Kategori: Uncategorized

I disse uger spjætter følsomme hjerter af glæde ved synet af de ukueligt nikkende vintergækker, solspejlende erantis og strunke liljestængler med lysgrønne knopper. Forårstegn og fornyet livsmod hører sammen. Som moderne mennesker tænker vi (næsten) ikke magisk; nogle kan tilmed forklare alle trin i væksternes biologiske årssammenhænge, men komplementært med – eller forud for – naturvidenskabelige forklaringspotentialer erfarer vi at være åndelig væsener, som endnu engang bevæges og bæres af en sitrende bølge af taknemmelighed over livets nybrud. Det ligger på tungen at gribe til poetiske strofer som Kaj Munks “Hvad var det dog der skete”, med finalen “Hvor er din skaber stor!” – Jesu mange lignelser fra jordbruget taler til os hen over årtusinder. Mark. 4 indledtes med lignelsen om den generøse “Sædemand“; såningen var billedet af håb. Nu kom vi så til “Sæden der vokser af sig selv”, mens landmanden sover og står op; det er tålmodighedens billede. – Jeg er nok ikke den eneste, der som barn kom til kort i tålmodighedsskolen og trak en lillebitte gulerod op af jorden for at se, om den snart blev til noget, – hvilket aldrig var en god ide. – Vi udlægger lignelsen som et billede på Guds riges vækst, og her er også voksnes tålmodighed på prøve: Hvad fører vores indsats for at ‘gøre en forskel’ overhovedet til? Forkyndere, undervisere, opdragere, omsorgspersoner, visionære forskere, iværksættere og politikere… alle vi, som alligevel ikke er altings herrer, evaluerer kritisk vores egen indsats og må samtidig prøve at slippe bekymringen og søge ro i det dybeste håb til livet. Hvad der tegner udsigtsløst, kan vise sig meningsfuldt og givende, måske på overraskende måde. Herren velsigne os og forbavse os! Jesus booster vores håb med endnu en jordbrugslignelse: Det lille bitte sennepsfrø, vi har sået, kan blive større end alle andre planter, ja blive et træ med “store grene, så himlens fugle kan bygge rede i det skygge”. Jesus genfortryller vores verden med sit vidunderlige billede af den ydmyge plante, som sprænger alle grænser og bliver til et beskyttende livstræ. Vi skal åbenbart ikke have for små håb. – Jesus selv syntes engang at være tilintetgjort, men blev fyrtårn for alverden.

Som helligdagens billede vælger jeg Erik Heides skulptur, Livstræet, Ravnsbjerg Kirke, Aarhus, 1975. Foto: Ellen Bruun

Erik Heide, den gamle mester, er den, som har været mest produktiv af alle vore nulevende kirkekunstnere, og han fryder bestandigt med sine forskelligartede værker i sten og metal og altså også træ. Heide har i Ravnsbjerg frembragt et skønt billede af en vækst, som er større end individet, ja som enhver kan søge ly under. Vi ser i livstræet et fortættet evangelisk symbol, der kan tolkes som et flerdimensionelt kors med nagler såvel som en svævende by: måske bydelen Ravnsbjerg, måske Det ny Jerusalem. Og sandelig om ikke Helligåndsduen som håbets ambassadør kommer flyvende over træet! Skulpturen er rejst mellem prædikestol og alter, mellem sakramenter og ord, som søndag efter søndag bliver sået i menigheden. Her findes allerede tegn på Guds riges frembrud.

