6. søn. e. påske, 2. rk. – Kærlighed som eneste mellemværende

‘Fader, verden skal forstå, at du har elsket dem, lige som du har elsket mig’…

“Jeg ryster lidt på hånden, ikke fordi jeg er bange”…”jeg er så taknemmelig, jeg går døden roligt i møde”…”jeg går herfra uden had til noget menneske”…”trøst dig snart, du må ikke give op for livets hårdhed”… “kunne jeg blot skrive sådan, at det måtte blive dig til trøst”…”elskede ven, modtag fremtiden af Guds hånd”… Det er dybt bevægende at genlæse udgivne afskedsbreve fra danske frihedskæmpere, der skulle henrettes i besættelsens sidste år. Brevene skriver om chokket, men mirakuløst meget mere om fred i hjertet. De dødsdømte ved, at deres pårørende familier, kærester og bedstevenner vil læse brevene mange gange og gemme dem som klenodier til deres opvoksende børn. Hver linje skal derfor handle om det eneste mellemværende, som her har betydning: kærligheden. – Måske kan disse afskedsbreve være et afsæt for læsningen af Jesu bordbøn ved den sidste nadver i Joh. kap. 17. Bønnen er lang – og alligevel aldrig lang nok for de mennesker, der modtager den som hans sidste personlige tale til dem. Ordene skal sammenfatte betydningen af, hvad de har haft sammen – ved mange forløsende fællesmåltider og mange andre situationer. Ordene skal række ud over afskeden ind i fremtiden som et testamente, en rygsæk til videre færd på egne ben. Ordene skal gøre helt tydeligt, hvad projektet var, så det præges ind i den enkeltes sind og i kommende fællesskaber. Og hvad var og er da projektet, enklere og større end noget andet: at vise kærligheden som det bestående mellemværende – mellem Gud og verden, mellem Menneskesønnen og hans fæller – også de som i fremtiden vil komme til, – og mellem vennerne indbyrdes – uanset at de såmænd nok bliver uvenner en dag. Det er en lysende forkyndelse af samhørighed mellem himmel og jord, en enhed beskrevet i mystikkens sprog med meditative gentagelser, som beroliger og trøster allerede ved at blive læst. …“den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem, og jeg i dem”.

Hvordan kan en moderne kunstner skildre, at himlen står åben over den bedende og hans bordfæller – om ikke ved lys? Merete Barker (f. 1944) skaber med sine delvist nonfigurative malerier et sublimt rum med arkitektoniske træk og dybdeperspektiv, som balancerer mellem erindring og vision. Maleriet “Nadver i det himmelske lys” blev malet til storfeltet i Peder Jensen Koldings altertavle fra 1650 i Skanderup Kirke ved Skanderborg i 2006. Foto: Claus Jensen.