Kategori: Uncategorized

Niels Helledie, som blev født i 1927, har over et virke som lærer fået solidt fodfæste som kirkekunstner og gennem et langt kunstnerliv efterladt sig et betydeligt spor i danske kirker. I næsten 40 kirker har jeg mødt hans letgenkendelige robuste stil, og formentlig er der mange flere. Helledies skulpturer møder en med et egenartet groftskåret udtryk, som griber fra modernismen tilbage til romansk og til primitiv kunst og ofte tilføjer et glimt af uhøjtidelig underfundighed. Vi overraskes fx af en hængende skulptur af kirkeskibet, som med nedhængende Thorshammer sejler hen over døbefonte (i Gudumholm og Præstevang Kirker). Jesus er nok med i båden. De fleste af Helledies skulpturer er dog variationer over temaet ‘Livstræet skyder af korsets rod’, som vel kan kaldes hans signaturmotiv. Helledie har haft sin store styrke i mindre værker, som har tilført de mange kirker et oplivende moment. I 1995 fik Helledie sammen med Adi Holzer en meget større opgave med udsmykning af det vældige alterparti i Hasseris Kirke, Aalborg. Denne udsmykning blev omdiskuteret og kendt i medierne som en styrkeprøve mellem lokale kræfter og Akademirådets fjerne kunstelite. Debatten efterlod et dybt sår hos Skagenskunstneren. Jeg citerer her min omtale af værket i Hasseris Kirkes jubilæumsskrift “Årringe” (2006): Figuren kan afkodes som livstræet eller hvedekornet der lægges i jorden og dør for at bære mange fold. Dette kombinerede døds- og opstandelsessymbol er i Hasseris ikke en organisk samlet gestalt, men komponeret over modsætningen mellem død og liv, mellem angst og tro. Opstandelsen bryder som modbillede med dødens massive realitet, der er utilsløret som døde knogler i jorden. “En metamorfose” kalder Helledie dette dobbelte symbol, hvor dødens ben bliver til livets træ. Der sker en forvandling, som når puppen bliver til sommerfugl. Helledie har personligt skrevet: “Angstens frugter er troens billeder. Når jeg nu har fæstnet mig ved kristendommen, så skyldes det, at når livet gik til grunde for mig, så gik han med. Så gik Kristus med. Så var jeg ikke alene, så var bønnen der. Jeg kunne bede til Kristus. Han var med, når jeg gik ned med flaget, og derfor er han der også, når jeg vågner op.”

Æret være Niels Helledies minde!

I 2010 udgav Helledie og Thomas Reinholdt den smukke bog “Til de fattige” med billeder og bibeltekster.

Konflikter betyder altid kamp om fortolkningsretten: Det er akut blevet tydeligt, at vi alle er aktører i informationskrige på liv og død. Hvad den ene kalder beskyttelse, kalder den anden overgreb; hvad den ene kalder terror, kalder den anden frihedskamp. Er samfund funderet i magtens konsolidering eller i demokrati? Er individer defineret af historisk givne (?) kollektiver eller af frihedsrettigheder? Politiske, ideologiske og religiøse budskaber skaber åndelige ‘røde linjer’ og overbygges med dæmonisering af modparten. Denne evindelige kamp om sandheden karakteriserede også det ny testamentes verden: Jesus diagnosticeres af sine fjender som “en samaritaner og besat af en dæmon”. Den dramatiske evangelietekst fra Joh. 8 stiller sandhed og løgn op mod hinanden som en kamp af mytologiske dimensioner: Modstanden mod Jesus bestemmes som initieret af djævelen selv: “der er ikke sandhed i ham… løgner er han og fader til løgnen. Men jeg siger sandheden, derfor tror I mig ikke”… Talens kontekst er den konkrete situation, hvor en kvinde grebet i ægteskabsbrud i henhold til en fundamentalistisk fortolket moselov skal dømmes til stening, men overraskende sættes fri. Jesus skaber et religiøst paradigmeskifte ved at rette opmærksomheden mod menneskers indre, hvor ingen er ren: “Den af jer, som er uden synd, skal kaste den første sten på hende”. I stedet for en dødsdom hører hun nu ordene: “Heller ikke jeg fordømmer dig. Gå, og synd fra nu af ikke mere.” Evangeliets sandhed, som her går op mod lovreligionens, er ikke en lære eller en ideologi. Den er en levende person, en medfølende og inkluderende menneskesøn. Hvad er da vores kompas i kampen mellem sandhederne? Hvem taler Guds ord med “myndighed”? Ikke den, der lægger livet øde, men den, der heler det brudte og åbner nye livsbekræftende muligheder. Så sandt Gud er livets generøse skabermagt, er Sandheden den der åbner døren for gode menneskeliv med tro, håb og kærlighed. I Guds rige erfares kærlighedens styrke – i al evighed. “Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden.”