Den som har sværest ved at acceptere døden, er den som ikke har levet, sagde en læge engang til mig. Måske lovlig firkantet, men en forbindelse mellem livsangst og dødsangst er der nok. Mest ubærlig er vel afskeden med et ulevet liv, hvor langt det end har været. Talenter må ikke spildes. – Vi er i kirkeåret kommet til lignelsen om “de betroede talenter” (Matth. 21), som Herren har delt ud til sine folk. Det handler ikke om småpenge: En talent var angiveligt 30 kg sølvmønter, som (før negative indlånsrenters dage) kunne kaste meget af sig, hvis de altså ikke blev gravet ned. Fantastiske muligheder i livet! Vor individualistiske kultur har generelt en udbredt bevidsthed om, at livet skal leves fuldtud, og muligheder udnyttes optimalt. Det er vores projekt, vores pligt og – tænker vi måske også – vores ret at udfolde ‘vores fulde potentiale’, selvom kun promiller af verdens befolkning har en tilsvarende platform for ‘selvoptimering’. – Angsten for at vælge forkert og slå fejl kan omvendt være så lammende, at der kun bliver ‘livsfortrydelse’ tilbage – med en glose, jeg lige hørte brugt i forbindelse med gratis psykologhjælp til ældre borgere i Københavns Kommune. ‘Livsfortrydelse’ handler ikke om de ulige evner og kræfter og vilkår, som vi ikke er ansvarlige for, men om hvordan vi brugte de muligheder, vi fik. Har vi tændt lys i andres øjne eller slukket det? Har vi gjort plads for medmenneskers potentiale? Lignelsen indledes med ordene. “Det er med himmeriget som med”… Den handler næppe om at investere sit ego i selvrealiseringsprojekter med narcissismen som fortegn. Som Gudsrigeslignelse handler den derimod om at investere sig selv i livet med evangeliet som fortegn. Ikke i selvabsorbering men i generøsitet. Guds børn har fået favnen fuld af himmelske “talenter” som livsmod, kærlighed, gavmildhed, trøst, håb og forsoning: alt hvad der kan åbne og berige vore mellemværender med hinanden, og som kun øges ved at blive givet videre. – Gamle P. G. Lindhardt ironiserede i en prædiken om ørkesløst at stå og vente på “noget som var dit talent værdigt”. Denne individualistiske eksklusivitet imødegik Lindhardt derpå med ordene: “var det ikke din store lykke, at du på forhånd var taget i brug af dit arbejde og de mennesker, som fyldte din tilværelse, så du ikke selv skulle finde ud af, hvordan du kunne realisere dig selv og udfolde dine talenter?” – Det er et bud på levet liv.

Guldaldermaleren Vilhelm Marstrand har efter italiensk forbillede malet en stort sceneri, som fortolker lignelsen om “De betroede pund”. Netop nu er det udstillet på Nivågård, og jeg har brugt et foto heraf i opslag til teksten for år tilbage. Der var en pointe i, at det var tiltænkt Nationalbankens lokaler, hvilket dog aldrig blev realiseret. I min søgen efter motivet i danske kirker har jeg kun fundet et eneste eksempel: På bænkegavlene i Hygum Kirke ved Lemvig har Børge Ishøy under 2. verdenskrig skåret relieffer af hele 9 af Jesu lignelser, og altså også denne. Vi ser Kristusfiguren stå med talende asymmetrisk gestik for enden af regnskabsbordet, flankeret på den ene side af de to tjenere med overskud, på den anden side af den afvisende/afviste tjener. Børge Ishøy (1910-1979) blev uddannet i billedskærerlære og på Kunstakademiet og fandt sin egen enkle og lidt stramme naturalistiske stil, som også karakteriserer altertavlen og prædikestolen i Hove Kirke, der er hans kirkelige hovedværk. Foto: Claus Jensen.

– Søger jeg et kunstværk, som direkte illustrerer ideen om at bringe livets gaver i omløb, finder jeg, at vandkunsten fra 1976 foran Islev Kirke er et godt valg. Den blev tegnet af kirkens arkitekter Inger og Johannes Exner og udført af Poul Skjellerup. Skulpturen med det strømmende vand hedder netop “Giv det videre”. Her vises et udsnit.

Som lille ‘hjalp’ jeg min gæve mor i hendes kolonihave. Jeg gravede med fingrene i jorden for at høste kartofler: små, faste, gule, nye kartofler. På et tidspunkt fik jeg fat i noget blødt. Bwadr, det lugtede råddent. Mor forklarede omhyggeligt, at det var moderkartoflen. Hvis ikke den store, gamle kartoffel var lagt i jorden, kunne der ikke være kommet nye. Dette indblik i den biologiske sammenhængs mysterium gjorde indtryk; på en måde var den gamle kartoffel blevet ofret for de nye. Jeg betragtede den opløste, gamle kartoffel med en slags skam over at have sagt bwadr; jeg skulle hellere have sagt tak! – Denne gamle erindring vækkes af dagens tekst fra Joh. 12, hvor Kristus på vej mod sin sidste påske siger: “Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn, men hvis det dør, bærer det mange fold.” – Lignelsen er afsæt for tanker om offerets mysterium på menneskeligt plan: Det kan være livgivende at give ud, give sig selv, ja med store ord: at miste sit liv. Den enes tunge offer eller opofrelse kan være berigende som forudsætning for andres gode livsmuligheder. Ikke alle ofre er livgivende; ofre kan være ufrie og forkrøblende, måske kalkulerende som instrument til at opnå kontrol og give skyldfølelse. Det virkeligt livgivende offer er derimod båret af en frisættende kærlighed til modtageren. Dets håb og belønning er alene, at den andens liv lykkes. Offeret er et sædekorn, hvorfra livsfylde og glæde kan gro. – – Nu ved helligtrekongertidens slutning nærmer vi os indfasningen af faste- og påsketiden, og Johannes har allerede fortalt om Jesu indtog i Jerusalem og hans udsigt til en dødsdom. Dagens tekst handler naturligvis om det enestående menneskelige offer, som samtidig var Guds eget offer. Af uendelig kærlighed har Gud givet sig selv helt for menneskelivets skyld. Den fortælling om Guds dyre offer bliver stående som et åndeligt mysterium. Den eneste ‘forklaring’ er kærlighed, at “Gud er kærlighed”. Vi må modtage livet som en kærlighedsgave og bære dets gyldne frugter.

