere sig friste af motivet…

Sven Havsteen-Mikkelsen malede i 1980’erne genkomsten som en eksplosion af lys. Men nutidige kunstnere? I Bodil Kaalunds troligt tekstnære billedværk går vi ikke forgæves efter et maleri af Kristi vældige genkomst i skyen. Den produktive malerinde, der levede 1930-2016, har i 2002 beriget orgelpulpituret i Stenkyrkan ved Göteborg med bl.a. motivet ‘Kristi genkomst’.

Kaalund har i biografien ‘Himmel og jord’ givet udtryk for, at hun altid starter med en vision om klarhed og enkelthed, men “som billederne skrider frem, bliver de mere og mere sløret til”, og sådan kender vi hendes stil. Hendes fortolkning af Kristi genkomst er sløret og hvirvlende som et uvejr, men centrum er en “solsprængt sky” med et Grundtvig-udtryk fra salmen ‘Der er en vej, som verden ikke kender’. Slørede må vore forestillinger om det transcendente, metafysiske møde vel være. Men en abstraktion er det ikke bare. Som et indbrud i skymassen har Kaalund skitseret Kristi ansigt og hånd på hjertet. Det er ankerpunkter midt i turbulensen. – Måske behøver vi ikke et konkret billede for at møde det kommende med tillid? Adventstid er håbefuld ventetid.

Nu tilbage til 1921, til Ranum Kirkes altervæg med Niels Larsen Stevns’ berømte billede af ‘Kristi genkomst’, på en gang modernistisk og traditionelt. Nederst ses samtidens landskab med fjorden bag landbrug og parcelhuse, skildret i kølige grønlige farver med blå skygger. Det er ikke kun et upåfaldende lokalt prospekt, men et drama: Der er noget vildt på færde! Nederst i venstre side er en vognhest netop slået ud af kurs, forskrækket. Ud af himmelrummet kommer en dynamisk Kristus vandrende, omgivet af mandorla og engleskarer, akkompagneret af vækkende basuner. Heroppe forvandles farveskalaen til hvidgule og rødlige solskinsfarver. Med sit store koloristiske talent gør Larsen Stevns det umulige at sammenføje metafysisk kristen ikonografi med hverdagslandskab i en meget smuk helhed. Han viser os Kristi genkomst som en konkret begivenhed i Ranum. – Bliver vi overbeviste? Foto: Claus Jensen

Håbefuldt byder vi det nye kirkeår velkommen med et billede af “Håbets port”. Multikunstneren Hans Berg (1938-2010) skabte i 1989 den smukke udsmykning på Lystrup Kirkes altervæg. Den enkle, asymmetriske ‘altertavle’ af patineret kobber er prydet af et lille forgyldt kors, som giver håbet retning. Foto Claus Jensen.

“Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile”. De milde Jesusord med tilsagn om sjælefred er måske Matthæus’ mest elskede skriftsted. Mere end noget andet har det præget vores billede af Jesus og af kristendommen som kilde til trøst. Indbydelsen giver os lov til at kaste alverdens krav og nederlag fra os, trække vejret dybt, måske græde ud – og lade glæden komme sivende. Hvis vi tænker visuelt, ser vi nok for os en høj, lys skikkelse med en indbydende, favnende bevægelse og et ansigt, som bøjer sig lidt ned imod os.

Ikke bare i Danmark men i store dele af verden er forestillingen om den indbydende Kristus afgørende præget af Bertel Thorvaldsens store, hvide marmorstatue fra 1839 i Vor Frue Kirke i Kbh. (i gips allerede i 1821). Skulpturen står i domkirkens midterakse foran korets matforgyldte hulning, lidt hævet på sin sokkel med skriftordet “KOMMER TIL MIG” (med gammeldags flertalsbydemåde), synlig og appellerende på lang afstand. Vi nærmer os figuren ved at rejse under indgangspartiets relieffer med Døberens prædiken og Jesu indtog i Jerusalem; vi passerer de tolv apostle, som i levende live løb med evangeliet ud i alverden, underviste og døbte; vi møder ved kortrappen den knælende dåbsengel og sender måske vor egen dåb en tanke; vi løfter blikket til korfrisen, hvor Jesus bærer korset foran sit store følge, og SÅ kan øjnene dvæle ved det ikoniske hovedværk ‘den hvide Krist’. Vi ser ham tage en antydning af et skridt frem mod os; det dekorative draperi over den harmoniske skikkelse lader en del af torsoen stå nøgen, så vi kan ane de diskrete naglemærker både i siden og på hænder og fødder. Vi forstår, at Thorvaldsens Kristus er hinsides lidelse og forkrænkelighed; han åbenbarer sig for os som den opstandne, den evige, tidløse. Han står der repræsentativt som alles tilflugt, til alle tider. – Mange har givet udtryk for, at deres møde med statuen ikke bare var en stor kunstnerisk, men også en spirituel og religiøs oplevelse, som efterlod sig et blivende indre Kristusbillede.