Johannes Holbeks (1872-1903) ejendommelige symbolistiske kunstværk fra 1900 er opbygget som en dualistisk modstilling af sandhedens ånd på den ene side og formørkede eksistenser på den anden. Indesluttet i mørke farver ses på højre side en led collage af forkrøblede, dyriske, arrogante eller angstfulde fjæs; måske kan konkrete historiske personer identificeres? I billedmidten ses ganske påfaldende et selvportræt af kunstneren selv. Han vender de dæmoniske fremtoninger ryggen og viser hen til den lysere, blå verden, hvorfra en kronet Kristuslignende skikkelse træder frem. Johs. Holbek var en talentfuld og veluddannet, men utilpasset maler, der med baggrund i et præstehjem i Snoldelev koncentrerede sig om selvfordybelse og religiøse temaer – og tragisk nok forløftede sig på det absoluthedskrav, han som kunstner stillede sig selv; han følte sig ikke forstået og blev ikke gammel. Her vises kun et udsnit af maleriet, der påkaldte sig min interesse ved sin billedtekst: I sin fulde udstrækning rummer billedet nemlig en linje af en af Grundtvigs salmer. “Talsmand, som på jorderige i et suk kan alt udsige hvad vi evigt trænger til!” Som bekendt handler helligåndssalmen om at “tugte de trygge og trøste de spage”. Det er hvad Jesus gjorde i Johs 8. – Men Helligånden kunne gerne have bragt mere overbærenhed med i tilfældet Johannes Holbek. – Maleriet har indgået i en udstilling om symbolisme, som SMK engang lagde rammer til. Det sælges nu som postkort.

Fastetiden tager livtag med livets fjender. Denne søndags drama fra Mark 9 er en nærkamp mellem Kærligheden med stort K og psykisk sygdom. Sygdommen betyder lidelse for den syge, desperation for pårørende, som elsker ham, og anfægtelse for enhver, der forgæves prøver at hjælpe. Her gør det måske ikke den store forskel, om sygdommen forklares med mytologiske eller naturvidenskabelige begreber, det ubærlige er magtesløsheden. Jeg erkender – efter samvær med et menneske, som var ramt af psykisk sygdom – selv at have haft alt for travlt med gode råd og handlingsplaner; kunne åbenbart dårligt holde ud at være afmægtig. Der at spørge sig selv, om man har tro nok, kan formentlig kun føre til et negativt svar. Tro er imidlertid ikke en strategi eller en ydelse. Tro er ikke at have magt over sit eller andres liv, snarere omvendt: at være til stede med sin afmagt i Guds rum og dér at turde overgive sig. Den desperate far vil gøre alt for sin martrede søn og råber til Jesus: “Jeg tror, hjælp min vantro!” Vantroen bliver mødt af Guds kraft, og drengen oprejses. – Disciplene er frustrerede, fordi de ikke selv har magt over ondet. “Hvorfor kunne vi ikke?” Jesus svarer: “Den slags kan kun drives ud ved bøn.” Bøn er ikke magt, men den nøgne eksistens hos en magtesløs, der rækker ud efter Gud. Den bedende erfarer, at lige dér, hos Gud, er det godt nok at være afmægtig. – “I min magtesløshed åbenbarer Guds kraft sig helt”, som Paulus skrev.