Kirkekunstnere er glade for hvedeakset som motiv. Det er et lettilgængeligt symbol på død og genopstandelse, og det rummer righoldige associationer til “vort daglige brød” og til nadverbrødet, hvori Kristus giver os sig selv. Det gyldne hvedeaks er samtidig uendeligt dekorativt og imødekommer smagen for enkle arketypiske naturmotiver med en dyb kristen merbetydning. Den store kunstner Sven Havsteen-Mikkelsen har flere gange skildret hvedeakset i sine abstrakte glasmosaikker. Mit yndlingseksempel er denne rude fra 1973 i Sørup Kirke ved Svendborg. Når sollyset falder ind gennem ruden, medbringes glæden ved gyldne marker med en fed høst. Foto: Claus Jensen

For resten fik Ilskov Kirke i 1999 en smuk blå messehagel, som på ryggen har broderet et strålende gyldent hvedeaks, men på forsiden en blomstrende kartoffelplante – ganske passende for et landbrugssogn i det sandede Vestjylland, som for en stor del har været ernæret af kartoffelavl. –

‘At kunne gå på vandet’ er gået ind i sproget som metafor for at lykkes med det utrolige. I dag bruges det vist mest om berusende succes hos fx en stjernespiller, der tror på sig selv. – Omvendt skildrer Matthæusteksten et nederlag hos den aldeles menneskelige Peter, som træder fra båden ud på det oprørte, natsorte hav, Peter, som så gerne vil, men ikke kan præstere det utrolige. Han lever som menneske på naturkræfters vilkår, kan ikke andet; han synker og råber angstfuldt: “Herre, frels mig!” – Det bliver igen en fortælling om og for tvivlere og lidettroende, men vel at mærke en fortælling om, at lidettroende gribes af større kræfter. Jesus rækker hånden – og freden – til Peter og hele det skrækslagne bådsmandskab, som nu må kaste sig i dørken og bekende: “Sandelig, du er Guds søn.” Det åndelige drama mellem Jesus og Peter i bølgerne er en udbygning hos Matth. i forhold til parallellen i Markusevangeliet. Hvad Markus fortæller om disciplene derude i båden, er kun, at de blev forskrækkede, da de så Jesus komme gående over søen, indtil han talte til dem: “Det er mig, frygt ikke!” – Historien, som er kendt af alle, er en skydeskive for kritiske bibellæsere, – for den lyder jo ikke realistisk. Nej, åbenbaringer tilhører ikke den hverdagsrealistiske genre, men den mytiske, og som sådan rækker den ud over tid og rum. – Traditionelle alterbilleder fra o. år 1900 synes ganske vist til overflod at ville tydeliggøre, hvordan Jesus ubesværet kan spadsere på det bølgende Genesaret hav, som er det et stuegulv eller – som Carsten Bach-Nielsen underholdende skriver i bogen ‘Sømanden og døden’ – som om ‘der er rørt så megen stivelse i vandet, at det har opnået en helt utrolig bæreevne’. For prædikanter er der ikke megen hjælp at hente i detaljerige gamle malerier, der var optaget af HVORDAN. Vi skal i stedet lytte efter fortællingens HVAD: Hvad teksten kan give os, er en åbenbaring, en epifani, hvor vi i ånden får et glimt af den evigt nærværende Gud. Selv når livet erfares som en omtumlet sejlads i et eksistentielt mørke, er det ikke et mørke, hvor Gud ikke kan nå os. Evangeliet om Kristus, der møder sine ængstelige disciple derude på dybet, åbner en lyssprække i vores modløshed med ordene: “Vær frimodige, det er mig, frygt ikke!”

