I Luk. 18 finder vi Jesu lignelse om de to mænd, der beder i templet: farisæeren og tolderen. Lignelsen fortælles som replik i en samtale med “nogle, som stolede på, at de selv var retfærdige, og som foragtede alle andre.” Den selvretfærdige tilhører, som kan spejle sig i lignelsens farisæer, må høre, at det ikke var ham, men den ringeagtede tolder, der efter bønnen “gik hjem som retfærdig”. Evangeliet er for dem, der behøver det.
For to år siden viste jeg bl. a. Esben Hanefelt Kristensens fine og righoldige tegning til Jesu lignelse om farisæeren og tolderen. Ikke mange danske kunstværker skildrer disse to figurers bøn i templet, især ikke nyere værker. Illustrationer kan man nok finde, men de er ofte ganske karikerede, for ikke at sige komiske, hvad farisæeren angår. Farisæeren fremstilles typisk så opblæst, at ingen kan være i tvivl om, at det er ham, vi ikke skal kunne lide, og vi får svært ved at se ham som en side af os selv og enhver, hvad han nok er. Han er ikke bare selvfed: han takker jo Gud for at have sat ham i stand til at føre et formentligt ordentligt liv i modsætning til de mange, der er kommet galt afsted, såsom den korrupte og ringeagtede tolder. Vi forstår, at farisæeren må mangle evangelisk selverkendelse, men den egentlige fatalitet er, at han aldrig slipper det sammenlignende blik på medmennesker. Det gælder os alle, at vore sammenligninger med andre i foragt, rivalisering eller misundelse er en støjsender i bøn og gudstro. Man kan ikke stille op med en menneskelig rangorden hos Gud. Den angrende tolder derimod ser sig end ikke omkring i templet. Han er åndeligt talt alene for Gud. I hverdagens sociale kontakter tildækker han – og vi – nok gerne vores skyld og skam, men i stille timer kastes vi tilbage på os selv og vort levede og misbrugte liv, og her står vi nøgne over for den instans, vi må kalde Gud. Her er der ingen sammenligning, kun selvopgør – eller nåde.
Kunstneren Anders Kirkegaard (f. 1946) er på vej med et stort alterbillede til Vejles Sct. Nicolai Kirke og har også tidligere fordybet sig i kirkekunst. Hans reflekterede arbejder med eksistentielle og religiøse spørgsmål er aldrig skønmalerier, snarere ubehageligt grelle, drevet af anfægtelser, undertiden med stødende Kristusidentifikationer. Anders Kirkegaard har i 1980’erne været optaget af spørgsmål om frelse og fortabelse med særligt udgangspunkt i ‘Det gamle spil om enhver/Jedermann‘. I arbejdet med ‘Portræt af enhver, men mest Jesus‘ har han skabt det viste maleri med titlen “Den sejrende? Den fortabte? Alene!” Maleriet kan læses som et billede af den nøgne eksistens, der angstfyldt anråber Gud og her får lov at falde tilbage og lade sig bære. Hvordan kan man male Guds favnende nåde? Anders Kirkegaard har malet nåden som en metamorfose, repræsenteret ved påfugletrone, engleklæder og fyrværkeri af hvidt lys. Det er vildt!
Billedet er gengivet i Nina Damsgaards smukke bog ‘Maler-Anders Et portræt af kunstneren Anders Kirkegaard’.
Birgitte Bech kirkekunst 