Den originale maler og freskoprofessor Elof Risebye (1892-1961) er i denne sammenhæng værd at konsultere. Han var en martret sjæl, som oplevede både dyb sorg, ensomhed og svær psykisk sygdom. Han har i sine malerier skildret “sjælesyge” mere indsigtsfuldt end nogen anden dansk kunstner. Samtidig har Risebye formået at vise mødet mellem menneskelig afmagt og Guds kærlighed mere inderligt end andre, jeg kender til. Risebyes hovedværk er de arkaiserende, romansk-inspirerede freskomalerier fra 1920-21 i Sindal Bykirkes kor. Her har scenen, hvor Jesus møder den sjælesyge, en prominent placering på altervæggen. Foto: Claus Jensen – I Vejlby Kirke, Allingåbro, har Risebye med sine fresker på hvælvene fortolket Fadervor. Bønnen ´’Forlad os vor skyld‘ er særskilt fortolket i en senere tegning fra 1948, som vises her. Kunsten kan måske være en hjælp til at udholde at være i afmagten?

Brodermord og magtkamp! Søndagens tekster synes af spejle den forstemmende nyhedsstrøm, som har ramt os i solar plexus fra 24. feb. “Folkenes konger hersker over dem, og de, som udøver magt over dem, lader sig kalde velgørere.” Luk. 22 har hermed også nævnt den propaganda, som besmykker magtudøvernes vold. – “Sådan skal I ikke være, lederen skal være som den der tjener.” – Hvis vi efter murens fald havde levet i en drøm om at kunne virkeliggøre et frit og retfærdigt fredsrige på jord, så er vi nu vågnet op til realiteter, der synes at spotte vores nedrustning, diplomati og selvtillid: paradistabets virkelighedschok. Hjerterne banker nu for det tappert kæmpende ukrainske folk, som vi vil unde alle verdens våben. Vi spørger til krigens tabstal og magter nu dårligt at sørge med de russiske soldaters mødre. Hvad er det dog, angsten og vreden gør ved os: Jeg blev oplivet, ja virkelig oplivet af forlydender om store tabstal hos aggressorerne. – Men midt i magtkampens bandsat onde cirkler giver evangeliet os sin modfortælling ! I den brutale virkelighed har mennesker alligevel ikke tabt godheden af syne. Det er bevægende at se, at praktisk hjælpsomhed og forbøn – sammen med forsvarsbidrag til Ukraine – nu er blevet fælleseuropæiske massebevægelser, – at mange hellere tænder et lys end forbander mørket! – Når trygheden forsvinder, genkender vi ikke verden og genkender måske dårligt nok os selv. Men hvad vi kan genkende midt i dette mareridt, er den menneskesøn, som vil være iblandt os som “den der tjener”: “Jeg bad for dig, for at din tro ikke skal svigte”, sagde Jesus til Peter og os andre – og gav os sig selv som åndeligt anker. Og så går han videre ad sin uretfærdige lidelses vej uden at tabe menneskekærlighed og nåde af syne. Det er et fredsrige af en anden verden.

For at finde kunst til helligdagen har jeg søgt blandt værker fra krigsårene og fra den kolde krig. Sven Wiig-Hansen skabte sin store udsmykning, “Det sårede menneske” i Kastrup Kirke, Amager, i koldkrigstidens skygge, hvor atomskyen er tydeligere end gudsbilledet. Wiig-Hansens ekspressive malerier er ofte uhyggelige fortolkninger af kamp, angst og rådvildhed i en plaget verden og et plaget sind, som her i “Angstens ofre” fra 1974- (Nicolaibilleder). Her udstilles en oplevet gudsforladthed. –

Samtidskunstneren Sys Hindsbo skildrer også totalitarismens overgreb og menneskers dødsangst. I Hindsbos gådefulde sammenstillinger af voldsmænd og ofre går vi næppe fejl af fascismens traumespor. Midt i det hele finder vi her – måske – et gudsbillede. Sys Hindsbo står bag enkelte kirkeudsmykninger, herunder et udkast til altertavle til Nazaretkirken i Ryslinge. I dette opslag viser jeg imidlertid et andet maleri, som bl.a. har været udstillet i Ølby Kirke, Køge. Billedets venstre side viser ren terror. I billedets højre side ses udbæringen af et dræbt menneske, måske en figuration for Kristus, som var og er iblandt os som “den, der tjener.” Denne del af maleriet er farvet rødt i kontrast til den sort/hvide venstre side. Den røde farve vidner om blod, men først og fremmest om kærlighed. Kan vi udholde billedet formedelst dette indslag af rød farve? Næsten ikke. – – Jeg må finde et kunstværk, som kommer med fred – ligesom de smukke bønner for Ukraine, som flere præster i ugens løb har formuleret og offentliggjort. Mit endelige billedvalg bliver et gammelt s/h foto af Sophie B. Jensens “De hjemløse”, et aftrukket freskomaleri fra 1953, hidrørende fra den tysk-danske grænseegn. Maleriet skildrer efterkrigstidens flygtninge, som har mistet alt, men som holdes sammen i kærlighed og bøn. Kristus ligger såret i billedets forgrund. De andre – kvinder og børn – er samlede under korset. Billedet er fundet i en lille monografi om den sydslesvigske maler Sophie B. Jensen (1912-2007).

