3. søn. i fasten 2. rk. – Sandheden og ‘sandhederne’

Konflikter betyder altid kamp om fortolkningsretten: Det er akut blevet tydeligt, at vi alle er aktører i informationskrige på liv og død. Hvad den ene kalder beskyttelse, kalder den anden overgreb; hvad den ene kalder terror, kalder den anden frihedskamp. Er samfund funderet i magtens konsolidering eller i demokrati? Er individer defineret af historisk givne (?) kollektiver eller af frihedsrettigheder? Politiske, ideologiske og religiøse budskaber skaber åndelige ‘røde linjer’ og overbygges med dæmonisering af modparten. Denne evindelige kamp om sandheden karakteriserede også det ny testamentes verden: Jesus diagnosticeres af sine fjender som “en samaritaner og besat af en dæmon”. Den dramatiske evangelietekst fra Joh. 8 stiller sandhed og løgn op mod hinanden som en kamp af mytologiske dimensioner: Modstanden mod Jesus bestemmes som initieret af djævelen selv: “der er ikke sandhed i ham… løgner er han og fader til løgnen. Men jeg siger sandheden, derfor tror I mig ikke”… Talens kontekst er den konkrete situation, hvor en kvinde grebet i ægteskabsbrud i henhold til en fundamentalistisk fortolket moselov skal dømmes til stening, men overraskende sættes fri. Jesus skaber et religiøst paradigmeskifte ved at rette opmærksomheden mod menneskers indre, hvor ingen er ren: “Den af jer, som er uden synd, skal kaste den første sten på hende”. I stedet for en dødsdom hører hun nu ordene: “Heller ikke jeg fordømmer dig. Gå, og synd fra nu af ikke mere.” Evangeliets sandhed, som her går op mod lovreligionens, er ikke en lære eller en ideologi. Den er en levende person, en medfølende og inkluderende menneskesøn. Hvad er da vores kompas i kampen mellem sandhederne? Hvem taler Guds ord med “myndighed”? Ikke den, der lægger livet øde, men den, der heler det brudte og åbner nye livsbekræftende muligheder. Så sandt Gud er livets generøse skabermagt, er Sandheden den der åbner døren for gode menneskeliv med tro, håb og kærlighed. I Guds rige erfares kærlighedens styrke – i al evighed. “Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden.”

Johannes Holbeks (1872-1903) ejendommelige symbolistiske kunstværk fra 1900 er opbygget som en dualistisk modstilling af sandhedens ånd på den ene side og formørkede eksistenser på den anden. Indesluttet i mørke farver ses på højre side en led collage af forkrøblede, dyriske, arrogante eller angstfulde fjæs; måske kan konkrete historiske personer identificeres? I billedmidten ses ganske påfaldende et selvportræt af kunstneren selv. Han vender de dæmoniske fremtoninger ryggen og viser hen til den lysere, blå verden, hvorfra en kronet Kristuslignende skikkelse træder frem. Johs. Holbek var en talentfuld og veluddannet, men utilpasset maler, der med baggrund i et præstehjem i Snoldelev koncentrerede sig om selvfordybelse og religiøse temaer – og tragisk nok forløftede sig på det absoluthedskrav, han som kunstner stillede sig selv; han følte sig ikke forstået og blev ikke gammel. Her vises kun et udsnit af maleriet, der påkaldte sig min interesse ved sin billedtekst: I sin fulde udstrækning rummer billedet nemlig en linje af en af Grundtvigs salmer. “Talsmand, som på jorderige i et suk kan alt udsige hvad vi evigt trænger til!” Som bekendt handler helligåndssalmen om at “tugte de trygge og trøste de spage”. Det er hvad Jesus gjorde i Johs 8. – Men Helligånden kunne gerne have bragt mere overbærenhed med i tilfældet Johannes Holbek. – Maleriet har indgået i en udstilling om symbolisme, som SMK engang lagde rammer til. Det sælges nu som postkort.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s