Brodermord og magtkamp! Søndagens tekster synes af spejle den forstemmende nyhedsstrøm, som har ramt os i solar plexus fra 24. feb. “Folkenes konger hersker over dem, og de, som udøver magt over dem, lader sig kalde velgørere.” Luk. 22 har hermed også nævnt den propaganda, som besmykker magtudøvernes vold. – “Sådan skal I ikke være, lederen skal være som den der tjener.” – Hvis vi efter murens fald havde levet i en drøm om at kunne virkeliggøre et frit og retfærdigt fredsrige på jord, så er vi nu vågnet op til realiteter, der synes at spotte vores nedrustning, diplomati og selvtillid: paradistabets virkelighedschok. Hjerterne banker nu for det tappert kæmpende ukrainske folk, som vi vil unde alle verdens våben. Vi spørger til krigens tabstal og magter nu dårligt at sørge med de russiske soldaters mødre. Hvad er det dog, angsten og vreden gør ved os: Jeg blev oplivet, ja virkelig oplivet af forlydender om store tabstal hos aggressorerne. – Men midt i magtkampens bandsat onde cirkler giver evangeliet os sin modfortælling ! I den brutale virkelighed har mennesker alligevel ikke tabt godheden af syne. Det er bevægende at se, at praktisk hjælpsomhed og forbøn – sammen med forsvarsbidrag til Ukraine – nu er blevet fælleseuropæiske massebevægelser, – at mange hellere tænder et lys end forbander mørket! – Når trygheden forsvinder, genkender vi ikke verden og genkender måske dårligt nok os selv. Men hvad vi kan genkende midt i dette mareridt, er den menneskesøn, som vil være iblandt os som “den der tjener”: “Jeg bad for dig, for at din tro ikke skal svigte”, sagde Jesus til Peter og os andre – og gav os sig selv som åndeligt anker. Og så går han videre ad sin uretfærdige lidelses vej uden at tabe menneskekærlighed og nåde af syne. Det er et fredsrige af en anden verden.
For at finde kunst til helligdagen har jeg søgt blandt værker fra krigsårene og fra den kolde krig. Sven Wiig-Hansen skabte sin store udsmykning, “Det sårede menneske” i Kastrup Kirke, Amager, i koldkrigstidens skygge, hvor atomskyen er tydeligere end gudsbilledet. Wiig-Hansens ekspressive malerier er ofte uhyggelige fortolkninger af kamp, angst og rådvildhed i en plaget verden og et plaget sind, som her i “Angstens ofre” fra 1974- (Nicolaibilleder). Her udstilles en oplevet gudsforladthed. –
Samtidskunstneren Sys Hindsbo skildrer også totalitarismens overgreb og menneskers dødsangst. I Hindsbos gådefulde sammenstillinger af voldsmænd og ofre går vi næppe fejl af fascismens traumespor. Midt i det hele finder vi her – måske – et gudsbillede. Sys Hindsbo står bag enkelte kirkeudsmykninger, herunder et udkast til altertavle til Nazaretkirken i Ryslinge. I dette opslag viser jeg imidlertid et andet maleri, som bl.a. har været udstillet i Ølby Kirke, Køge. Billedets venstre side viser ren terror. I billedets højre side ses udbæringen af et dræbt menneske, måske en figuration for Kristus, som var og er iblandt os som “den, der tjener.” Denne del af maleriet er farvet rødt i kontrast til den sort/hvide venstre side. Den røde farve vidner om blod, men først og fremmest om kærlighed. Kan vi udholde billedet formedelst dette indslag af rød farve? Næsten ikke. – – Jeg må finde et kunstværk, som kommer med fred – ligesom de smukke bønner for Ukraine, som flere præster i ugens løb har formuleret og offentliggjort. Mit endelige billedvalg bliver et gammelt s/h foto af Sophie B. Jensens “De hjemløse”, et aftrukket freskomaleri fra 1953, hidrørende fra den tysk-danske grænseegn. Maleriet skildrer efterkrigstidens flygtninge, som har mistet alt, men som holdes sammen i kærlighed og bøn. Kristus ligger såret i billedets forgrund. De andre – kvinder og børn – er samlede under korset. Billedet er fundet i en lille monografi om den sydslesvigske maler Sophie B. Jensen (1912-2007).
Birgitte Bech kirkekunst 