Hvad længes vi efter at se? For år tilbage oplevede jeg i nogle måneder et betydeligt synstab, uden vished for at det kun ville være forbigående. Det var – undskyld mig – en øjenåbner. Jeg orienterede mig dårligt, kunne selvfølgelig hverken læse eller taste, og strejfede rædslen ved tanken om permanent tåge. Hvad gik jeg i tågelandet og længtes efter at se ? Ikke synets tomme kalorier, skærmenes overload af stimuli, fotoshoppede modeller og reklamer for lækre produkter målrettet grådigheden. Nej, jeg længtes efter med mit blik at kunne udforske og kærtegne stjernehimmel og fugletræk, filigranagtige trækroner og anemoneskove, havets og landskabets vidder, børnenes kolbøtter i trampolinen, udtryksfulde små bevægelser i elskede ansigter. – Ved gode kræfters samvirken fik jeg gudskelov mit udmærkede syn igen, – hvilket naturligvis ikke bringer den mindste smule trøst til hende eller ham, som ikke er så heldig. – Evangeliet fra Luk 18 handler om at se eller ikke se. På Jerikovejen møder Jesus den blinde tigger, som lytter og længes, råber og håber. Historien om blindehelbredelsen er et – måske symbolsk – indskud i den større fortælling om at Jesus går mod Jerusalem sammen med disciple, der ikke kan se, i betydningen indse og forstå. Lidelsens vej er ubegribelig for dem som for os. Vi mister orienteringen, når det gode liv går under i kaos og frustration, tab og smerte. Vi spejder efter sammenhæng og mening. – Tekst til dagen er også Paulus’ højtskattede hyldest til kærligheden i 1. kor. 13, som bl.a. udtrykker denne længsel efter at alt skal falde på plads. “Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt.” I lyset af den absolutte kærlighed skal gåderne løse sig, hjertets inderste spørgsmål finde svar, og livets brudte tråde bindes sammen. “Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud”. Dybest set handler kærlighedens højsang hos Paulus vel om længslen efter mødet med Gud. Paulus selv har sin historie at fortælle om både blindhed, længsel og møde. – Tilbage til Jeriko: Jesus lod sig standse af den blinde tiggers bøn og sagde: “Bliv seende, din tro har frelst dig.” Den blinde fik både syn og indsigt; det ser vi af, at “han priste Gud”. Han fik lov at se, “ansigt til ansigt”, se Guds menneskelige ansigt, Guds menneskekærlige ansigt. Først og fremmest så han, at Gud så ham. Vi har “en Gud, der ser”.

I danske kirker hænger en hel del altertavler med blindehelbredelser og andre underberetninger, malet gennem et århundrede fra midt i 1840’erne, hvor de afløste guldalderens fhv. rationelle ‘replikbilleder’. Her kom nogle habile genremalere til fadet med pæne bibelhistoriefortællinger, som gennemgående står i skyggen af den teknisk fænomenale Carl Blochs anskueliggørelser. Et eksempel er professor C. Schleisners (1810-1882) maleri fra 1866 i Terslev Kirke. Det har sin styrke i det smukt oplyste landskab, som den blinde nu kan få lov at se. Det er fotograferet af Claus Jensen. – Jeg har imidlertid nok så megen lyst til at vise et af Karsten Auerbachs symbolske billede af et moderne menneske, som længsel efter at bryde ud af sit ubærligt perspektivløse liv, sit foreløbige liv. Titlen er “There must be more in Life than this.” Karsten Auerbach (f. 1961) har bl.a. haft en stor midlertidig udsmykning af sine symbolske billeder i Horne Rundkirke på Fyn.