Sexagesima søndag, 2.rk. – “Af sig selv giver jorden afgrøde”…

I disse uger spjætter følsomme hjerter af glæde ved synet af de ukueligt nikkende vintergækker, solspejlende erantis og strunke liljestængler med lysgrønne knopper. Forårstegn og fornyet livsmod hører sammen. Som moderne mennesker tænker vi (næsten) ikke magisk; nogle kan tilmed forklare alle trin i væksternes biologiske årssammenhænge, men komplementært med – eller forud for – naturvidenskabelige forklaringspotentialer erfarer vi at være åndelig væsener, som endnu engang bevæges og bæres af en sitrende bølge af taknemmelighed over livets nybrud. Det ligger på tungen at gribe til poetiske strofer som Kaj Munks “Hvad var det dog der skete”, med finalen “Hvor er din skaber stor!” – Jesu mange lignelser fra jordbruget taler til os hen over årtusinder. Mark. 4 indledtes med lignelsen om den generøse “Sædemand“; såningen var billedet af håb. Nu kom vi så til “Sæden der vokser af sig selv”, mens landmanden sover og står op; det er tålmodighedens billede. – Jeg er nok ikke den eneste, der som barn kom til kort i tålmodighedsskolen og trak en lillebitte gulerod op af jorden for at se, om den snart blev til noget, – hvilket aldrig var en god ide. – Vi udlægger lignelsen som et billede på Guds riges vækst, og her er også voksnes tålmodighed på prøve: Hvad fører vores indsats for at ‘gøre en forskel’ overhovedet til? Forkyndere, undervisere, opdragere, omsorgspersoner, visionære forskere, iværksættere og politikere… alle vi, som alligevel ikke er altings herrer, evaluerer kritisk vores egen indsats og må samtidig prøve at slippe bekymringen og søge ro i det dybeste håb til livet. Hvad der tegner udsigtsløst, kan vise sig meningsfuldt og givende, måske på overraskende måde. Herren velsigne os og forbavse os! Jesus booster vores håb med endnu en jordbrugslignelse: Det lille bitte sennepsfrø, vi har sået, kan blive større end alle andre planter, ja blive et træ med “store grene, så himlens fugle kan bygge rede i det skygge”. Jesus genfortryller vores verden med sit vidunderlige billede af den ydmyge plante, som sprænger alle grænser og bliver til et beskyttende livstræ. Vi skal åbenbart ikke have for små håb. – Jesus selv syntes engang at være tilintetgjort, men blev fyrtårn for alverden.

Som helligdagens billede vælger jeg Erik Heides skulptur, Livstræet, Ravnsbjerg Kirke, Aarhus, 1975. Foto: Ellen Bruun

Erik Heide, den gamle mester, er den, som har været mest produktiv af alle vore nulevende kirkekunstnere, og han fryder bestandigt med sine forskelligartede værker i sten og metal og altså også træ. Heide har i Ravnsbjerg frembragt et skønt billede af en vækst, som er større end individet, ja som enhver kan søge ly under. Vi ser i livstræet et fortættet evangelisk symbol, der kan tolkes som et flerdimensionelt kors med nagler såvel som en svævende by: måske bydelen Ravnsbjerg, måske Det ny Jerusalem. Og sandelig om ikke Helligåndsduen som håbets ambassadør kommer flyvende over træet! Skulpturen er rejst mellem prædikestol og alter, mellem sakramenter og ord, som søndag efter søndag bliver sået i menigheden. Her findes allerede tegn på Guds riges frembrud.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s