Efter bededag begynder Helligåndens indflyvning i kirkeåret. Vi hører med Joh. 16,5- endnu et udsnit af Jesu store afskedstale; men afskedens sorgtone viger nu så sagte for den håbefulde forventning til Talsmandens komme. Helligånden, sandhedens ånd, vil komme og forblive hos os, til forskel fra den historiske Jesus.
Som Kaj Mogensen har formuleret det i sin gode andagtsbog ‘Til trøst og glæde’: “Menneskehedens første vendepunkt var, da Ordet blev kød og tog bolig iblandt os. Menneskehedens andet vendepunkt var, da Ordet blev Ånd og tog bolig iblandt os.”
Uden den levende Ånd ville en religion kunne blive som et stillestående iltfattigt vand, hvor kun den golde skriftfundamentalisme og traditionalisme kunne bestå. Men Gudskelov har kristentroen også Guds dynamiske Ånd som kilde. Vi kan stole på, at Ånden vil blæse og ruske op i troen med en tiltrængt bundvending, hvis vi bliver for tilfredse med at gentage os selv. Evangeliet bliver en altid ny og aldrig afsluttet historie.
Ånden kan også virke i det skabende menneskes kunstneriske virke; ideelt set er ethvert stykke kirkekunst vel et billede af Helligåndens virke. Som afgrænset symbol bliver Helligånden som bekendt – af gode bibelske grunde – gerne anskueliggjort som en due eller som vind, og der flyver sandelig mange smukke og kraftfulde duer i danske kirkeudsmykninger. Jeg skal træffe et valg: Den litauiske kunstner Vilmantas Marcinkevicius (f. 1969) har 2018 udsmykket Hedeager Kirke i Herning bl.a. med glasmalerier på prædikestolen. Her har han begået en helligåndsdue, der virkelig synes at hvirvle støvet op. Foto er fundet på kirkens hjemmeside. Tak for det!
Birgitte Bech kirkekunst 