3. søn. e. helligtrek. 2. rk. – Se på himlen og tæl stjernerne

Immanuel Kant vidste, at han ikke kunne bevise Guds eksistens, men skrev alligevel uforglemmeligt om ærefrygt: “To ting fylder sindet med altid ny og tiltagende beundring og ærefrygt, jo oftere og mere indgående eftertanken beskæftiger sig med dem: Stjernehimlen over mig og moralloven i mig”. Guds eksistens var hos tænkeren ikke et faktum men et ‘praktisk postulat’, som skabte sammenhæng. – Dagens gammeltestamentlige læsning handler om tvivl og tro hos den barnløse Abraham. Først da Gud viste Abraham himlens utallige stjerner, kunne stamfaderen tro Guds store løfter for en fremtid. Synet af stjernehimlen bringer larmen fra menneskets ego til tavshed, så ærefrygt og ydmyghed kan tage over: Her står vi midt i det tredobbelte under: at der overhovedet findes noget og ikke bare ingenting, at der er opstået liv, og at dette mirakuløse liv er kommet til bevidsthed om sig selv – hos netop sådan et lille menneske som undres over universets skønne og gådefulde stjernevrimmel. – I evangelieteksten fra Luk 17 læser vi, at apostlene vedgik deres afmagt og for lille tro. De var ikke guder. Menneskers vej frem er næppe at måle og veje denne altid alt for lille tro, men tillidsfuldt at tage livet under himlen på sig. Man kan kalde det at gå i tjeneste for det liv, som man kun så lidt er herre over. Teksten møder os her med en rent ud sagt stødende lignelse fra oldtidens patriarkalske klassesamfund, hvor tjenere må slide og slæbe for godsejeren uden at vente tak – og bare konkludere, at “Vi er unyttige tjenere”. Forrige søndag lød det ellers fra Sl. 8: “Når jeg ser din himmel, dine fingres værk, månen og stjernerne, som du satte der, hvad er da et menneske, at du husker på det, et menneskebarn, at du tager dig af det? Du har gjort det kun lidt ringere end Gud”… Jeg tænker ikke, at vi er “unyttige tjenere”, når vi bærer dagens byrder, lader tanker og hænder skabe noget smukt, holder af og ud, taler modet frem hos hinanden, håber og beder – i tillid til, at også vi er elskede. Ærefrygt er ikke frygt. Og mon ikke vi laver færre ulykker for hinanden og for verden, når vi sander, at vi ikke er altings herrer.

Adskillige kirkekunstnere har ladet stjernehimlen inspirere deres udsmykning, fx Knud Lollesgaard, Rolf Graae, Naja Salto og ikke mindst Sven Havsteen-Mikkelsen. Undertiden har kunstnere brugt linjen “Himlene, Herre, fortælle din ære” som titel. Denne gang vælger jeg at vise et udsnit af den ekspressionistiske farvekunstner Olivia Holm-Møllers “Nattehimmel” u.å. (privateje), som jeg har fundet foto af i Fuglsang Kunstmuseums flotte udgivelse ‘Himmelgåder’. Olivia Holm-Møller er udspændt mellem grundtvigianisme og en vild, kosmisk ekstase. Mig bekendt findes hendes værker ikke i nogen kirke, men det burde de måske. Er hun repræsenteret i nogen sognegård?

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s