Sidste søn. e. helligtr. 2. rk. – Om at give sit liv – for livets skyld

Som lille ‘hjalp’ jeg min gæve mor i hendes kolonihave. Jeg gravede med fingrene i jorden for at høste kartofler: små, faste, gule, nye kartofler. På et tidspunkt fik jeg fat i noget blødt. Bwadr, det lugtede råddent. Mor forklarede omhyggeligt, at det var moderkartoflen. Hvis ikke den store, gamle kartoffel var lagt i jorden, kunne der ikke være kommet nye. Dette indblik i den biologiske sammenhængs mysterium gjorde indtryk; på en måde var den gamle kartoffel blevet ofret for de nye. Jeg betragtede den opløste, gamle kartoffel med en slags skam over at have sagt bwadr; jeg skulle hellere have sagt tak! – Denne gamle erindring vækkes af dagens tekst fra Joh. 12, hvor Kristus på vej mod sin sidste påske siger: “Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn, men hvis det dør, bærer det mange fold.” – Lignelsen er afsæt for tanker om offerets mysterium på menneskeligt plan: Det kan være livgivende at give ud, give sig selv, ja med store ord: at miste sit liv. Den enes tunge offer eller opofrelse kan være berigende som forudsætning for andres gode livsmuligheder. Ikke alle ofre er livgivende; ofre kan være ufrie og forkrøblende, måske kalkulerende som instrument til at opnå kontrol og give skyldfølelse. Det virkeligt livgivende offer er derimod båret af en frisættende kærlighed til modtageren. Dets håb og belønning er alene, at den andens liv lykkes. Offeret er et sædekorn, hvorfra livsfylde og glæde kan gro. – – Nu ved helligtrekongertidens slutning nærmer vi os indfasningen af faste- og påsketiden, og Johannes har allerede fortalt om Jesu indtog i Jerusalem og hans udsigt til en dødsdom. Dagens tekst handler naturligvis om det enestående menneskelige offer, som samtidig var Guds eget offer. Af uendelig kærlighed har Gud givet sig selv helt for menneskelivets skyld. Den fortælling om Guds dyre offer bliver stående som et åndeligt mysterium. Den eneste ‘forklaring’ er kærlighed, at “Gud er kærlighed”. Vi må modtage livet som en kærlighedsgave og bære dets gyldne frugter.

Kirkekunstnere er glade for hvedeakset som motiv. Det er et lettilgængeligt symbol på død og genopstandelse, og det rummer righoldige associationer til “vort daglige brød” og til nadverbrødet, hvori Kristus giver os sig selv. Det gyldne hvedeaks er samtidig uendeligt dekorativt og imødekommer smagen for enkle arketypiske naturmotiver med en dyb kristen merbetydning. Den store kunstner Sven Havsteen-Mikkelsen har flere gange skildret hvedeakset i sine abstrakte glasmosaikker. Mit yndlingseksempel er denne rude fra 1973 i Sørup Kirke ved Svendborg. Når sollyset falder ind gennem ruden, medbringes glæden ved gyldne marker med en fed høst. Foto: Claus Jensen

For resten fik Ilskov Kirke i 1999 en smuk blå messehagel, som på ryggen har broderet et strålende gyldent hvedeaks, men på forsiden en blomstrende kartoffelplante – ganske passende for et landbrugssogn i det sandede Vestjylland, som for en stor del har været ernæret af kartoffelavl. –

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s