‘At kunne gå på vandet’ er gået ind i sproget som metafor for at lykkes med det utrolige. I dag bruges det vist mest om berusende succes hos fx en stjernespiller, der tror på sig selv. – Omvendt skildrer Matthæusteksten et nederlag hos den aldeles menneskelige Peter, som træder fra båden ud på det oprørte, natsorte hav, Peter, som så gerne vil, men ikke kan præstere det utrolige. Han lever som menneske på naturkræfters vilkår, kan ikke andet; han synker og råber angstfuldt: “Herre, frels mig!” – Det bliver igen en fortælling om og for tvivlere og lidettroende, men vel at mærke en fortælling om, at lidettroende gribes af større kræfter. Jesus rækker hånden – og freden – til Peter og hele det skrækslagne bådsmandskab, som nu må kaste sig i dørken og bekende: “Sandelig, du er Guds søn.” Det åndelige drama mellem Jesus og Peter i bølgerne er en udbygning hos Matth. i forhold til parallellen i Markusevangeliet. Hvad Markus fortæller om disciplene derude i båden, er kun, at de blev forskrækkede, da de så Jesus komme gående over søen, indtil han talte til dem: “Det er mig, frygt ikke!” – Historien, som er kendt af alle, er en skydeskive for kritiske bibellæsere, – for den lyder jo ikke realistisk. Nej, åbenbaringer tilhører ikke den hverdagsrealistiske genre, men den mytiske, og som sådan rækker den ud over tid og rum. – Traditionelle alterbilleder fra o. år 1900 synes ganske vist til overflod at ville tydeliggøre, hvordan Jesus ubesværet kan spadsere på det bølgende Genesaret hav, som er det et stuegulv eller – som Carsten Bach-Nielsen underholdende skriver i bogen ‘Sømanden og døden’ – som om ‘der er rørt så megen stivelse i vandet, at det har opnået en helt utrolig bæreevne’. For prædikanter er der ikke megen hjælp at hente i detaljerige gamle malerier, der var optaget af HVORDAN. Vi skal i stedet lytte efter fortællingens HVAD: Hvad teksten kan give os, er en åbenbaring, en epifani, hvor vi i ånden får et glimt af den evigt nærværende Gud. Selv når livet erfares som en omtumlet sejlads i et eksistentielt mørke, er det ikke et mørke, hvor Gud ikke kan nå os. Evangeliet om Kristus, der møder sine ængstelige disciple derude på dybet, åbner en lyssprække i vores modløshed med ordene: “Vær frimodige, det er mig, frygt ikke!”
Danskere har gennem historien gjort sig rigelige erfaringer med farlige sejladser. Især omkring år 1900 fik mange kystnære danske kirker malerier af Jesus vandrende på søen; en halv snes af tavlerne fra denne periode viser Kristus og Peter på og i søen ved siden af båden, nogle virker i dag ret teateragtige og uvedkommende. Da kirkekunsten efterhånden i 1900-tallet blev moderne med gæv kolorit og malerisk grove penselstrøg, fik kunstnere stilmæssigt bedre mulighed for at lade realismen bag sig til fordel for en tydeliggørelse af motivets karakter af åndelig åbenbaring. Nu kan Kristus males på det sortladne hav som en vision af lys. Ja, Kristus kan skildres som selve billedets lyskilde. Dette gælder fx den sene fortolkning af motivet, som maleren Mogens Hoff skabte i 1992. Titlen er “At kunne og ville gå på vandet”. Maleriet trækker en vigtig diagonal linje mellem Jesu og Peters fremstrakte arme, der næsten mødes. Kontakten er livgivende som berøringen mellem Gud og Adam i Michelangelos skabelsesbillede i Det Sixtinske Kapel i Rom. Mogens Hoff (1934-2008) var hovedsagelig selvlært. Han efterlod sig især portrætter, rejseskildringer samt mytiske og bibelske motiver, malet i figurativ stil med grove, men sikre penselstrøg med betydelig farvekraft. Han var ikke optaget af at flytte stilmæssige grænser, men af at fortælle vigtige historier om mennesker med opmærksomhed på indre oplevelser. Mogens Hoff har udført flere alterbilleder, herunder et hovedværk i Romdrup Kirke ved Aalborg. Det her viste maleri til dagens tekst er formentlig i privat eje. Det har været udstillet på Galleri Emmaus i Haslev.
Birgitte Bech kirkekunst 