Den som har sværest ved at acceptere døden, er den som ikke har levet, sagde en læge engang til mig. Måske lovlig firkantet, men en forbindelse mellem livsangst og dødsangst er der nok. Mest ubærlig er vel afskeden med et ulevet liv, hvor langt det end har været. Talenter må ikke spildes. – Vi er i kirkeåret kommet til lignelsen om “de betroede talenter” (Matth. 21), som Herren har delt ud til sine folk. Det handler ikke om småpenge: En talent var angiveligt 30 kg sølvmønter, som (før negative indlånsrenters dage) kunne kaste meget af sig, hvis de altså ikke blev gravet ned. Fantastiske muligheder i livet! Vor individualistiske kultur har generelt en udbredt bevidsthed om, at livet skal leves fuldtud, og muligheder udnyttes optimalt. Det er vores projekt, vores pligt og – tænker vi måske også – vores ret at udfolde ‘vores fulde potentiale’, selvom kun promiller af verdens befolkning har en tilsvarende platform for ‘selvoptimering’. – Angsten for at vælge forkert og slå fejl kan omvendt være så lammende, at der kun bliver ‘livsfortrydelse’ tilbage – med en glose, jeg lige hørte brugt i forbindelse med gratis psykologhjælp til ældre borgere i Københavns Kommune. ‘Livsfortrydelse’ handler ikke om de ulige evner og kræfter og vilkår, som vi ikke er ansvarlige for, men om hvordan vi brugte de muligheder, vi fik. Har vi tændt lys i andres øjne eller slukket det? Har vi gjort plads for medmenneskers potentiale? Lignelsen indledes med ordene. “Det er med himmeriget som med”… Den handler næppe om at investere sit ego i selvrealiseringsprojekter med narcissismen som fortegn. Som Gudsrigeslignelse handler den derimod om at investere sig selv i livet med evangeliet som fortegn. Ikke i selvabsorbering men i generøsitet. Guds børn har fået favnen fuld af himmelske “talenter” som livsmod, kærlighed, gavmildhed, trøst, håb og forsoning: alt hvad der kan åbne og berige vore mellemværender med hinanden, og som kun øges ved at blive givet videre. – Gamle P. G. Lindhardt ironiserede i en prædiken om ørkesløst at stå og vente på “noget som var dit talent værdigt”. Denne individualistiske eksklusivitet imødegik Lindhardt derpå med ordene: “var det ikke din store lykke, at du på forhånd var taget i brug af dit arbejde og de mennesker, som fyldte din tilværelse, så du ikke selv skulle finde ud af, hvordan du kunne realisere dig selv og udfolde dine talenter?” – Det er et bud på levet liv.
Guldaldermaleren Vilhelm Marstrand har efter italiensk forbillede malet en stort sceneri, som fortolker lignelsen om “De betroede pund”. Netop nu er det udstillet på Nivågård, og jeg har brugt et foto heraf i opslag til teksten for år tilbage. Der var en pointe i, at det var tiltænkt Nationalbankens lokaler, hvilket dog aldrig blev realiseret. I min søgen efter motivet i danske kirker har jeg kun fundet et eneste eksempel: På bænkegavlene i Hygum Kirke ved Lemvig har Børge Ishøy under 2. verdenskrig skåret relieffer af hele 9 af Jesu lignelser, og altså også denne. Vi ser Kristusfiguren stå med talende asymmetrisk gestik for enden af regnskabsbordet, flankeret på den ene side af de to tjenere med overskud, på den anden side af den afvisende/afviste tjener. Børge Ishøy (1910-1979) blev uddannet i billedskærerlære og på Kunstakademiet og fandt sin egen enkle og lidt stramme naturalistiske stil, som også karakteriserer altertavlen og prædikestolen i Hove Kirke, der er hans kirkelige hovedværk. Foto: Claus Jensen.
– Søger jeg et kunstværk, som direkte illustrerer ideen om at bringe livets gaver i omløb, finder jeg, at vandkunsten fra 1976 foran Islev Kirke er et godt valg. Den blev tegnet af kirkens arkitekter Inger og Johannes Exner og udført af Poul Skjellerup. Skulpturen med det strømmende vand hedder netop “Giv det videre”. Her vises et udsnit.
Birgitte Bech kirkekunst 