Matthæusevangeliet slutter i kap. 28 med store ord fra den opstandne til de elleve: “Mig er givet al magt i himlen og på jorden”… Ja, “al magt” står der faktisk! – I vor forholdsvis demokratiske verden taler vi ellers nødigt om at have magt; politikere foretrækker ordet ‘indflydelse’, og ‘magtfuldkommen’ er et skældsord. I nutidig kirkelig sammenhæng omgås vi magt-ord med særlig forsigtighed. Der er for mange støjsendere i form af historiske billeder af kirkeligt hovmod, undertrykkelse og grusomme kampe. Magt-ordet er blevet en forlegenhed på grund af sammenblanding af menneskers magt og Kristi magt. Menneskers magt korrumperer des mere, jo mere den tager Guds navn forfængeligt. – Jesu egen magt kender vi derimod som en modmagt, ja et magtafkald: Jesus unddrog sig magten, da nogle jøder efter bespisningsunderet ville gøre ham til konge. Billedet af Jesus er billedet af et fattigt spædbarn og en klarøjet dreng, der stillede spørgsmål til skriftlærde. Det er billedet af en mand, hvis myndighed var ensbetydende med at tale sandt om livet, og hvis kraft var ensbetydende med virksom omsorg. Det er billedet af en mand, som tvangfrit åbnede menneskers liv med mageløse fortællinger, forløsende ord og livgivende heling. Og det er signaturbilledet af den uskyldige menneskesøn, der selv blev hjælpeløst martret i dødsangst og pint til døde blandt forbrydere, mens han bad om tilgivelse for sine voldsmænd. Er det “al magt“? Ja, forstået som et uudslukkeligt væld fra den dybe, livgivende kilde hinsides egoet, som evigt strømmer med generøs kærlighed. – Det lyder som en smuk drøm, der fandt sin tragiske afslutning med Jesu død iflg. Matt. kap 27. ‘Den historiske Jesus’ har da næppe heller selv påberåbt sig “al magt i himlen og på jorden”. – MEN der var så alligevel mere at sige, og Mattæus måtte også skrive kap. 28. Da disciplene mod forventning blev indhentet af påskens og pinsens opstandelseserfaringer og visioner, var de nødt til at fortsætte med at fortælle: fortælle om, at kærlighedsmagten hos Jesus Kristus var guddommeligt sanktioneret, ikke havde nogen udløbsdato og ikke nogen geografisk begrænsning, ja at han vitterligt var “med dem til verdens ende”. Ingen har set det sidste, så vi kan leve med håb. Disciplene sandede, at den dybe kærligheds magt er ekspansiv og centrifugal, og at den kalder til mission med dåb og oplæring ind i evangeliets fællesskab: “Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet i lærer dem at holde alt, som jeg har befalet jer.” – Som historikere har vist, voksede kristendommen gennem de første tre århundreder som en græsrodsbevægelse uden brug af tvangsmidler. Fra den konstantinske æra har kirken været mere eller mindre korrumperet af verdslig magt, men sammen med kirkens evangelium overlevede alligevel Guds riges modfortællinger som fortællinger om den anderledes magt. Også da kristendom ramte Danmark, ændredes kulturens normcodex, således at magtopretholdelse ved selvtægt og blodhævn blev illegitim, forsoning blev idealet.
Christen Dalsgaards maleri “Ansgar og Ødbert døber en ung moder og hendes barn” fra 1872 møder os i Øster Jølby grundtvigske frimenighed på Mors. Det festlige billede er ærkegrundtvigsk ved sit fokus på dåben, middelalderhistorien og danskheden. I en lysning i egeskoven holdes barnet frem til dåb af den yndefulde, lyshårede unge mor, idealbilledet af den danske kvinde. Her er hverken kirkebygning eller døbefont, men dog det fornødne: bekendelsens ord og vandet under korsets tegn. – Fra 1913 blev billedet omgivet af en altervægsfresko med engle efter forlæg af Joakim Skovgaard. – Chr. Dalsgaard (1824-1907) var ‘ridsemester’ på Sorø Akademi og sammen med Skovgaardbrødrene meget benyttet i det tidlige grundtvigske kirkemiljø. Det fortælles, at han i 1871 fik besøg i Sorø af lægprædikanten Peder Larsen Skræppenborg, som bestilte tavlen til den nye valgmenighedskirke på Mors. Skræppenborg havde set motivet for sig i en drøm, og Dalsgaard accepterede opgaven. – I 1878 malede Chr. Dalsgaard et lignende billede til foredragssalen på Vallekilde Højskole. Foto: Claus Jensen.
Birgitte Bech kirkekunst 