Danskere har gennem historien gjort sig rigelige erfaringer med farlige sejladser. Især omkring år 1900 fik mange kystnære danske kirker malerier af Jesus vandrende på søen; en halv snes af tavlerne fra denne periode viser Kristus og Peter på og i søen ved siden af båden, nogle virker i dag ret teateragtige og uvedkommende. Da kirkekunsten efterhånden i 1900-tallet blev moderne med gæv kolorit og malerisk grove penselstrøg, fik kunstnere stilmæssigt bedre mulighed for at lade realismen bag sig til fordel for en tydeliggørelse af motivets karakter af åndelig åbenbaring. Nu kan Kristus males på det sortladne hav som en vision af lys. Ja, Kristus kan skildres som selve billedets lyskilde. Dette gælder fx den sene fortolkning af motivet, som maleren Mogens Hoff skabte i 1992. Titlen er “At kunne og ville gå på vandet”. Maleriet trækker en vigtig diagonal linje mellem Jesu og Peters fremstrakte arme, der næsten mødes. Kontakten er livgivende som berøringen mellem Gud og Adam i Michelangelos skabelsesbillede i Det Sixtinske Kapel i Rom. Mogens Hoff (1934-2008) var hovedsagelig selvlært. Han efterlod sig især portrætter, rejseskildringer samt mytiske og bibelske motiver, malet i figurativ stil med grove, men sikre penselstrøg med betydelig farvekraft. Han var ikke optaget af at flytte stilmæssige grænser, men af at fortælle vigtige historier om mennesker med opmærksomhed på indre oplevelser. Mogens Hoff har udført flere alterbilleder, herunder et hovedværk i Romdrup Kirke ved Aalborg. Det her viste maleri til dagens tekst er formentlig i privat eje. Det har været udstillet på Galleri Emmaus i Haslev.

Immanuel Kant vidste, at han ikke kunne bevise Guds eksistens, men skrev alligevel uforglemmeligt om ærefrygt: “To ting fylder sindet med altid ny og tiltagende beundring og ærefrygt, jo oftere og mere indgående eftertanken beskæftiger sig med dem: Stjernehimlen over mig og moralloven i mig”. Guds eksistens var hos tænkeren ikke et faktum men et ‘praktisk postulat’, som skabte sammenhæng. – Dagens gammeltestamentlige læsning handler om tvivl og tro hos den barnløse Abraham. Først da Gud viste Abraham himlens utallige stjerner, kunne stamfaderen tro Guds store løfter for en fremtid. Synet af stjernehimlen bringer larmen fra menneskets ego til tavshed, så ærefrygt og ydmyghed kan tage over: Her står vi midt i det tredobbelte under: at der overhovedet findes noget og ikke bare ingenting, at der er opstået liv, og at dette mirakuløse liv er kommet til bevidsthed om sig selv – hos netop sådan et lille menneske som undres over universets skønne og gådefulde stjernevrimmel. – I evangelieteksten fra Luk 17 læser vi, at apostlene vedgik deres afmagt og for lille tro. De var ikke guder. Menneskers vej frem er næppe at måle og veje denne altid alt for lille tro, men tillidsfuldt at tage livet under himlen på sig. Man kan kalde det at gå i tjeneste for det liv, som man kun så lidt er herre over. Teksten møder os her med en rent ud sagt stødende lignelse fra oldtidens patriarkalske klassesamfund, hvor tjenere må slide og slæbe for godsejeren uden at vente tak – og bare konkludere, at “Vi er unyttige tjenere”. Forrige søndag lød det ellers fra Sl. 8: “Når jeg ser din himmel, dine fingres værk, månen og stjernerne, som du satte der, hvad er da et menneske, at du husker på det, et menneskebarn, at du tager dig af det? Du har gjort det kun lidt ringere end Gud”… Jeg tænker ikke, at vi er “unyttige tjenere”, når vi bærer dagens byrder, lader tanker og hænder skabe noget smukt, holder af og ud, taler modet frem hos hinanden, håber og beder – i tillid til, at også vi er elskede. Ærefrygt er ikke frygt. Og mon ikke vi laver færre ulykker for hinanden og for verden, når vi sander, at vi ikke er altings herrer.

Adskillige kirkekunstnere har ladet stjernehimlen inspirere deres udsmykning, fx Knud Lollesgaard, Rolf Graae, Naja Salto og ikke mindst Sven Havsteen-Mikkelsen. Undertiden har kunstnere brugt linjen “Himlene, Herre, fortælle din ære” som titel. Denne gang vælger jeg at vise et udsnit af den ekspressionistiske farvekunstner Olivia Holm-Møllers “Nattehimmel” u.å. (privateje), som jeg har fundet foto af i Fuglsang Kunstmuseums flotte udgivelse ‘Himmelgåder’. Olivia Holm-Møller er udspændt mellem grundtvigianisme og en vild, kosmisk ekstase. Mig bekendt findes hendes værker ikke i nogen kirke, men det burde de måske. Er hun repræsenteret i nogen sognegård?