Skaberværket er generøst, men mennesker har sære ting for. Verdens kornforsyning tages som gidsel i den fordømte krig, som sammen med vore formentlig selvforskyldte klimaforandringer betyder ufattelige sultkatastrofer for sagesløse. I vor hjemlige verden blev landmænd urolige gennem de første tørre forårsmåneder: Ville der komme regn nok til udsæden, så afgrøderne kunne spire? Regnen kom, og vi kan igen en sommer beruse os i synet af al den grønne frodighed – men med pinagtig bevidsthed om at det dyrebare brødkorn er en knaphedsressource og ingen selvfølge. Når Jesus iflg. Joh. 6 siger: “Jeg er livets brød”, kan intet sultent menneske være i tvivl om, at han taler om noget livsvigtigt. Jesus griber da den fysiske sult som et billede på åndelig sult og den fysiske overleven som billede på evigt liv, idet vort vidunderlige brød peger ud over sig selv. …“den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid”, forklaret sådan at “Den, der tror, har evigt liv”. Vi lever ikke uden brød, men vi lever heller ikke “af brød alene”. Brødkornet, som om nogle måneder forhåbentlig kan høstes derude, kan vi få at se med vores øjne, men livsmagten bagved alting, livets kilde, anes kun i vores tydning, tro og taknemmelighed. Der er vi ikke anderledes stillet end de andre, Jesus iflg. Joh. 6 taler til: “Ikke at nogen har set Faderen, undtagen den, der er fra Gud”. Med sine ord og gerninger er Jesus brobygger til den skjulte magt, og Jesus viser os med sit liv og sin død, at værensmagten er en kærlighedsmagt. Til brødkornets umiddelbare værdi føjer sig dets merbetydning som symbol for Kristusmysteriet: Hvedekornet og brødet er Kristi legeme, der hengives for os og til os. – I stedet for den fælles nadverberetning har Johannesevangeliet denne særlige tale om Jesus som livets brød, og i kap. 12 desuden ordet om hvedekornet, der skal “lægges i jorden og dø for at bære mange fold”. Til kornets og brødets rige metaforik hører også tanken om, at menigheden, som deler brødet, er eet: eet legeme. – Vi læser i Apostlenes Gerninger, at urmenigheden “var fælles om alt” og at de delte ud af deres ejendele “til alle efter enhvers behov”. For os kan udsynet herfra åbnes til den globale behovssituation.
Den store finsk-svensk-danske kunstbilledvæver Berit Hjelholt (1920-2016) har i 1992 skabt en alterudsmykning, som ikke ligner nogen anden. Titlen er “Agerens hunger”. Kunstneren tolker værket med et salmecitat: “Kom regn af det høje, lad jorden oplive som liljedal” – som beder for Helligåndens frugtbargørelse af det hele liv. Således er kunstværket også et pinsebillede med livgivende strømme fra himlen. Ser vi nøje efter, finder vi foruden det store kors i centrum også en lys rose for inkarnationen i venstre side og en hvid helligåndsdue i højre side, og således er kirkeårets tre store fester og treenigheden til stede. Alterbilledet blev bestilt til den middelalderlige Gundsømagle Kirke ved Roskilde i medfør af renovering efter inventarbrand. Vævningen er fint afstemt efter kirkens sarte kalkmalerier og inventar, så farverne er ikke for grelle, men følsomt sammensat med en pragtfuld nuancerigdom i det gyldne spektrum. – Og lad så også alterlysene blive tændt både søndag og mandag! Foto: Claus Jensen.
Birgitte Bech kirkekunst 