Foto: Claus Jensen

Hvis mit opslag læses d. 19. nov. 2020, er det netop tid at fejre vor verdenskendte landsmands 250 års fødselsdag og benytte de mange aktuelle muligheder for at blive opdateret på hans eventyrlige liv og kunst. Trods corona har vi anledning til at høre foredrag, læse artikler og se udstillinger. Der er mange gode – og nogle mindre gode – historier også om Vor Frues udsmykning.

Den formskønne statue er blevet feteret, men også diskuteret, – for naturligvis er den som statue ikke tidløs. Den er eksponent for det tidlige 1800-tals europæiske smag for italiensk renæssance og græsk antik, rendyrket i Thorvaldsens beherskede stil. Den har stillet en mur til rådighed, som senere kirkekunstnere kunne spille bold opad, mens de måske søgte at tilføje Jesusbilledet mere kød og blod, fysisk realisme og nærvær, måske bringe friere stilarter til udtryk eller måske helt afvise gudsbilledet som en mulighed. Thorvaldsens statue har i gips været kopieret i mindre formater til utallige kirker og hjem også i udlandet, – en mindre del står i kirkerne endnu – . Men Thorvaldsens Kristus har desuden i meget bred forstand dannet skabelon for eftertidens billeder af Kristus, både de der ligner ikonet i Vor Frue Kirke, og de der gør sig umage for ikke at ligne det klassiske forbillede, som alligevel ikke rigtig lader sig slå af banen.

Markusteksten handler om gavmildhed: Jesus går i rette med velbjærgede og renommerede personer, der nok for et syns skyld er godgørende, men “æder enker ud af huset”. Han fremhæver modsætningsvis den uanselige og fattige enke, som i tempelbøssen lægger sin sidste skærv. ..“de har alle givet af deres overflod, men hun har givet af sin fattigdom, alt, hvad hun havde, alt det, hun havde at leve af.” – – Jeg kommer til at tænke på husstandsindsamlinger, hvor vi hos både rige og fattige appellerer: “Giv en skærv!”. Jeg ser for mig den skrøbelige lille folkepensionist, som altid har pungen klar og bevidner sin medfølelse med alverdens nødlidende. Hurra for hende (og ham)! – Men teksten handler om mere end indsamlinger og almisser, med eller uden velfærdssamfund. Den handler på det økonomiske plan om lokal og global ulighed, og på det eksistentielle plan om menneskelig generøsitet: tør vi nogen sinde slippe den prioritet at sikre os selv? – Spørgsmålet stilles os af ham, der gav sig selv.

Den fattige enkes skærv er repræsenteret i mindst 4 forskellige danske kirkers udsmykning. Mest kendt er Elias Ølsgaards (1873-1864) smukke bronzeskulptur fra 1957 uden for Johanneskirken i Aarhus, hvor Ølsgaard boede det meste af sit liv (se nederst i opslaget) Den spinkle kvinde med det sorgmærkede ansigt er skildret med ynde og værdighed. Billedhuggeren regnede selv den følsomme figur for sit mesterværk. Imidlertid har skulpturen en forgænger i en Elias Ølsgaards barndomskirke: Kollerup Kirke ved Jelling. Til denne middelalderkirke forærede Ølsgaard allerede i 1953 sin skulptur. Den fattige enke står i Kollerup i hvidmalet bronze (!?), appellerende placeret ved siden af den korssmykkede kirkebøsse ved udgangen. Come on!

I Matthæus’ tekst bringes de mest uanselige mennesker i fokus: De små og sårbare, de der er mest afhængige, står Gud nærmest. Den, der tager imod sådan et barn i mit navn, tager imod mig, melder Kristus. Teksten bringer lodrette ve-råb over dem, som forårsager de svages fald. – Og hvem føler sig slet ikke truffet? – Det er vores menneskelige ansvar og altså også vores gudstjeneste at drage omsorg for de små med legemlig, sjælelig og åndelig omsorg, at værne om deres tillid og livsmod. Se til, at I ikke ringeagter en af disse små. For jeg siger jer: Deres engle i himlene ser altid min himmelske faders ansigt.… – At man kan være lille på mange måder, har vi nok alle erfaret, – især når vi er faret vild i livet. Teksten rundes af med lignelsen om det vildfarne får, som den gode hyrde går ud og opleder for at hente det hjem. Således er det jeres himmelske faders vilje, at ikke en eneste af disse små skal gå fortabt. – Kristus er hos de sårbare, selv sårbar. Guds usvigelige nærvær i sårbarheden er evangeliet.

Billedhugger Laila Westergaard arbejder på den nye hospitalskirke i Gødstrup. Døbefont og altertavle er allerede færdig, og vi glæder os til kirkens indvielse palmesøndag 2021. Altertavlen er et figurrigt relief med genkendelige bibelske og menneskelige motiver. I centrum er korset, tv. et nadverbord, th. Kristi nedtagelse fra korset i sørgende menneskers favn. Westergaard fortæller i sit myldrebillede om Guds nærvær i sårbarheden. Om korset samles mennesker af forskellig alder, køn, udtryk. Her viser jeg foruden hele altertavlen et udsnit med et lille barn, og sandelig også et udsnit med et lam, der bliver båret.