En pige overhales af virkeligheden. Det uforudsete bryder ind. Det er ubelejligt og uoverskueligt, men hun modtager det uventede som en opgave til netop hende, og hun udfylder sin plads i den store, hellige sammenhæng. Med sit kvindeliv og sit hjerte kommer Maria til at bære med på Guds store fortælling om kærlighedens suverænitet.
Mariæ bebudelse er her ved forårstid så velkomment et håbstegn, som et mildt lysstrejf mellem fastetidens konfrontationer og påsketidens voldsomme drama. Helligdagen falder som dug på slagne enge. Bebudelsen har da også inspireret til den mest inderlige og yndefulde kunst fra romanske stenbilleder til samtidsværker. Traditionen om Mariæ bebudelse har så meget at byde på. Det er en lystrejse at fordybe sig i eksempler på skønne, traditionelle billeder af Gabriels besøg hos Maria – i den rene celle, i bøn, ved læsepulten, ved husligt arbejde… Enhver periode har sin rammesætning. Her vælger jeg imidlertid med nogen bæven at vise en dristig og meget anderledes visuel fortolkning: Carsten Auerbachs ‘Inkarnation’, måske fra 2012, som er vist på Galleri Emmaus i Haslev. Vi mindes om det nye livs mirakel. Vi ser en torso med et blodrødt hjerte og tolker det i dagens anledning som Marias moderhjerte. I hjertet ser vi et lille mørkhåret barnehoved omsluttet af en hånd. Den nedadgående røde stribe er det levende menneskes blodårer. Den handler dertil om lidelsen, som både barnet og dets mor skal gennemleve. Men samtidig træder billedet af en rød rose frem som velkendt symbol for både Maria og for Kristus. ‘Den yndigste rose er funden’, og Guds store fortælling kan fortælles.
Mariæ Bebudelse i et udsnit af den smukke kalkmalede frist fra o. 1300 i Østerlars Rundkirke. Foto: Claus Jensen.
Birgitte Bech kirkekunst 