Kristi Himmelfart

Kristus er hos Gud. For os er han både allestedsfraværende og allestedsnærværende, nu til stede i Ånden. Vi behøver ikke spekulere over, hvem vi kan henvende troen og bønnen til, for treenigheden samler alt: Skaberen, forløseren og ånden er den store, udelte sammenhæng, som troen ånder i.

Kirkerne myldrer – foranlediget af trosbekendelsen – med billeder af Kristi Himmelfart: I ældre billeder stirrer disciplene op mod en tæt sky, hvoraf et par nøgne fødder stikker nedenud. Forinden har disse fødder sat to fine aftryk på bakketoppen. Der er noget kønt ved denne konventionelle markering af, at ‘han har været her’. – Men hvordan fortolker en billedkunstner Kristi Himmelfart uden at invitere et middelalderligt verdensbillede indenfor? Hvordan viser man Himmelen som en anden dimension og ikke bare en anden etage? Nogle kunstnere løser opgaven ved at indskrive den himmelfarne Kristus i en todimensionel cirkel eller en mandorla, stilmæssigt afvigende fra den tredimensionelle skildring af mennesker på jorden.

Den færøske kunstner Trondur Patursson (f. 1044) har i den moderne Gøtu Kirke tolket himmelfarten som en ekstatiske befrielse. Disciplene står tunge og mørke i det lave, mens Kristus befriet fra tyngden rejser ind i lyset. Tilsvarende bevæger glasmaleriets farver sig fra sort og blåt op i grønt, blåt, gult og hvidt. Kirkerummet i Gøtu Kirke med flere eksempler på Trondur Paturssons glaskunst er fotograferet af Claus Jensen.

Nærbilledet nedenfor er hentet i Torben Weirups smukke billedbog med fortælling om Trondur Patursson: “Høje himle – dybe grunde”. Patursson har foruden flere færøske kirker udsmykket fem kirker i Danmark. Iflg. glaskunstens ekspert Per Hebsgaard er Patursson den kunstner, som bedst forstår sig på at arbejde med glasmaleri.