Hvad længes vi efter at se? For år tilbage oplevede jeg i nogle måneder et betydeligt synstab, uden vished for at det kun ville være forbigående. Det var – undskyld mig – en øjenåbner. Jeg orienterede mig dårligt, kunne selvfølgelig hverken læse eller taste, og strejfede rædslen ved tanken om permanent tåge. Hvad gik jeg i tågelandet og længtes efter at se ? Ikke synets tomme kalorier, skærmenes overload af stimuli, fotoshoppede modeller og reklamer for lækre produkter målrettet grådigheden. Nej, jeg længtes efter med mit blik at kunne udforske og kærtegne stjernehimmel og fugletræk, filigranagtige trækroner og anemoneskove, havets og landskabets vidder, børnenes kolbøtter i trampolinen, udtryksfulde små bevægelser i elskede ansigter. – Ved gode kræfters samvirken fik jeg gudskelov mit udmærkede syn igen, – hvilket naturligvis ikke bringer den mindste smule trøst til hende eller ham, som ikke er så heldig. – Evangeliet fra Luk 18 handler om at se eller ikke se. På Jerikovejen møder Jesus den blinde tigger, som lytter og længes, råber og håber. Historien om blindehelbredelsen er et – måske symbolsk – indskud i den større fortælling om at Jesus går mod Jerusalem sammen med disciple, der ikke kan se, i betydningen indse og forstå. Lidelsens vej er ubegribelig for dem som for os. Vi mister orienteringen, når det gode liv går under i kaos og frustration, tab og smerte. Vi spejder efter sammenhæng og mening. – Tekst til dagen er også Paulus’ højtskattede hyldest til kærligheden i 1. kor. 13, som bl.a. udtrykker denne længsel efter at alt skal falde på plads. “Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt.” I lyset af den absolutte kærlighed skal gåderne løse sig, hjertets inderste spørgsmål finde svar, og livets brudte tråde bindes sammen. “Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud”. Dybest set handler kærlighedens højsang hos Paulus vel om længslen efter mødet med Gud. Paulus selv har sin historie at fortælle om både blindhed, længsel og møde. – Tilbage til Jeriko: Jesus lod sig standse af den blinde tiggers bøn og sagde: “Bliv seende, din tro har frelst dig.” Den blinde fik både syn og indsigt; det ser vi af, at “han priste Gud”. Han fik lov at se, “ansigt til ansigt”, se Guds menneskelige ansigt, Guds menneskekærlige ansigt. Først og fremmest så han, at Gud så ham. Vi har “en Gud, der ser”.
I danske kirker hænger en hel del altertavler med blindehelbredelser og andre underberetninger, malet gennem et århundrede fra midt i 1840’erne, hvor de afløste guldalderens fhv. rationelle ‘replikbilleder’. Her kom nogle habile genremalere til fadet med pæne bibelhistoriefortællinger, som gennemgående står i skyggen af den teknisk fænomenale Carl Blochs anskueliggørelser. Et eksempel er professor C. Schleisners (1810-1882) maleri fra 1866 i Terslev Kirke. Det har sin styrke i det smukt oplyste landskab, som den blinde nu kan få lov at se. Det er fotograferet af Claus Jensen. – Jeg har imidlertid nok så megen lyst til at vise et af Karsten Auerbachs symbolske billede af et moderne menneske, som længsel efter at bryde ud af sit ubærligt perspektivløse liv, sit foreløbige liv. Titlen er “There must be more in Life than this.” Karsten Auerbach (f. 1961) har bl.a. haft en stor midlertidig udsmykning af sine symbolske billeder i Horne Rundkirke på Fyn.
Birgitte Bech kirkekunst 