Sjældent ved vi, om en samtale bliver den sidste. Sjældent forudser vi, at talte ord bliver de afskedsord, som siden vil huskes og endevendes. Blev det vigtigste sagt? Eller lukkede blufærdigheden af for alt andet end trivialiteter – hvilket måske også var i orden, fordi kærligheden var tavst til stede? Det er min erfaring, at livskloge mennesker er meget bevidste om i hvert fald aldrig at skilles med ord, som kan føje sten til nogens byrde. Vi har ikke magt til at være hinandens dommere eller bestyre hinandens fremtid, men i det små kan vi aflaste hinanden og bekræfte kærligheden. Det er så godt formuleret i 1. Petersbrev, en af dagens tekster: “Først og fremmest skal I holde fast ved den indbyrdes kærlighed, for kærlighed skjuler mange synder.” I Johannesevangeliets version af Jesu afskedstale findes alt det vigtige, som ikke må være usagt mellem Jesus og hans venner, samlet i kapitler som hans menighed siden kan vende tilbage til og endevende. Det er ord, der rækker langt videre end afskedsord flest: alvorlige ord om kommende barske vilkår, trøstende ord om kommende himmelsk hjælp, absolutte befalinger for den videre færd, alt med hjemmel i den erfarede fylde af liv: …“fordi I har været med mig fra begyndelsen” …“fordi jeg var hos jer”. Denne livsfylde skal disciplene og menigheden bære med sig, hvor de færdes; det er befalingen: “I skal være mine vidner”. Vi skal være vidner om den store kærlighed, der skjuler mange synder.
i Farsø Kirke i Himmerland har Maja Lisa Engelhardt i 2010 skabt en strålende forgyldt altertavle med indskriften “I skal være mine vidner” under alterbillederne. I åben stand åbenbarer tavlen to fløje med strålebundter i relief omkring et maleri i hvidt og blågrønt med en horisontlinje og en markant, mørk jordbue. Alterbilledets lodrette akse opfyldes af en sløret Kristusskikkelse i en søjle af klart lys. Motivet er – som altid i Maja Lisa Engelhardts kunst – den opstandnes tilsynekomst for disciplene. Inspirationen er Apostlenes Gerninger 1,3-9, hvor disciplene kaldes til i kraft af Helligånden at være vidner til jordens ende. Kunstneren forklarer i udgivelsen ‘Mod lyset’: “Dette vigtige sted indleder pinsen og tanken om Helligåndens tilstedeværelse. Jeg forsøger med skildringen af Kristusskikkelsen og med det i ham iboende lys at give udtryk for den uforklarlige kraft og det løfte, som bebudelsen om Helligånden er”.
Når tavlen er lukket, ses maleriet på fløjenes bagside. Her er inspirationen langfredag, hvor Jesus betror sin ånd i Guds hænder – og udånder. Maleriet viser en landskabsabstraktion med lys og mørke samt et enkelt figurativt element i forgrunden: en krans med rosafarvede markeringer. Kransen kan tolkes som en blodig tornekrone, der ligger tilbage – og forvandles til en rosenkrans.
Foto: Claus Jensen
Birgitte Bech kirkekunst 